05-10-2023

Merkur deler ud af indtjeningen

Merkur Værdipulje skal skabe værdi for mennesker, natur og miljø, og Merkurs andelshavere skal være med til at bestemme hvordan! Hvert år vil Merkur donere en del af indtjeningen til not-for-profit kunder, som på hver deres måde arbejder for en bedre verden. Merkurs andelshavere skal være med til at stemme om, hvordan pengepuljen skal fordeles mellem kandidaterne.

Som noget nyt har Merkur besluttet, at vi fra i år og hvert år fremover vil donere en del af netto- og rentegebyrindtægterne fra året før til fire velgørende, not-for-profit kunder samt Merkur Fonden. Konceptet hedder Merkur Værdipulje.

Merkur har tidligere arbejdet med forskellige former for donationer og støttekonti, men Charlotte Skovgaard, administrerende direktør i Merkur, er særligt stolt af det nye koncept, som hun mener understøtter det fællesskab, Merkur har med kunderne:

- Vi plejer at sige, at som kunde i Merkur giver du dine penge mening. På den ene side gør du det muligt for os at låne penge ud til bæredygtige virksomheder og organisationer. Men du er også med til at skabe indtjening via de bankforretninger, du placere hos os. Med Merkur Værdipulje vil vi gerne give en del af den indtjening tilbage til samfundet gennem vores not-for-profit kunder, der arbejder for bæredygtighed og social ansvarlighed.

De fem modtagere af Merkur Værdipulje udvælges på tre forskellige måder.

  1. Et udvalg i Merkur har valgt tre kandidater ud fra de tre ben i Merkurs ambition: Respekt og værdighed for mennesker, uddannelse og kultur samt mangfoldig og modstandsdygtig natur.
  2. Merkurs repræsentantskab har på vegne af andelshaverne valgt en fjerde kandidat
  3. Den sidste kandidat er Merkur Fonden, som er Merkurs egen specialfunktion for donationer. Derfor har vi valgt, at fonden skal være fast kandidat til Værdipuljen hvert år.
Andelshaverne bestemmer

Alle kandidater er sikret 25.000 kr., men det er i høj grad op til Merkurs andelshavere at bestemme, præcist hvordan pengene skal fordeles. Alle andelshavere over 15 år har nemlig mulighed for at stemme på én af de fem kandidater, og de resterende penge i puljen bliver fordelt forholdsmæssigt mellem de tre kandidater, der får flest stemmer.

– Vi synes, at det er helt naturligt at inddrage vores andelshavere, når det kommer til, hvordan puljen skal fordeles. Det er en del af at være en demokratisk ejet virksomhed, at vi giver medbestemmelse til vores ejere, fastslår Charlotte Skovgaard.

Merkur skyder værdipuljen i gang med 430.000 kr. til uddeling i 2023. Fremover vil Merkur donere 0,3% af vores netto rente- og gebyrindtægter fra året før. Merkur forbeholder sig retten til ikke at uddele værdipuljen, hvis der skulle indtræffe år med kun beskedent overskud eller decideret underskud.

De fem kandidater er:
  • Alken Mejeri
    - indstillet af Merkur Andelskasse, kategorien uddannelse og kultur

  • Andelsgaarde
    - indstillet af Merkurs repræsentantskab

  • Finn Nørgaard Foreningen
    - indstillet af Merkur Andelskasse, kategorien respekt og værdighed for mennesker

  • Landsforeningen Levende Hav
    - indstillet af Merkur Andelskasse, kategorien mangfoldig og modstandsdygtig natur

  • Merkur Fonden
    - fast puljemodtager