Mød Merkurs kunde Godis Grønt
Merkur har været på besøg hos Godis Grønt for at lære mere om deres måde at drive landbrug på.
Mød Merkurs kunder
Det økologiske gartneri og landbrug, Godis Grønt, i Lejre udenfor Roskilde, benytter sig af regenerative metoder og har et stærkt fokus på øget biodiversitet. Her handler det om det personlige ansvar både i forhold til kolleger, kunder og vores fælles jordklode.
Der er økologisk havremælk til kaffen og – i dagens anledning – trøstekage til, fordi harven gik i stykker i går. De fem fuldtidsansatte på gartneriet Godis Grønt samles klokken 10 til fælles kaffepause i den store, skyggefulde lade. Så har de været i gang i et par timer og runder lige dagens arbejde med hinanden, før de haster videre ud i marken, op i traktoren eller ind i et af drivhusene til næste opgave.
60 forskellige slags grøntsager dyrkes her, fordelt på over 100 sorter. Valgt ud fra smag og næringsindhold og ikke, som mange af de grøntsager, der sælges i supermarkederne, ud fra deres holdbarhed. Her bliver afgrøderne hevet direkte op af jorden og delt ud til aftagerne med det samme.
Det var kaospilot-uddannelsen i Aarhus, der for mere end ti år siden fik svenskfødte Fredrik Sahlin til at drage over sundet til Danmark. Her oplevede han en voksende bekymring over den måde, vi behandler vores klima og klode på. ”Først læste jeg alt, jeg kunne få fat i, om hvor galt det stod til. Og bagefter læste jeg alt om, hvordan vi kunne rette op på det,” siger han.
Det viste sig, at landbrug var svaret på Fredrik Sahlins søgen. Her kan man ikke bare mindske sit aftryk, men dyrke jorden, så man faktisk går i minus på udledning. Og sådan opstod Godis Grønt, et ”lille-skala økologisk gartneri i smukke Lejre, lige uden for Roskilde”, som Fredrik Sahlin selv beskriver det.
Dengang for fem år siden etablerede han gartneriet som enkeltmandsvirksomhed, på hobbyplan de første år, efter at have videreuddannet sig på Kalø Økologisk Landbrugsskole. Siden har Fredrik Sahlin fået en makker, Christina Viuff Sand, som nu ejer halvdelen af Godis Grønt.
De er partnere og venner, men har hver deres kæreste og familie, så parforholdstvister bliver aldrig en del af partnerskabet. Og de to supplerer hinanden godt; hun trives godt med den daglige drift og sørger for stabiliteten, mens Fredrik Sahlin får nye ideer og tænker i udvikling, salg og nye projekter. Den ene er bedst til krydderurter og mindre afgrøder, mens den anden er god til de lidt større armbevægelser, også når det handler om høstudbyttet.
Udover Christina Viuff Sand og Fredrik Sahlin er der i øjeblikket tre fuldtidsansatte på den gule stråtækte gård. Alle medarbejderne for tiden er tilfældigvis kvinder. Ingen af dem har en baggrund i landbruget, alle er de højtuddannede, men på gården har de fundet et job, som giver mening.
De får en ”pissedårlig løn, ligesom os selv”, smågriner Fredrik Sahlin. ”Men der er ikke andre muligheder, når man starter et gartneri op fra bunden med ambitioner om at passe på jorden. Men når så dygtige, kompetente mennesker, som vores medarbejdere, kommer tilbage år efter år, er det et tegn på, at vi har gang i noget rigtigt.”
En god del af forklaringen er, vurderer han, at alle på Godis Grønt oplever glæden ved at have en positiv indvirkning på verden. Og netop værdifællesskabet er fundamentet for både samarbejdet og forretningen.
Kunderne hos Godis Grønt er nemlig med til at dele risikoen for en dårlig høst, når de betaler forud for de grøntsager, de får i sæsonen fra maj til november. De fleste kunder er lokale familier, som har en ”kunde-bonde”-ordning, et abonnement, som betyder, at de hele sommeren kan hente nyhøstede grøntsager i laden hver torsdag.
Aftagerne af de friske grøntsager tæller også en lokal efterskole og enkelte restauranter, som for eksempel den verdensberømte Michelin-restaurant Noma.
Og selv om grøntsagerne her er lidt dyrere end de konventionelt dyrkede grøntsager, så er salget baseret på de fælles værdier, hvor kunderne ikke bare nyder smagen og vitaminrigdommen i varerne, men også kan se værdien i dyrkningsprocesserne, der passer bedre på jorden end normalt, men som samtidig øger prisen på produktet.
Og det er netop en del af ideen med gartneriet. Som kunde skal man kunne mærke den forpligtende relation, man indgår i med hinanden og med vores fælles jord. Derfor er kunderne også altid velkomne i marken.
”Vi fornemmer, at de familier, vi sælgergrønt til, kan mærke, at det her har en effekt,” forklarer Fredrik Sahlin. ”De kan se, at vi er stolte af det, vi laver. De må gå alle steder, og vi vil gerne stoppe op i arbejdet og forklare, hvad vi laver og hvorfor. Det er en stor del af motivationen for både os og dem.”
Det andet ben i forretningen er virksomhedsforløb med teambuilding. Her får deltagerne mulighed for at lære en masse, både om bæredygtigt jordbrug og samarbejde. De skal blandt andet selv høste den mad, de siden tilbereder og spiser sammen.
Til formålet har Godis Grønt et stort, nyt drivhus med en stor pizzaovn i. I sommerperioden er det indvendige af taget beklædt med grønne planter, som snor sig op af de metalstænger, der holder drivhuset oppe, og deltagerne kan selv høste solmodne tomater som en del af workshoppen.
”De får mulighed for at opleve, hvad det er, vi gør i verden,” siger Fredrik Sahlin. ”I stedet for go-cart-events med burgers, får de smagen, duften, oplevelsen af at sidde ved langborde i drivhuset og nyde frugten af samarbejde. Mit håb er, at det sår et frø: Vi har selv mulighed for at lave forandringen.”
Tiltaget med at tilbyde teambuilding er relativt nyt, men de virksomhedskunder, som har været forbi, har meldt tilbage, at det var det bedste af sin slags, siger Fredrik Sahlin stolt.
Vi går fra laden, gennem en lille lund og hen over en mudret mark for at nå frem til det nye drivhus. Lige nu er det bidende koldt udenfor på trods af en insisterende forårssol. Men indenfor er der lunt og dufter godt af varm jord og krydderurter.
Det er her medarbejderflokken hver dag klokken 12 mødes til fælles frokost. Når der kommer nye ansatte til, er de vigtigste parametre for at få job her, at der er god personkemi med de andre på holdet, interesse for landbrug og så kompetencer. I den rækkefølge.
”Vi har en fælles motivation, som går ud på, at vi vil give mere, end vi tager. Målet er at lagre mere kulstof i jorden, end vi udleder og at øge biodiversiteten både over og under jorden. Det er vores eksistensberettigelse. Og selv om det kan være svært at mærke under en lang, mørk vinter, så er konklusionen, at det er det hele værd,” siger Fredrik Sahlin.
Hen over frokosten taler kollegerne om, at ”møgmanden”, den lokale bonde, som hjælper med at sprede gødning på marken, ikke helt forstår, hvorfor det skærer Godis Grønt-folkene i hjertet, at jorden også skal pløjes. Det er sidste sæson, det sker, fortæller Fredrik Sahlin. Men det har taget tid at nå hertil.
”Så meget er uvist, når man skal afprøve helt nye metoder. Det er først nu, vi har råd og overskud til at forsøge os med det, så vi prøver i et hjørne og opgraderer, hvis det går godt.”
De seneste år på Godis Grønt har handlet om etablering. Sidste år fik gartneriet en investor med. Det betød, at de kunne investere i drivhus, ny traktor og automatisering, hvor det giver mening.
”Så behøver vi ikke lave en ”gaffaløsning”, men har overskud til at kunne arbejde mere og mere i den regenerative retning,” forklarer Fredrik Sahlin.
Et andet eksempel på, at gartneriet er i fuld gang med de regenerative løsninger, er blomsterbedene, som er placeret i vandingssporene mellem hver dyrket sektion, med cirka ti meter imellem.
Fredrik Sahlin og co. sørger for, at frøblandingen er så alsidig som muligt, både når det gælder antallet af forskellige blomster og størrelsen på blomsterne. Variation betyder nemlig, at blomsterne tiltrækker flere forskellige biarter; for eksempel vilde bier og humlebier, som er bedre bestøvere end de gængse honningbier, og resultatet er netop den øgede artsrigdom.
Diversitet er en af de største prioriteter hos Godis Grønt. Også selv om det betyder, at det gør det lidt vanskeligere med al den data, som skal samles for at kunne lave en klimaplan for gartneriet. Men processen er i gang. ”Det står øverst på vores to-do-liste, for det vil vi så gerne,” siger Fredrik Sahlin.
Håbet er at være et forbillede, så de klimavenlige løsninger kan sprede sig som ringe i vandet. Fredrik Sahlin
drømmer om, at flere landmænd tør springe ud i de regenerative processer.
”Økologi er godt, men det handler meget om, hvad man ikke skal gøre, ikke så meget om, hvad man kan gøre. Men i landbruget er det muligt at binde CO2 i jorden. Jeg håber, at om 50 – 100 år, så ser folk tilbage på nutiden og griner af, hvor lidt vi gjorde dengang,” siger Fredrik Sahlin. ”Vi mennesker har jo muligheden for at være en positiv kraft i verden. Det kræver bare, at vi gør det rigtige.”
Regenerativt landbrug handler om at forvalte landbrugsjorden i samarbejde med naturen. For eksempel ved at blande afgrøderne i højere grad, øge biodiversiteten og ikke ”forstyrre” jorden ved pløjning, som kan frigive drivhusgasser. Regenerativt vil sige, at jordens frugtbarhed enten vedligeholdes eller forbedres, men aldrig forringes.
Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2022.
Mød Merkurs kunde Godis Grønt
Merkur har været på besøg hos Godis Grønt for at lære mere om deres måde at drive landbrug på.