Kan kystfiskeriet reddes af den nye generation?

Af Liva Johanne Ehler Molin

Fladfisk ligger lag på lag i store kasser med is. Pighvar, ising, skrubber og rødspætter. I andre kasser spræller brune fordrejer stadig levende rundt mellem hinanden.

Nicki og David har renset og pakket dagens fangst fra kystfiskere på Lolland og Sjælland, og selvom vi er i slutningen af september, hvor de varme havtemperaturer gør, at der ikke er helt så mange fisk i vandet, har de haft nok at se til hele morgenen og formiddagen.

I en kasse for sig ligger alt fiskeaffaldet. Gulvet bliver spulet for rester af fiskeskind og kødstumper, inden David tager en pause og sætter vand over til kaffe.

Jeg møder David Lange på fiskerihavnen i Korsør, hvor hans virksomhed Kystfisker Kompagniet har overtaget de gamle lokaler fra dengang, hvor der var lokale fiskeopkøbere på hver en havn.

I dag er der kun to tilbage på hele Sjælland, én i Hundested og så Kystfisker Kompagniet i Korsør. Opkøberne er dem, som køber den friskfangede fisk direkte af fiskerne og forarbejder den, inden den bliver solgt videre.

Kystfisker Kompagniet er ejet af David Lange og en gruppe kystfiskere fra Langø på Lolland. Virksomheden blev søsat for lidt over et år siden, fordi der var store problemer med infrastrukturen omkring kystfiskeriet i den østlige del af landet.

Men før vi vender tilbage til deres mission om at redde kystfiskeriet, må vi have lidt af historien om det traditionsrige fiskeri på plads.

Kystfiskeriets negative spiral

David Lange forklarer: ”I Danmark skelner vi mellem to slags fiskeri: havgående fiskeri og kystfiskeri. Kystfiskeri er nok det, de fleste forestiller sig, når de tænker på fiskeri. Det er de små havne med de mindre fartøjer. De sejler ud og kommer hjem samme dag eller er ude i højst to dage. Det foregår i kystnært hav, hvorimod du kan være ude i dagevis og ugevis i det havgående fiskeri.

Det gode ved det kystnære fiskeri er, at en stor del af det foregår med det, man kalder passive eller skånsomme redskaber. Det kan være garn eller kroge, altså redskaber som fisker af sig selv, og som du ikke skal slæbe hen over bunden med bundpåvirkning og den store mængde brændstof, som det koster på de store fartøjer.”

Det skånsomme kystfiskeri har fundet sted i de små havne rundt om i Danmark i mange generationer. Men i løbet af det seneste årti har det været under drastisk afvikling.
Omkring 50 mindre fiskerihavne er lukket, og det hænger blandt andet sammen med hele den virak, der har været omkring fiskekvoterne.

”Set fra vores synspunkt skabte man et politisk problem, da man privatiserede kvoterne i 2007,” fortæller David over en kop kaffe i fiskerihavnens lille, blåmalede køkken.

”Man ville gerne have, at de mest effektive fiskere skulle udkonkurrere de mindst effektive, men problemet var, at det blev dem med de bedste finansieringsmuligheder, som opkøbte kvoterne. Der var også masser af kystfiskere, der frivilligt forlod fiskeriet, fordi de pludselig sad med nogle kvoter, som de kunne sælge, og på den måde komme af med deres gæld. Det var især fristende for mange af de ældre fiskere.”

Det satte gang i en selvforstærkende udvikling. De unge fiskere blev rådet af de ældre til at holde sig fra kystfiskeriet, for hvorfor investere i et erhverv, der var ved at uddø?

Færre kystfiskere betød, at infrastrukturen omkring fiskeriet blev dyrere og ringere, fordi det simpelthen ikke kan betale sig at køre rundt med en halvtom lastbil med fisk. Det er dét problem, som David Lange og kystfisker Kompagniet har sat sig for at løse.

I stedet for at kystfiskere på Sjælland og Lolland skal have fragtet deres fisk hele vejen til de store auktioner i Jylland, hvor det kan tage helt op til en uge, før fisken bliver solgt, springer Kystfisker Kompagniet et led over, og sælger fisken direkte til restauranter og grossister, mens den er helt frisk.

Ved at optimere værdikæden kan de sælge fisk i en bedre kvalitet med en længere holdbarhed, og derfor får de også en bedre pris, der kommer fiskerne til gode. Fisken er så god kvalitet, at den bl.a. bliver solgt til kendte restauranter som Noma og Amas.

Ny politisk medvind

Kystfisker Kompagniet arbejder tæt sammen med både WWF Verdensnaturfonden og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) for at sætte skub i kystfiskeriet.

Og noget tyder på, at den negative udvikling faktisk er ved at vende. FSK er en sammenslutning af omkring 100 kystfiskere, der især har arbejdet på at skabe politisk fokus på det pressede erhverv.

Iben Wiene Rathje, der er projektleder og fiskeribiolog i FSK, fortæller om baggrunden for at danne foreningen:

”Kystfiskeriet har været afviklet over en lang årrække på baggrund af de politiske regler om, at man kan sælge sin kvote til højest bydende. Der har egentlig været et politisk ønske om at begrænse det, så man beskytter kystfiskeriet, men der er ikke rigtig blevet fulgt op på det forvaltningsmæssigt. Der er meget få kystfiskere tilbage nu, og derfor blev de nødt til at organisere sig på en anden måde, så de kunne få en stemme politisk.”

Vendepunktet kom i 2016, hvor en ny politisk fiskeriaftale blev indgået udenom den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen. Aftalen havde fokus på at forbedre forholdene for kystfiskeriet.

”Vi har fået tildelt nogle større kvoter til dem, der vil arbejde i kystfiskeriet,” forklarer Iben Wiene Rathje, der mener, at forholdene for kystfiskeriet klart er blevet forbedret. I aftalen ligger det også, at der skal laves et nyt mærke for skånsomt fanget fisk, og det håber Iben Wiene Rathje vil være med til at synliggøre kystfiskeriet for forbrugerne.

For David Lange var det lidt af en overraskelse, at kystfiskeriet efter så mange års hård kamp pludselig fik politisk medvind.

”Vi troede måske, det ville tage 15 år at nå det, vi har opnået nu,” siger han. Men der er stadig lang vej igen før, at kystfiskeriet er sikret sin overlevelse.

”På sin vis er vi kommet lidt for sent,” erkender Iben Wiene Rathje. ”Det er virkelig nu, der skal ske noget, for det er et minimum af kystfiskere, der er tilbage i forhold til at opretholde logistikken. Men nu skal det have tid til at virke, og så skal vi have fat i de unge mennesker og formidle de nye forhold, der er.”

”Havets økologi”

Men hvad er det egentlig, der er så særligt ved kystfiskeriet, at det bør bevares? Og hvad gør, at en ung mand som David Lange gider stå op klokken 02.45 om natten for at køre til Korsør og filettere rødspætter, eller at en ny generation af fiskere skulle have lyst til at gå ind i et erhverv, der har været lige ved at forsvinde?

Der er mindst tre gode grunde til at kæmpe for at bevare kystfiskeriet, mener David Lange, som selv blev optaget af at fiske, fordi han savnede frihed og frisk luft efter seks år på universitetet.

Han har læst litteratur- og kulturstudier og efterfølgende bl.a. arbejdet som tekstforfatter i reklamebranchen, hvor han blev træt af at sidde foran en computer hver dag.

For det første har kystfiskeriet nogle miljømæssige fordele, fordi det er mere selektivt og derfor har en meget lav bifangst. Redskaberne, man fisker med, er skånsomme overfor havbunden i modsætning til et konventionelt redskab som bundtrawl, der er kritiseret for at ”pløje” hen over havbunden, og dermed skade dens dyre- og planteliv.

Kystfiskeriet bruger også mindre brændstof, fordi det ikke er nær så tungt som konventionelt fiskeri. Dernæst indebærer kystfiskeriet en samfundsmæssig fordel, fordi det skaber arbejdspladser i og omkring kystbyerne, og et kulturelt aspekt, da det er en gammel dansk tradition, som mange holder af.

Som David Lange siger: ”Det ville jo være sørgeligt at komme op til Gilleleje, og så er der ingen fiskerihavn længere. Så er der måske kun en grillbar med nogle fiskefileter fra Thyborøn.”

Det er dog bæredygtigheden, der vægter højest, både for FSK og for David Lange, der oplever, at det stadig er meget nyt at tænke bæredygtighedsprincipper ind i fiskeriet.

Han mener, at branchen er langt bagude i forhold til landbruget. Både fordi fiskeri er et kompliceret erhverv, hvor man har ”alle verdens problemer samlet”, men også fordi branchen er lidt statisk.

”Så det, vi håber på, er, at vi ser en udvikling, der minder om den, vi har set i landbruget, hvor vi har nogle konventionelle producenter, men også nogle økologer og biodynamikere,” forklarer han.

Men det kræver fokus og efterspørgsel fra forbrugerne, og det håber han, at det nye mærke for skånsomt fanget fisk vil kunne bidrage til.

”Hvis der er en større efterspørgsel, vil det tiltrække flere til kystfiskeriet, fordi man får bedre pris. På den måde kan vi måske få nogle til at lægge om fra tungt bundtrawl til at gøre det andet.”

Nyt generationsskifte på vej?

For dem, der gerne ser kystfiskeriet blomstre i de danske havne igen, er der ingen tvivl om, at der er én ting, der er afgørende for, at det kan lykkes: det gælder om at tiltrække en ny generation af yngre fiskere, der kan nytænke det gamle erhverv og drive det videre.

Ligesom i fiskeriet generelt er gennemsnitsalderen blandt kystfiskerne i dag over 60 år, så alene af den grund, er der brug for yngre kræfter.

Iben Wiene Rathje er optimistisk, for hun mener, det kan være et attraktivt job for unge, der måske ikke lige passer ind bag et skrivebord, men som gerne vil ud og arbejde i naturen.

Udfordringen kan dog være at komme i gang, for det kræver, at man kan komme med en fisker ud på havet og lære teknikkerne. Og så kan det være svært at skabe overblik over, hvordan økonomien som fisker ser ud. Det er nogle af de udfordringer, som FSK arbejder med at imødekomme lige nu.

David Lange oplever, at der hersker en fortælling om, at de unge ikke gider være kystfiskere, fordi det er for hårdt og for gammeldags. De unge vil hellere ud på en 90 meter lang båd med storskærm og moderne faciliteter.

Men det tror han langt fra gælder alle. Det han selv blev tiltrukket af ved fiskeriet var tanken om frihed, frisk luft og selvstændighed, og det tror han kan appellere til flere, hvis ellers der kommer et system, så man kan komme ud og snuse til kystfiskeriet og prøve det af.

Det springende punkt bliver, om den afmatning, der har været, fortsætter, eller om det vil lykkes at tiltrække nye fiskere med nye tanker om, hvordan man får mest mulig værdi ud af kystfiskeriet.

Det sidste ord i fortællingen om det skånsomme kystfiskeri må vi derfor hellere give en af de unge fiskere, der er med til at føre erhvervet videre (se også interviewet med Kristian Nielsen herunder).

Kristian Nielsen, der er fisker i Thorupstrand, er ikke i tvivl om, hvad han selv ser for sit indre blik, når han forestiller sig fremtiden:

”Om ti år regner jeg da stadig med at stå hernede. Der satser jeg på, at jeg er ved at oplære en ny fisker.”

Ung fisker fascineret af traditionerne 

Interview med Kristian Nielsen, kystfisker i Thorupstrand

En af de kystfiskere, der trækker det høje aldersgennemsnit lidt ned, er 31-årige Kristian Nielsen fra Thorupstrand i Nordjylland. Han fisker sammen med sin far på skibet HM 33 Kikani III. Navnet er en forkortelse af forældrenes navne: Kirsten og Karsten Nielsen.

Familien har været kystfiskere i flere generationer, men selvom Kristian Nielsen ville være fisker helt fra han var lille, fik han at vide, at han skulle have en uddannelse først. For der skulle være noget at falde tilbage på, sagde hans forældre.

Derfor blev han uddannet rustfri klejnsmed, men da han blev fyret fra sit arbejde kort tid efter finanskrisen, tog han med sin far på havet. Siden har de fisket sammen.

Hvad er det ved at være fisker, som du godt kan lide?
”Det er, at man kommer op og kan se solopgangen og nogle gange også solnedgangen. I stedet for at sidde inde på et kontor, så får man den friske havluft lige i ansigtet. Man bliver lidt mere vågen af at være ude.”

Men det må også være et hårdt job?
”Jo, det er da hårdt. Det er ikke et syv til fire-job, og det skal man være klar over, hvis man vil være fisker. Når man tager ud, kan det lige så godt være fem timer, som det kan være 24 timer. Og hvis man finder sig en kæreste, så skal hun også være indstillet på det. For man skal sådan set stå til rådighed 24/7. Man kan
ikke lige planlægge at tage i Fårup Sommerland om fredagen, for hvis der er havvejr, så skal man ud. Det er umuligt at planlægge sit liv.”

Hvad siger din kæreste så til det?
”Hun er ved at have vænnet sig til det. Jeg sagde også til hende i starten: Du skal være klar over, at jeg er fisker, det er ikke et syv til fire-job, jeg har. Det var hun også, sagde hun. Og jeg tror ikke ligefrem jeg slipper af med hende nu,” griner Kristian Nielsen og fortæller, at parret venter barn.

Det lyder ret besværligt, at man aldrig kan planlægge noget. Hvorfor har du valgt at have sådan et job?
”Det er fordi, jeg godt kan lide fiskeriet. Det er et skønt job. Men det er noget, man skal tage med sig selv. Hvis man vil være hjemme hver aften og vide, at man har fri hver weekend, så er det ikke fisker, man skal være,” konstaterer han.

Thorupstrand er kendt for at være Nordeuropas største kystlandingsplads, hvor fiskerbådene stadig bliver trukket op på stranden som i gamle dage. Fiskerne er organiseret i et laug, hvor de har købt kvoter i fællesskab, og på den måde er det lykkedes dem at bevare det traditionsrige fiskeri. De bruger skånsomme redskaber som garn og snurrevod.

For Kristian Nielsen er bæredygtigheden vigtig, men det er i høj grad også de gamle traditioner, der gør, at han er fascineret af kystfiskeriet i Thorupstrand.

”Der er en charme i, at man bliver trukket op på land, og at man beholder den gamle måde at fiske på. Det er lidt specielt. Man skal bruge fysisk hårdt arbejde til at kaste pilken ind og blive trukket op på stranden. Hvis jeg ikke var fascineret af de gamle traditioner, så kunne jeg lige så godt have lagt ind til en havn. Det er meget nemmere, men det er ikkeså fascinerende.”

Så hvis han skal anbefale andre unge at blive kystfiskere, så skal det være fordi, man godt kan lide miljøet og de gamle traditioner. Og så er det afgørende, understreger han, at de unge kan komme med ud på havet, mærke luften og se solopgangen, så de kan finde ud af, om fiskeriet er noget for dem.

♥ Kystfisker Kompagniet og Thorupstrand Kystfiskerlaug er kunder i Merkur