Nøglen til forandring: Din magt er større end du tror

Af Liva Johanne Ehler Molin, Pengevirke

Illustrationer: Cecilie Caster von Spreckelsen

Den globale opvarmning er for alvor kommet på dagsordenen, politisk såvel som i de små hjem, hvor flere er begyndt at tænke over, hvordan deres daglige handlinger påvirker klimaet. Men nogle gange er der som bekendt et stykke vej fra tanke til handling. For det er svært at ændre vaner. Nogle spørger sig selv, om det overhovedet kan betale sig at gøre noget som enkelt individ. Andre mener, at den grønne omstilling er et politisk ansvar.

Men hvorfor har vi ikke for længst allesammen droppet kød, flyture og materielt overforbrug, når nu vi ved, at det ville være godt for klimaet? Pengevirke har talt med en ekspert i bæredygtig livsstil og en psykolog, der har forsket i vores forhold til den globale opvarmning, og de er ikke i tvivl om, at både sociale og mentale barrierer kan stå i vejen for vores engagement i klimakampen. Men måske kan vi ændre på vanetænkningen og knække koden til et større klimaengagement, hvis vi lærer at forstå de mekanismer, der ubevidst påvirker os i hverdagen?

Hvad er bæredygtig livsstil? 

Først skal vi dog se nærmere på, hvordan bæredygtig adfærd og livsstil egentlig skal forstås. Kate Power, som er selvstændig konsulent i bæredygtig adfærd og arbejder for blandt andre KR Foundation i Danmark, er ikke i tvivl om, at der ligger et stort potentiale i personlige livsstilsforandringer. Hun fortæller, at KR Foundation for nyligt har været med til at udgive en ny rapport om emnet[1]. Her sættes vores personlige klimaaftryk i et nyt lys, fordi rapporten har et livsstilsperspektiv og en fair share-tilgang. Det betyder, at man har regnet på, hvor stor en mængde af drivhusgasser hver enkelt borger i verden kan udlede, hvis vi skal holde os til Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på under to grader.

Konklusionen er dramatisk. I dag udleder en gennemsnitsdansker ifølge tænketanken Concito 12 ton CO2[2] om året, hvis man regner offentlige fællesudledninger fra. I 2030 skal vi ned på 2,5 ton. Og derfra skal vi stadig reducere, så udledningen kommer helt ned på 0,7 ton per person om året i 2050.

Det er forsvindende lidt sammenlignet med den måde, vi lever på i de rige lande i dag. Klimaaftryk er stadig tæt forbundet med indkomst: jo mere du tjener, jo større er dit klimaaftryk sandsynligvis også. Så hvis man ser det fra et livsstilsperspektiv, bliver det pludselig meget tydeligt, at der skal markante forandringer til, hvis vi skal nå i mål. Ifølge rapporten vil det have den største effekt at ændre på vores forbrug af kød og mælkeprodukter, fossilbaseret energi, bilkørsel og flyrejser. Men der er mange lokale forskelle, der spiller ind landene imellem.

De forandringer, der skal til, er ikke noget man bare kan gøre alene, men Kate Power har erfaret, at man kan nå langt relativt hurtigt med den rette hjælp. KR Foundation er blandt andet involveret i et projekt om, hvordan man kan støtte pioner-familier, som ønsker at reducere deres klimaaftryk. Familierne er lykkedes med at skære 10-80% af deres CO2-udledning fra i løbet af en måned med støtte til ændringer i for eksempel kostvaner, transport og boligform.

Handling skaber forandring

Men hvorfor overhovedet fokusere på din og min personlige livsstil? Er det ikke de ledende regeringer, der bør tage ansvaret for at skabe et bæredygtigt samfund?

Jo, svarer Kate Power, da Pengevirke besøger hendes kontor i det indre København. Det er hun enig i, men problemet er bare, at den politiske udvikling er gået i stå. Hun har brugt mange år som konsulent på at forklare forskningen til politikerne uden, at der for alvor er sket noget. Hun tror på, at folket har en større forandringskraft, end mange tror, men hun får tit skudt i skoene, at det er et neoliberalt synspunkt, hvor man skubber et ansvar over på individer, som egentlig er regeringens. Det er hun ikke uenig i, men vi har bare en situation, hvor ingen gør det de skal, forklarer hun, og derfor har hun ændret sit fokus.

”Jeg ser det sådan her: hvis en person ændrer sin udledning, har det en relativt begrænset effekt på hele verden, men det har en kæmpe effekt på de mennesker, der er omkring dem. Og når der er en kritisk masse, der forandrer noget, så virker det ind på virksomhederne. Og det påvirker, hvad regeringen gør.”

Så tesen er: hvis der er pionerer nok, der går foran og viser vejen, så følger virksomhederne og lovgivningen efter. Det handler om at ændre normer, tabuer og forestillingen om, hvad der er normalt.

Normalens rammer

Forestil dig en firkant, hvor alt hvad der er alment accepteret i samfundet, ligger inden for rammerne, og det der bliver anset for at være radikalt og unormalt ligger udenfor. Firkanten ligger ikke fast, men flytter sig over tid, når samfundets normer ændrer sig. En kontroversiel idé kan ligge langt uden for firkantens rammer, som for eksempel idéen om homoseksuelle ægteskaber gjorde for relativt få år siden, men i takt med, at flere og flere taler åbent om det, påvirker vi hinanden, og firkanten flytter sig. Når idéen ikke længere er uden for normalens rammer, følger lovgivningen ofte med, som vi også har set i eksemplet med homoseksuelle ægteskaber, og derfor skaber man aldrig kun en forandring for sig selv. Man påvirker også omgivelserne, og det er grunden til, at Kate Power ser så stort et potentiale i personlige adfærds- og livsstilsforandringer.

Det betyder ikke, at alle behøver forandre sig på samme måde eller på samme tid, understreger hun. Måske er du ikke selv klar til at forandre dit liv her og nu, men så kan du støtte op om dem, der har ressourcerne og lysten til at gøre det. Den mest almindelige respons, når nogen bevæger sig uden for firkanten, for eksempel ved at vælge en bæredygtig livsstil, er, at omgivelserne prøver at trække dem tilbage til normalen.

”Det er en helt normal psykologisk respons, der går tilbage til fortiden, at vi prøver at gøre alle ens. Hvis gruppen afviser dig fordi, du er for anderledes, så er det nærmest din død. Så selvom vores forbrug også kan bruges til at signalere, at vi er unikke, har vi det generelt bedst, når folk omkring os er relativt ens og deler sociale normer.”

Mentalt selvforsvar

Ifølge den norske psykolog og ph.d. i økonomi Per Espen Stoknes, så handler modstanden mod forandring også om, at vores sociale identitet bliver truet, når vi får at vide, at vi skal ændre livsstil på grund af klimaet.

Per Espen Stoknes har forsket i vores forhold til den globale opvarmning og beskrevet de mentale barrierer, som gør, at den viden, vi har om global opvarmning, ikke i ret høj grad forplanter sig i vores handlinger (se under ”De fem mentale barrierer”). Selvfølgelig findes der pionerer, som de familier KR Foundation arbejder med, som ændrer hele deres livsstil for at blive mere klimavenlige. Og Per Espen Stoknes anerkender også, at der måske er ved at ske en forandring i samfundet lige nu, hvor særligt de mange skolestrejker kan vidne om et paradigmeskift. Men som han siger, så tager det tid, før forskningen kan bekræfte denne observation.

Ifølge hans forskning, er det ikke mængden af viden, der får os til at ændre adfærd. Vi har kendt til klimaforandringerne i mange år uden for alvor at gøre noget ved problemerne. Og det er fordi mennesker er sociale flokdyr, forklarer han fra sit kontor i Oslo over en Skype-forbindelse. Vi er drevet af følelser, og vores rationalitet er svag, når det kommer til dybere forandringsproces ser. Derfor er det ikke nok at fokusere på oplysning og information, sådan som mange eksperter ellers længe har troet. En af de måder vores følelser spiller ind på er, når vi oplever det, som Per Esben Stoknes kalder ’kognitiv dissonans’.

”Vi stræber alle efter at have et positivt selvbillede, og når vi så hører, at vores kødspisning, bil og flyrejser er ødelæggende for klimaet, men vi samtidig lever i et samfund, som konsekvent er baseret på fossile brændsler, så fremtvinger det to tanker, som skurer mod hinanden: Jeg ved, at det er forkert, men samtidig kan jeg ikke undgå at udlede CO2,” forklarer han.

Det giver et indre ubehag, og derfor går hjernen automatisk i gang med at lave tanker, som tager dissonansen væk. Måske tænker du på en ven, der flyver mere end dig, og på den måde kan du ubevidst retfærdiggøre dine valg. Men det er langt mere konstruktivt, hvis vi kan lære at tåle de modstridende følelser:

”Enten kan du give efter for den selvretfærdiggørelse, som hjernen serverer dig, eller også kan du sige ja, jeg flyver til Berlin for at lave et klimaforedrag. Her har jeg et forbedringspotentiale. Nu vil jeg bruge mit indre ubehag som en emotionel kraft til at sætte en forandring i gang. Jeg skal flyve lidt mindre, og så skal jeg købe kvoter, og så skal jeg arbejde endnu hårdere med at forandre flysystemet. Jeg gør mere næste år, end jeg gør i år.” ”Det er en konstruktiv måde at bruge energien i dissonansen på,” understreger han.

Vi skal tale om drømmen

Ifølge Per Espen Stoknes, skal vi have vendt de mentale barrierer på hovedet, for at menneskehjernen får lyst til at engagere sig. For det første skal vi tænke alle vores handlinger som sociale. Vi har det med at efterabe vores venner og familie, og derfor har dine handlinger en stor betydning. Ikke bare fordi du kan spare verden for en lille mængde CO2, men fordi du påvirker dine omgivelser. Vi har også brug for at handle i fællesskab med andre, og her kan klimastrejkerne være afgørende, fordi de giver os en følelse af, at vi er mange, der gør noget sammen.

”Hjernen er meget baseret på fortællinger”, forklarer Per Espen Stoknes. ”Hvis jeg kan være i et fællesskab med andre, og vi deler den samme fortælling, så bliver jeg motiveret til at gøre mere.”

Derudover skal samfundet indrettes sådan, at det klimavenlige valg er det nemmeste, for på den måde kan vi slippe for den kognitive dissonans, som giver os dårlig samvittighed og gør os handlingslammede. Hjernen har desuden brug for hyppig feedback, så vi skal klappe os selv på skulderen, hver gang vi har cyklet på arbejde eller sorteret vores affald. Til sidst er det ifølge Per Espen Stoknes vigtigt at have en mere positiv og løsningsorienteret tilgang til klimahistorier, og denne pointe er især henvendt til medierne. Hvis vi mennesker skal motiveres til at handle, så skal vi præsenteres for tre løsninger for hver enkelt trussel, forklarer han. Og vi skal tale meget mere om drømmen om det grønne og bæredygtige samfund, vi gerne vil bevæge os hen imod.

”Martin Luther King sagde jo heller ikke ’we are facing hell’. Han sagde ’I have a dream’, og så beskrev han den drøm, som alle fik lyst til at være en del af.”

For Kate Power er der ingen tvivl om, at vi står over for store forandringer, der kan virke skræmmende. Men samtidig giver det os en mulighed for at genoverveje måden, vi lever på.

”Alle kan tænke på store forbedringer i deres liv. Hvis du giver folk chancen for at se på deres liv i et nyt lys, så starter de færreste med at sige ’jeg vil gerne have flere ting’. Så det er en mulighed for at gentænke, hvad vi vil have ud af vores liv.”

I stedet for at tænke på, hvad vi skal skære fra, kan vi tænke over, hvad vi gerne vil have mere af i vores liv, som ikke er skadeligt for klimaet. Deltagelse i civilsamfundet, kultur, hobbyer, sociale relationer. Der er masser af aktiviteter, som potentielt kan give bedre livskvalitet med en lav klimapåvirkning. Derudover understreger Kate Power, at vi skal huske på, hvor magtfulde vi faktisk er hver især.

”Du er ikke kun en forbruger, der køber forskellige ting, du er en person, der er i live, du er en del af naturen, samfundet og forskellige institutioner, hvor du kan have forskellige grader af indflydelse. Så tænk på dig selv som et menneske, der er med til at ændre verden.”

[1] 1.5 Degree Lifestyles: Targets and options for reducing lifestyle carbon footprints.Udgivet af IGES, Aalto University, D-mat, Sitra og KR Foundation.

[2] CO2-udledning er angivet som CO2-ækvivalenter.

De fem mentale barrierer: Derfor fortrænger din hjerne klimaforandringerne

De fem barrierer er formuleret af Per Espen Stoknes, psykolog, ph.d. i økonomi samt direktør for Center for Green Growth ved Handelshøyskolen BI i Oslo. I 2015 udgav han bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming. Siden 2017 har han desuden siddet i Stortinget for Miljøpartiet De Grønne i Norge.

Distance: 

Klimaforandringerne er en trussel, som længe har været langt væk både i tid og sted. Det er meget svært for menneskets hjerne at håndtere den slags abstrakte trusler, hvor fjenden er usynlig og konsekvenserne primært finder sted i fremtiden. Paradokset er, at vi ikke gør noget, før klimaforandringerne er blevet synlige, og da vil det sandsynligvis være for sent.

Dommedag: 

Medier og eksperter har fokuseret mest på katastrofefortællinger og dommedagsscenarier, når det kommer til klima, og det er et problem. Det dræber nemlig vores engagement, fordi vi efterhånden bliver følelsesløse over for de mange frygtelige nyheder.

Dissonans: 

Vi gør mange ting i hverdagen, som vi ved øger vores klimaaftryk. Det giver ubehag og dårlig samvittighed, men samtidig føler vi ikke, at vi kan undgå det. Det kaldes kognitiv dissonans, og den måde vi typisk håndterer de modstridende følelser på, er ved ubevidste forsvarsstrategier (min ven flyver mere end mig, derfor er jeg bedre end ham) eller ved ligefrem at benægte den viden, der er årsag til ubehaget.

Denial (fornægtelse):

Det er en helt almindelig psykologisk forsvarsmekanisme, som også er i spil, når det gælder klimaforandringerne, som jo blandt andet truer vores børn og børnebørns ve og vel. Det er ikke til at holde ud at tænke på, og derfor fortrænger vi truslen, og lever videre som om, vi ikke kendte til den.

Identitet: 

Når vores livsstil bliver kritiseret, føler vi os ramt personligt, og derfor går vi i forsvarsposition og også nogle gange til modangreb på dem, vi føler os kritiseret af.

Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2019.