Nyt klimatiltag

Tag med Merkur på Planterejsen

Røde bøffer, store pølser og saftige kyllingelår er for mange af os en helt naturlig del af menuen. Men samtidig er det madvaner, der sætter et enormt klimaaftryk. Vores forbrug af kød udgør nemlig hele 15 procent af den globale CO2-udledning. Der er derfor et stort potentiale i at skifte det store kødforbrug ud med mindre klimabelastende fødevarer – og det skal Merkurs projekt Planterejsen bidrage til.

Mathias Olsen forpagter sammen med sin far det biodynamiske og økologiske landbrug Palleshavegaard. Foto: Palleshavegaard
Af Emilie Lantz-Frederiksen

 

Gennem Planterejsen vil Merkur skubbe den danske fødevareproduktion i en mere plantebaseret retning. Og den rejse er de helt med på, på det fynske mikrolandbrug Palleshavegaard, hvor beskeden er klar: Det er vigtigt, at no­gen går forrest for at passe på naturen!

”Der er ingen undskyldning for, at vi har behandlet jorden dårligt i så mange år, men vi vil gerne være med til at give det, naturen har brug for, tilbage.” Or­dene kommer fra Mathias Olsen, land­brugskunde i Merkur, som sammen med sin far forpagter den biodynami­ske og økologiske Palleshavegaard. Det midtfynske landbrugssted har altid na­turen og den størst mulige hensyntagen til jorden i fokus.

Et landbrug i forandring

Siden Mathias Olsens familie overtog Palleshavegaard i 2020, har der været stort fokus på planteverdenen i den daglige drift. De dyrker en hel hektar planter med håndkraft og stor omtanke for naturen.

På gårdens marker dyrker familien grøntsager, urter og bladgrønt, men også grise, kaniner og får hører hjemme på gården. Dyrene lever under så naturlignende forhold som muligt og har så meget plads til at boltre sig på, at Palleshavegaard aldrig ville kunne leve af deres kødproduktion alene. For Ma­thias Olsen er det den eneste rigtige måde at drive landbrug på:

”Jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal leve af at producere kød. Jeg tror, at kød skal være en ekstra ting på tallerkenen, ligesom grøntsagerne og urterne er det hos den brede befolkning i dag. Der er kun én måde at drive land­brug på, og det er med så store hensyn­tagen til naturen som muligt.”

Men Mathias Olsen ved godt, at Pal­leshavegaards 20 hektar ikke alene æn­drer det store billede, og derfor falder Merkurs nye plantekoncept i god jord hos ham.

”Der skal ske ændringer i landbruget. Det er ikke bare vigtigt, det er livsnød­vendigt. Og hvis vi skal rykke os, er pengeinstitutterne nødt til at investere i det!”

Foto: Palleshavegaard

En grønnere verden

Ideen om Planterejsen udspringer af et ønske om at støtte virksomheder som Palleshavegaard, der enten har eller ønsker at få en mere plantebaseret pro­duktion. Med Planterejsen håber Mer­kur, at flere virksomheder vil se poten­tialet i at dyrke og producere plan­temad.

”Vi vil gerne gøre noget for, at dan­skerne kan spise en mere plantebaseret kost. Den kost, vi spiser i dag, er meget kødbaseret og dermed også CO2-udle­dende. Gennem Planterejsen vil Mer­kur gerne bidrage til at nedbringe den del af CO2 udledningen, der kommer fra vores mad,” fortæller Ole Mathias­sen, direktør for Erhverv i Merkur.

Formålet med Planterejsen er at støtte landbrug og fødevareproducen­ter, som gerne vil lave plantemad til mennesker. Som navnet antyder, hand­ler Planterejsen om at hjælpe virksom­heder på vej mod en mere grøn produk­tion, og dermed er det altså ikke vigtigt, om man i forvejen er en veletableret plantevirksomhed, men derimod at man ønsker at gøre produktionen mere plantebaseret.

På Palleshavegaard fastslår Mathias Olsen, at det er nødvendigt, at landbrug og fødevareproducenter tager større hensyn til naturen, og derfor er det vig­tigt, at der er nogen, som tør gå forrest:

”Når jeg planter et valnøddetræ, så er jeg klar over, at jeg nok ikke kommer til at have den store høst fra det, men det gør mine børn og børnebørn til gen­gæld. Det gør mig glad at tænke på, at vi på den måde kan skabe liv på jorden til de næste generationer. Jeg kan godt have en fornemmelse af, at der er lang vej igen, men jeg glæder mig over, at der sker en masse nyt, og at mange æn­drer kurs.”

Det er en rejse, som Merkurs Ole Ma­thiassen glæder sig til at tage del i:

”Vi er et pengeinstitut, så den måde, vi kan rykke ved udviklingen, er ved at kanalisere pengene derhen, hvor de gør en positiv forskel. Nu skal vi også kana­lisere dem til plantemadsproducenter, fordi det er en del af Merkurs DNA at passe på klimaet, miljøet og naturen. På den måde bruger vi penge som et mid­del til at forandre verden til et bedre og grønnere sted.”

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2023

Foto: Palleshavegaard

Mere om landbrug

At spise sammen er løsningen på en lang række af samfundets problemer. Det mener Rasmus Willig, ny forstander på Suhrs Højskole og medstifter af foreningen Andelsgaarde.

Vi kan spise os ud af kriserne i fællesskab

I Lejre dyrker Godis Grønt over 60 forskellige slags grøntsager ud fra regenerative principper, hvor de tager hensyn til naturen.

”Vi vil give mere til jorden, end vi tager”

Her finder du en guide til lokale og økologiske landbrugsfællesskaber, hvor du kan blive medlem eller købe ind direkte hos landmanden.

Køb ind hos din lokale økolandmand

Som pengeinstitut er der meget, vi kan gøre for at hjælpe naturen. Læs om vores tiltag her.

Hvad gør Merkur for biodiversiteten?