Vi kan spise os ud af kriserne i fællesskab

Af Rie Helmer

Der er kun 50 meter mellem 7-Eleven-kioskens reklamer for nem og hurtig mad og det gule skilt med teksten ”Suhrs Højskole” på facaden af en smuk, gammel ejendom i indre Køben­havn. Men der er verdener til forskel.

Mens kiosken slår på convenience: effektiv og hurtig frokost, du kan spise alene på farten, går højskolen den mod­satte vej. Her tilberedes bæredygtige festmåltider, der samler folk, udvikler dem og giver dem fast grund under fødderne i form af fællesskabet.

Ifølge højskolens nye forstander, Ras­mus Willig, der også er sociolog og medlem af Etisk Råd, er det gode, delte måltid nemlig vores bedste værn mod tidens store udfordringer som ensom­hed, mistrivsel, klimakrise og mang­lende sammenhængskraft.

Foto: Lau Thoft Haslund

Fra enebarn til fællesskabs-entusiast

Netop lysten til fællesskab har været definerende for Rasmus Willig helt fra barnsben. Begge hans forældre var enebørn. Det samme var han selv. Derfor har han alle dage kompenseret for aleneheden ved aktivt at opsøge foreningsliv, frivilligt og politisk arbejde og en lang række arbejds-fællesskaber.

I sin egen familie med hustruen og to teenagedøtre, har de også altid spist sammen, for ”familier, der spiser sam­men, bliver sammen”, som han siger.

Rasmus Willig beskriver selv sit nye job på Danmarks eneste madhøjskole som ”øjeblikkeligt afhængighedsska­bende”. Og han ligner da også en, der altid har hørt til blandt råvarer, gryder, pander og unge mennesker, der laver mad med høj musik til.

Men faktisk har han en lang karriere som sociolog og anerkendt forsker på Roskilde Universitet i bagagen og har kun siddet i forstanderstolen på Suhrs siden 1. august 2023.

Det dannende fællesskab

”Højskolen skal være et laboratorium, hvor vi kreativt eksperimenterer med alt det, måltidet kan,” forklarer Rasmus Willig.

Mens han sætter flere ord på, hvorfor fællesskabet omkring måltiderne er ve­jen til mere bæredygtighed på alle må­der, får vi syn for sagen.

Et hold elever er netop gået i gang med at tilberede dagens frokost. Den skal laves af de svampe, de selv har været ude og hente i naturen tidligere samme dag. Her handler hvert minut på dagen nemlig om smag, sanselighed, kreativitet og grøn bevidsthed. Og ikke mindst om det at indgå i et fællesskab.

”I et højskolekøkken er man jo nødt til at tage hensyn til dem, der står ved siden af ved kogeblusset,” som Rasmus Willig formulerer det. På den måde læ­rer man som individ at indrette sig, så gruppen fungerer bedst muligt. Det samme gør sig gældende på samfunds­plan, påpeger han.

”Det, at vi bare lige møder hinanden og får et måltid mad sammen, det er hele grundlaget for, at vi kan lære hinanden og hinandens små skævheder at kende, og så kan vi løse tingene sammen på tværs af køn, klasse, etnicitet og alle de der ting.”

Fællesskab skal forberedes og faciliteres

Men det duer ikke bare at bænke en flok mennesker om et bord og tro, at fællesskabet af sig selv tager form. Det opstår netop ikke, hvis vi kun mødes med det, som eneste formål, siger Ras­mus Willig.

Tværtimod gror det bedst, når vi samles om noget andet. Helst noget, der indebærer praktisk arbejde, hvor vi gør noget sammen og ikke bare snakker om alt det, vi kunne gøre.

”For så ender man let med den type fællesskab, hvor alle sidder og ser på hinanden til hver eneste generalfor­samling og siger ting som ”Åh, bare vi havde mere fat i ungdommen”, eller ”Hvorfor var der ikke nogen, der trop­pede op til sidste arbejdsdag?”

Foto: Lau Thoft Haslund

Lad os købe Danmark tilbage

Det, at gøre noget sam­men, er også kongstan­ken i det andet fælles­skab, som Rasmus Wil­lig står i spidsen for som forperson og medstifter. Nemlig foreningen An­delsgaarde, et fællesskab for mennesker, der vil gøre en positiv forskel gennem fæl­les opkøb af jord.

Rasmus Willig og hans hustru fik ideen, efter de længe havde talt om, at de gerne ville bidrage mere til en grøn­nere fremtid sammen med ligesindede. Men hvordan?

En aften faldt samtalen på, hvad det egentlig ville koste, hvis man skulle købe hele Danmark tilbage og omlægge al landbrugsjorden til vild natur og bæ­redygtig dyrkning. En idé var født. Men ægtefællerne blev hurtigt enige om, at visionen ikke skulle ende som endnu en bog i rækken.

”Dem havde vi, som forskere begge to, skrevet så mange af i forvejen”, som Rasmus Willig siger.

Nej, denne gang skulle det være no­get mere konkret, noget man kunne gøre sammen. Nu.

I dag, fem år senere, ejer de næsten 3000 medlemmer af Andelsgaarde til­sammen tre gårde og er på udkig efter den fjerde.

Opskriften på gode fællesskaber

Men hvad er det så, der skal være til stede, for at man får skabt de gode, givende fællesskaber?

Ifølge Rasmus Willig, skal der blandt andet være mu­lighed for at deltage i både forpligtende og uforplig­tende fællesskaber.

I Andelsgaarde består det forpligtende i, at man betaler for sit med­lemskab hver måned, mens det uforpligtende består i, at man som med­lem selv vælger fra gang til gang, om man vil deltage i en markvan­dring eller et foredrag.

Og der er brug for begge slags fælles­skaber, siger Rasmus Willig, fordi vi er så pressede på tid. Derfor skal det også være så nemt som muligt at deltage i fællesskabet.

Når Andelsgaarde for eksempel hol­der en arbejdsdag, hvor der skal plantes træer, så er det på forhånd forberedt, hvad der skal ske. Der er sørget for, at træerne er købt. Der er lagt en plan for, hvor og hvordan de skal plantes. Der er styr på frokosten og alle de andre detal­jer, som danner rammen om det, der skal ske.

”Så skal vi ikke først diskutere, hvilke træer vi skal plante, eller hvem vi skal købe træerne af. Alt det skal være på plads, så vi kan undgå de mange ord og i stedet komme til sagen: At få plantet nogle træer sammen og se resultatet med det samme,” siger Rasmus Willig.

”Folk bliver så lettede, når de ikke møder op til endnu en ny, fantastisk idé, som først skal gøres håndgribelig, før de kan handle på den.”

Foto: Kasper Kristoffersen for 5 Media

Vi har brug for andres feedback

Men hvorfor er fællesskaber egentlig så vigtige?

”Fordi vi ikke kan svare på spørgsmå­let ”Hvem er jeg?”, uden at der er en an­den, der bekræfter det,” forklarer Ras­mus Willig.

”Vi har brug for anerkendelse for alt det, vi er gode til. Men vi har også be­hov for at få feedback på alt det, vi ikke er gode til. Når vi er sammen med an­dre, får vi en ramme til at forstå, hvem vi selv er. Jo mere vi er sammen med andre, desto stærkere bliver vores selv­forståelse og desto mindre bliver vores usikkerhed og følelse af meningsløs­hed.”

Det er også derfor Rasmus Willig ikke er bleg for at sige, at måltidet er svaret på mange af de store kriser, vi er ramt af i øjeblikket. For ham er det egentlig ganske enkelt: Vi behøver ikke flere ord, vi skal i gang med at handle. Og det, vi skal gøre, er at skabe fællesskab omkring den mad, vi spiser.

”Men vi mangler folkekøkkenerne. Vi mangler fællesspisningen, som man kan bevæge sig ind og ud af. Vi mangler de strukturelle rammer og en politisk erkendelse af, at det er det, måltidet kan,” siger han.

Vi skal kende hinanden for at løse ting

Men hvordan kan det, at vi mødes over et måltid mad, løse store, komplekse problemer i samfundet?

Rasmus Willig uddyber:

”Vi ved, at vores landbrug og det, vi spiser, står for op imod 50 procent af det samlede CO2-aftryk. Hvis vi mødtes et par gange om ugen og spiste noget fantastisk, grøn, veltilberedt mad med et meget lavere CO2-aftryk end det, vi spiser i dag, ville vi kunne få den grønne omstilling, vi taler så meget om, i løbet af ganske få år. Vi ville desuden kunne spare på sundhedsudgifterne, dæmme op for ensomheden og give unge et modspil til det, der foregår på skærmen.”

Men hvis det er så enkelt, hvorfor sker det så ikke? Fordi, siger Rasmus Willig, vores politikere har valgt noget andet.

”De har valgt, at der er Burger King og McDonalds over alt. Der ligger en 7-Ele­ven på hvert eneste gadehjørne. Det er politisk besluttet, at den slags skal have mere plads i bybilledet. Men man kunne jo sagtens beslutte noget andet. Så der er en form for strukturel tvang over det. Jeg tror ikke, at vores politi­kere – og det gælder dem alle, fra højre til venstre – for alvor har øje for, hvor meget det her betyder for vores måde at tænke på, være i verden på, for hvad vi spiser, for hvad vi gør. Når noget bliver så dominerende, mister vi evnen til at se de andre muligheder.”

Men de er der, de andre muligheder. Vi skal bare få øje på dem. Og det behø­ver ikke være hårdt eller besværligt. Heller ikke i en travl hverdag.

Foto: Lau Thoft Haslund

’Spis og skrid’ er vejen frem

Hjemme hos Rasmus Willig har de f.eks. indført SOS-middage. SOS står for ”Spis Og Skrid”. Her bliver venner og bekendte inviteret forbi til et simpelt måltid mad – måske bliver de endda bedt om selv at tage den veganske pizza med? Og så går de igen et par timer se­nere, uden at skulle tænke på opvasken.

Konceptet giver mulighed for at føre den kontinuerlige samtale, der er nød­vendig, når vi skal finde løsninger i fæl­lesskab.

”Men det er som om, vi kun har to eks­tremer, enten fastfood eller det meget opstyltede måltid, at mødes om,” siger Rasmus Willig.

Derfor har vi brug for færre ord og mere konkret handling. Ligesom An­delsgaarde, der køber Danmark tilbage, én gård ad gangen, skal Suhrs Højskole inspirere til, at vi, ét måltid ad gangen, får løst de store samfundskriser i fæl­lesskab.

”Jeg håber og tror, at fremtiden inde­holder langt flere nye typer af fælles­skaber, der handler om mad. Vi skal have mange flere nemme, bæredygtige og velsmagende retter, vi kan nyde sammen. På den måde, ja, der kan vi faktisk spise os ud af kriserne. I fælles­skab,” slutter Rasmus Willig.

Andelsgaarde og Suhrs Højskole er kunder i Merkur.

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2023.