Når renten dykker

Af Lars Pehrson, administrerende direktør i Merkur

Vi har efterhånden i nogle år måttet vænne os til tanken om negativ rente. Det strider imod vores økonomiske børnelærdom, at vi skal betale for at spare penge op, og at nogle låntagere, f.eks. stater, kan få penge for at låne. Men sådan er virkeligheden i dele af Europa. Mange af os har nok tænkt, at det var en helt exceptionel situation, og at det snart ville gå over. Men Nationalbankens såkaldte indskudsbevisrente – dvs. den rente bankerne betaler for at have penge stående i Nationalbanken – har været negativ med 0,65% siden januar 2016.

Hvorfor er renten negativ?

Hvis Nationalbanken (eller Centralbanken, som den kaldes i de fleste andre lande) ønsker at sætte mere gang i økonomien, kan den nedsætte den rente, som det øvrige marked retter sig ind efter. Når det bliver billigere at låne penge, vil der alt andet lige være et incitament til at investere i produktion, bygge boliger osv. Omvendt sætter Nationalbanken renten op, hvis økonomien i stedet bør dæmpes. I kølvandet på finanskrisen opbrugte Centralbankerne deres muligheder for at sætte renten ned, da den nåede ned under nul. I stedet begyndte f.eks. Den Europæiske Centralbank (ECB) at opkøbe store mængder af obligationer for på den måde at holde kurserne oppe og renterne nede.

Det finansielle økosystem

De fleste borgere og virksomheder påvirkes af renteniveauet, enten via opsparing eller lån eller begge dele. Har vi f.eks. opsparing i en pensionskasse, har denne typisk placeret en stor del af sin formue i boligobligationer. Det er de obligationer, der ligger bag realkreditlånene i boliger og ejendomme. Når renten er lav, får jeg altså både en lav renteudgift på mit boliglån og en lav renteindtægt på min pensionsopsparing. Eller sagt på en anden måde: i stedet for at spare mere op på min pension (højere rente), får jeg pengene til rådighed her og nu gennem et rentefald på mit boliglån. Selvfølgelig passer det ikke 1:1 i det enkelte tilfælde – har jeg et stort boliglån og en lille pensionsopsparing, tjener jeg på situationen, omvendt hvis jeg har en stor pensionsopsparing og et lille boliglån.

Fra ”gratis” service til højere gebyrer

Bankerne er også en del af det finansielle økosystem og bliver naturligvis også påvirkede af den negative rente. For kunderne i Merkur (og i alle andre pengeinstitutter) har udviklingen betydet, at de har måttet betale mere for den service, de modtager i banken. Men hvordan hænger negativ rente sammen med bankens gebyrer? For at forstå det, skal man se på den sammenhæng, der er mellem kunde (boligejer), bank og realkreditinstitut (se illustrationen).

Illustration: Forholdet mellem kunden, realkreditinstituttet og banken før og efter den negative rente.

Det har altid været sådan, at de midler kunder har på lønkonti, driftskonti og lignende blev forrentet lavt – selv dengang renten var positiv og væsentligt højere. Det skyldes de transaktionsomkostninger, banken skal betale, hver gang en kunde svinger Dankortet, laver en overførsel i netbank eller bruger MobilePay. Til gengæld placerede banken overskudsbeholdningen i obligationer, udstedt af et realkreditinstitut, og fik på den måde en løbende indtægt. Derfor behøvede banken ikke at tjene så meget på anden vis og kunne tilbyde mange ydelser og services gratis. Kunden havde omvendt en udgift i form af renter – ikke til banken, men til realkreditinstituttet (såfremt kunden er boligejer).

Denne måde at indrette sig på gav kunden den illusion, at service i banken, såsom betalingstransaktioner m.m., var ”gratis” - ingen opdagede, at man betalte for det gennem boliglånene. For der er som bekendt ikke noget, der reelt er gratis. Da renten faldt voldsomt, kunne bankerne ikke nedsætte renten på kundernes daglige transaktionskonti, for den var i forvejen tæt på nul. Nu hvor renten er blevet negativ, er de nemme indtægter fra bankernes køb af obligationer væk. I stedet for en indtægt har bankerne nu en udgift på omkring 0,4%, når de køber obligationer i realkreditinstituttet.

Indtægterne skal altså findes andre steder, og derfor har kunderne, både i Merkur og mange andre banker, oplevet, at bankydelser koster mere i dag, end de har gjort før i tiden. Man kan sige, at omkostningerne nu er blevet synlige for kunden i form af priser på de ydelser, der før var ”gratis”. Til gengæld betaler kunderne, hvis de ejer en bolig, samtidig mindre i rente til realkreditinstituttet, ligesom lånerenten generelt er blevet lavere. Det vil også smitte af på huslejen for i hvert fald nogle andels- og lejeboliger.

Negativ rente er en del af virkeligheden

Selv om negative renter forekommer ”naturstridige”, er de blevet en del af vilkårene på markedet. Derfor er Merkur også nødt til at opkræve negative renter for at kompensere for det negative afkast, vi får på boligobligationerne og den negative rente, som vi bliver opkrævet i Nationalbanken. Som de fleste andre pengeinstitutter har Merkur valgt, at det indtil videre er erhvervskunderne – ikke privatkunderne – der skal betale negativ rente.

Hvorfor køber bankerne ikke bare lange obligationer, hvor renten er positiv?

Det skyldes, at risikoen for kursfald i tilfælde af rentestigning vil være meget stor, og derfor vil det være uforsvarligt som bank at ligge inde med en stor mængde lange obligationer. Det kan pensionskasserne bedre gøre.

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2018.