Professor i økologisk økonomi: Vi skal styre efter planetens grænser

Af Liva Johanne Ehler Molin

Inge Røpke er professor i økologisk økonomi. Danmarks første af slagsen. Økologisk økonomi har ikke, som man måske kunne tro, noget at gøre med økologiske fødevarer, men det er et videnskabeligt felt, hvor man kobler studier i økonomi med bl.a. økosystemer, energi og systemteori. Man låner altså begreber fra både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora til at undersøge økonomien ud fra et bredere perspektiv end den traditionelle økonomiske teori.

”Grundidéen er, at i stedet for at se på økonomien i pengetermer, så kan man også altid se økonomien i biofysiske termer,” forklarer Inge Røpke fra sit kontor på Aalborg Universitets afdeling i København, hvor hun er professor på Institut for Planlægning.

Det biofysiske perspektiv, som Inge Røpke taler om, har at gøre med jordens fysiske ressourcer og energi – aspekter som det nok er de færreste traditionelle økonomer, der kunne forestille sig at beskæftige sig med.

Økonomien er en krop

I økologisk økonomi ser man økonomien som én samlet organisme, hvor forskellige energier og materialer strømmer igennem og holder ”kroppen” i live. Det lyder måske lidt abstrakt, men det man får øje på, når man ser på alt det, der strømmer gennem økonomiens organisme, det er selve kroppens størrelse, forklarer Inge Røpke, og her ligger nøglen til et af de vigtige principper i økologisk økonomi: opmærksomhed på grænser. For vi lever på en afgrænset klode, hvor samfundsøkonomiens krop har vokset sig meget større, end der er plads til.

”De senere år er det jo blevet mere og mere klart. Det bliver for eksempel formuleret som planetære grænser, hvor én af grænserne er i relation til klima, en anden biodiversitet og så videre. Fordi vi optager så meget plads, undergraver vi vores egne livsbetingelser. Organismen fylder mere og mere i forhold til det, der er udenom”.

Så hvordan skal vores samfund se ud, hvis vi vil indrette økonomien inden for planetens grænser?

For det første er vi nødt til at indskrænke økonomien. Det sætter fokus på en etisk udfordring, for når der er grænser for økonomiens størrelse, bliver der også et etisk krav om at dele de ressourcer, vi har. I den økologiske økonomi ligger der derfor en grundlæggende tanke om omfordeling:

”Vi kunne vælge at slås om det, der er, og rage så meget til os, som vi kan, men i økologisk økonomi tager vi det som en etisk fordring om i højere grad at dele.” Derudover er Inge Røpke overbevist om, at vi må gentænke alle dele af samfundet. Hun tænker i hele systemer, og derfor giver det ikke mening at prøve at fikse det ene problem, uden at tænke resten af kredsløbet med.

Men zoomer vi ind på økonomien, er der især to områder, der ser markant anderledes ud set med den økologiske økonomis briller. Det første er priser og marked.

Reguler markedet

I traditionel økonomisk teori antager man, at udbud og efterspørgsel normalt vil regulere markedet optimalt, og at staten skal blande sig så lidt som muligt. Dog bør staten gribe ind, når skadelige udledninger af f.eks. CO2 ikke har nogen pris. Så kan økonomerne beregne, hvad prisen bør være, og derefter kan løsningen af klimaproblemerne overlades til markedet.

Det er Inge Røpke ikke enig i. For det første mener hun ikke, at priser er udtryk for, hvad noget er værd. De er snarere en slags historiske konstruktioner, som for eksempel kommer til syne ved, at mænd og kvinder ikke får det samme i løn: det er ikke et udtryk for, at kvinders arbejde er mindre værd, men blot historisk arvegods, der hænger sammen med sociale strukturer og magtforhold.

Derfor mener Inge Røpke heller ikke, at man kan træffe beslutninger ud fra priser. Beslutninger skal træffes ud fra demokratiske processer, hvor vi diskuterer, hvad vi vil prioritere. Bagefter kan vi så bruge både planlægning, direkte regulering og markedsinstrumenter til at opnå det, vi ønsker, for eksempel ved at gøre de ting dyrere, som vi ikke vil have.

”I mainstream-økonomi vil man tit have en modsætning mellem marked og stat, men det mener jeg er noget sludder, for alle markeder er allerede gennemregulerede,” siger Inge Røpke og peger på, at reguleringer har det med at virke usynlige, så længe vi er enige i dem.

Derfor lægger vi ikke mærke til, hvor gennemreguleret markedet er. Så professoren er ikke bange for at regulere markedet endnu mere, hun mener faktisk, at det er en nødvendighed for at gennemgå en grøn omstilling.

Vækst er ikke et mål i sig selv

Det andet område, som den økologiske økonomi ser anderledes på, er vækst. Et begreb, der bliver debatteret livligt, når den grønne omstilling kommer på tale. Der er dem, der argumenterer for, at økonomisk vækst er så tæt forbundet med CO2-udledning, at vi er nødt til at bremse den. Andre mener, at CO2-udledning vil kunne afkobles fra vækst i fremtiden, fordi vi udvikler os og bliver mere effektive, og at vi derfor vil kunne skabe en ’grøn vækst’.

Inge Røpke starter fra et andet udgangspunkt: tilbage ved de biofysiske grænser. I stedet for at styre efter vækst eller ikke-vækst, skal vi styre efter grænserne for, hvor meget CO2-udledning, der må være, og hvor meget areal vi kan forbruge. Derefter må vi se, hvad den pengemæssige vækst bliver.

”Jeg vil aldrig sige, at vækst er et mål i sig selv,” slår Inge Røpke fast.

Men vækst er netop et mål i den samfundsmodel, vi har i dag. Det handler om at sikre privilegier som høj levestandard og lav arbejdsløshed. Så hvordan vil vi klare os i samfundet, hvis vi ikke har det mål for vækst?

 ”Ofte vil man have økonomisk vækst, fordi man skal bruge den til at opfylde nogle andre mål. Det er de andre mål, der er interessante: velfærd, hvordan vi har det, rent miljø, meningsfuld beskæftigelse og nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen.”

Hvordan kan vi opfylde de mål uden økonomisk vækst?

”Det tænker jeg kræver rigtig mange forskellige politikker. Lad os sige, at alle skal have en fornuftig bolig. Så kan det godt være, vi skal væk fra nogle af de ejerskabsstrukturer, vi har omkring boligsystemet i dag. Vi har et utrolig spekulationsfremmende boligsystem, det skal vi måske konstruere på en anden måde.”

Skal vi indstille os på at gå ned i levestandard?

”Det er det biofysiske, der er afgørende, så det materielle forbrug skal vi skære ned på. På kort sigt har jeg svært ved at se andet end, at det må koste noget på levestandarden, men man skal være opmærksom på, hvad det er af levestandarden, det går ud over. Det går for eksempel ud over kød og flyvning, men det behøver ikke gå ud over omsorgsydelser. Så der er masser af de ting, vi lægger vægt på, som man fint kan have.”

Venter øko-paradiset?

Inge Røpke taler altså om et samfund, hvor vi har meget mindre materielt forbrug, men hvor vi fint kan forbruge andre goder, såsom sundhedsydelser, børnepasning, massage, klipning og teaterbilletter, som ikke har nogen høj klimabelastning. Vil det også på nogle punkter være et bedre samfund?

”Jeg ved godt, hvad standardsvarene er. Det er noget med, at det er en winwin situation, fordi vi bliver mere afstressede, vi kan lægge mere vægt på samvær og få en bedre naturrelation,” svarer Inge Røpke og indrømmer, at det med visionen ikke er hendes spidskompetence.

Hun tænker sig lidt om, for at finde ud af, hvordan hun skal forklare sit synspunkt. Det handler i bund og grund om, at vores præferencer bliver skabt af det samfund, vi lever i. Vores ønsker om at rejse, prøve nye ting, udvikle identiteten, og vores praktiske behov for eksempelvis at have en bil.

Pointen er, at vi også kunne leve i et andet samfund, der skabte nogle helt andre præferencer, som er mindre krævende for klodens ressourcer, og hvor vi kunne være nøjagtig lige så tilfredse. Men det er svært at forudse, hvad de præferencer ville være.

”Så det er det, der gør det svært. Jeg kan godt blive lidt irriteret over øko-freaks, der siger, at vi vil have det meget bedre i et økosamfund, for så er vi ikke så stressede. Jeg tænker, der er altså en hel masse mennesker i dag, som er rigtig tilfredse med det liv, de kan leve, og som ikke synes, det er spor morsomt, at vi skal lave om på det.”

Så overgangen til et nyt samfund og en ny økonomi vil ikke være let, og derfor kan man heller ikke bare fremstille en vision om et nyt øko-paradis: ”Det kan vi måske godt få, hvis samfundet kan skabe nogle andre præferencer, men de mennesker vi har i dag, de præferencer som vores nuværende samfund har skabt, det bliver svært at lave om.”

Men det er samtidig et valg, vi har, understreger professoren. ”Det er de kommende generationer, vi taler om."

Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2019.