23-02-2024

Årsrapport 2023: Bedste resultat i Merkurs historie

Merkurs bestyrelse har netop godkendt årsrapporten for 2023 med det bedste resultat i vores andelskasses historie. Merkur ender året med et resultat på hele 54,4 mio. kr. før skat (40,6 mio. kr. efter skat).

Administrerende direktør Charlotte Skovgaard og forperson for Merkurs bestyrelse, Cees Kuypers.

På trods af endnu et år med store usikkerheder har vi i Merkur præsteret det bedste resultat nogensinde.

- Merkur er selvfølgelig, som alle andre banker, hjulpet godt på vej af de stigende renter, hvor vi nu igen kan tjene penge på det relativt store indlånsoverskud, vi har placeret i Nationalbanken. Men vi oplever også, at flere efterspørger det, som Merkur står for, nemlig social ansvarlighed og bæredygtighed – også i deres valg af pengeinstitut, forklarer Charlotte Skovgaard, administrerende direktør i Merkur.  

I 2023 har vi kunne øge udlånet til både nye og eksisterende kunder. Vi har med finansiering og rådgivning hjulpet med at opfylde flere privatkunders boligdrømme, og vi har skabt impact ved at yde flere lån til vores bæredygtige og socialt ansvarlige erhvervskunder, som hver dag arbejder for at gøre en forskel.

Værdi af andele stiger

Merkur er en demokratisk ejet virksomhed, hvilket betyder, at vi primært af ejet af vores kunder. Derfor er det en stor glæde, at årets historisk gode resultat kommer vores andelshavere til gode. Som følge af resultatet stiger prisen pr. andel med 8,4% set i forhold til den kurs, der blev fastsat i forbindelse med årsrapporten 2022.

- Det er en virkelig stor glæde for mig, at vi nu kan honorere den loyalitet, vores andelshavere har vist os ved dels at blive medejere af vores fælles andelskasse, men også for at have haft tålmodighed i de år, hvor der ikke har været så meget at dele ud af. Det er endnu en grund til, at jeg er rigtigt tilfreds med resultatet, for jeg synes, vi har skyldt lidt, lyder det Charlotte Skovgaard.

Mere end bare penge

Merkur har dog ikke kun haft fokus på økonomien i 2023. Vi har også lanceret et nyt donationskoncept, Merkur Værdipulje, hvor vi hvert år vil donere en del af vores netto rente- og gebyrindtægter fra året før til fire velgørende, not-for-profit kunder i Merkur samt Merkur Fonden, og hvor Merkurs andelshavere, kan være med til at bestemme, hvordan pengene skal fordeles.

- Vi plejer at sige, at som kunde i Merkur giver du dine penge mening. Med Merkur Værdipulje giver vi også vores indtjening mening, ved at give en del af den indtjening tilbage til samfundet gennem vores not-for-profit kunder, der arbejder for bæredygtighed og social ansvarlighed,” forklarer Charlotte Skovgaard.

I 2023 uddelte Merkur 430.000 kr. Med det flotte resultat for 2023 kan vi i 2024 uddele ikke mindre end 750.000 kr.

2023 blev også året, hvor vi for alvor tog fat på vores strategiske tiltag Planterejsen, hvor vi med dialog og finansiering som værktøj vil skubbe den danske fødevareproduktion i en endnu mere plantebaseret retning.

Du kan læse meget mere om alt det, vi i Merkur har opnået i 2023 i årsrapporten nedenfor.