Investering
Bæredygtig investering giver handlemulighed
2022 har været et år præget af kriser: klimakrise, energikrise, krig og inflation. Verdens problemer kan føre til afmagt, fordi de er så omfattende og løsningerne ikke altid er til at få øje på. Mens vi venter på politikerne og statslederne, må vi minde os selv og hinanden om at gøre en forskel, der hvor vi kan. Et godt sted at starte er med vores penge.
Har du en pensionsopsparing, eller sparer du lidt op på en almindelig opsparingskonto hver måned? Hvis du vælger at investere opsparingen bæredygtigt, så kommer pengene ”i arbejde”, og de kan være med til at adressere nogle af de udfordringer, som bekymrer dig mest.
I Merkur tilbyder vi en palet af investeringsmuligheder, hvor pengene gør en forskel i udviklingen mod et grønnere og mere retfærdigt samfund.
Energikrise: Lad dine penge arbejde for grøn omstilling
Er der noget 2022 har vist os, er det, at vores energiforsyning er skrøbelig. Mange af os vidste det godt. At det kan være fornuftigt at spare på strømmen.
Men vi har nok alligevel ikke tænkt så meget over, om vi lader telefonopladeren sidde i stikket, selvom telefonen for længst har forladt laderen, eller hvornår på døgnet vi vasker vores tøj.
Nu laver Energistyrelsen storstilede informationskampagner, der skal få os til at spare på strømmen, så der er nok til alle. Det er kort sagt blevet tydeligt, at der er brug for en omstilling af energisektoren.
Har du lyst til at gøre noget aktivt for at sætte skub i denne nødvendige omstilling kan du via Merkur investere i Triodos Energy Transition Fund. Fonden investerer i vedvarende energi, energieffektivisering, lagring af energi og bæredygtig infrastruktur i Europa.
Stigende ulighed: Invester i mikrofinans
Nedlukninger og nedgang i verdensøkonomien som følge af bl.a. corona-pandemien har forstærket uligheden på verdensplan, og Verdensbanken anslår, at uligheden mellem lande vil stige for første gang i en generation.
Et af de redskaber der ofte fremhæves som nyttigt i kampen mod fattigdom er finansiel inklusion. Mange mennesker har ikke adgang til helt basale bankydelser som en opsparingskonto eller et lån.
Adgangen til disse finansielle tjenester kan være et skridt på vejen ud af fattigdom, da en konto eller et lån kan gøre det muligt for mennesker at opbygge og udvikle en virksomhed, forbedre deres indtjeningsevne og spare op til fremtiden.
Finansiel inklusion spiller derfor også en afgørende rolle i forhold til adgang til uddannelse og sundhedsvæsen, energi og boliger.
I Merkur kan du bidrage til, at flere får adgang til bankydelser ved at investere i Triodos Microfinance Fund.
Fonden investerer i mikrofinansinstitutter og banker i udviklingslande, som har fokus på at give mennesker fra lavindkomstgrupper mulighed for at spare op og optage lån.
Børns fremtid: Invester til gavn for fremtidige generationer
I 2022 er flere begyndt at tale om polykriser, hvor flere kriser løber sammen og forstærker hinanden. Har du børn eller børnebørn bekymres du måske for deres fremtid, for hvor er det, verden er på vej hen?
Vi kan måske ikke dæmme op for krig og økonomisk nedtur, men vi kan give børnene de bedst mulige forudsætninger, for de er vores fremtid.
Hvis du investerer i Triodos Future Generations Fund, er du med til at sikre lige muligheder, uddannelse og sikkerhed for børn over hele kloden. Fonden er etableret i et unikt samarbejde med UNICEF.
Fonden investerer i virksomheder, der arbejder med børns behov og udvikling ved at sikre dem adgang til uddannelse, sund ernæring, sundhedspleje og beskyttelse mod vold.
For at underbygge fondens formål donerer Triodos også årligt et beløb til UNICEF*, der afhænger af fondens værdi.
Dine penge rækker ud i fremtiden
Når du investerer dine penge, rækker du ud i fremtiden og er med til at forme den verden, du ønsker. Penge gør ikke noget af sig selv, men Merkur kan sammen med dig sætte dem i bevægelse, så der sker noget.
Vores holdning til investering er, at investeringer både bør give et fornuftigt afkast til dig, men samtidig skabe en langsigtet værdi for samfundet. Gå på opdagelse i alle dine handlemuligheder her
* UNICEF har ingen rolle i udviklingen, forvaltningen eller driften af Triodos Future Generations Fund, herunder i fondens investeringsbeslutninger. UNICEF støtter ikke nogen investeringsrådgiver, investering, virksomhed eller produkt og giver ingen anbefalinger om investering i Triodos Future Generations Fund.