Triodos Energy Transition Europe Fund
Du investerer i vedvarende energi, energieffektivisering og bæredygtig infrastruktur i Europa
Investering
I Europa står vi lige nu midt i en energikrise, som højst sandsynligt betyder, at udfasningen af de fossile brændsler får lange udsigter. Der er mere end nogensinde behov for mere og ny vedvarende energi. Derfor er det en ekstra god nyhed, at du gennem Merkur igen kan investere i Triodos Energy Transition Fund.
Triodos Energy Transition Europe Fund investerer i vedvarende energi, energieffektivisering, lagring af energi og bæredygtig infrastruktur i Europa. Når du investerer i fonden, tilfører du ”nye” penge til projekter, som gør en reel forskel, da der dermed kommer mere vedvarende energi i Europa. Der er altså ikke kun tale om, at aktier skifter hænder, men nye projekter bliver sat i værk.
Triodos Energy Transition Europe Fund måtte i april 2021 midlertidigt lukke for tilgang af nye investorer. Fonden oplevede en meget stærk vækst i flere år i træk, hvilket førte til en ubalance mellem tilstrømnings- og investeringstempoet. Siden den midlertidige lukning for nytegning har fonden foretaget flere nye investeringer og opbygget en stærk pipeline for nye investeringer. Derfor er det nu igen muligt at investere i ny vedvarende energi, som vi har så hårdt brug for i disse dage.
Når du investerer i Triodos Energy Transition Europe Fund, gør du ikke bare en forskel for klimaet, du har også udsigt til gode afkast. Ser man på afkastet over en 5-årig periode, har fonden givet et afkast på 12,4% om året og i år til dato har den præsteret svimlende 48,9% i afkast.
Nu tænker du måske, at det er fordi elpriserne er steget så drastisk, men det er ikke hele forklaringen. Triodos understreger kraftigt, at værdien af fonden ikke er overvurderet. Triodos har pligt til at bruge de senest tilgængelige oplysninger om energi priser, og det påvirker jo investeringerne i aktier, som udgør ca. 70% af fondens aktiver. Dog arbejder Triodos på at opbygge en konservativ portefølje, og de øger ikke risikoen for at få et højere afkast. Fremadrettet vil Triodos diversificere fondens aktiviteter i retning af investeringer, der er mindre følsomme overfor bevægelser i el-priserne. Fonden bidrager således bredt til den grønne omstilling af energisektoren med investeringer der også omfatter lagring af el og energiomstillingsvirksomheder. Det er dog vigtigt at huske på, som med alle andre typer investering, at historiske afkast aldrig er nogen garanti for fremtidige afkast. Derfor anbefaler Merkur også altid, at du taler med en rådgiver, inden du investerer.
Triodos Energy Transition Fund har ikke bare leveret gode økonomiske afkast, fonden har også leveret flot på impact – altså den positive forskel, som fondens investeringer genererer. I 2021 har fonden eksempelvis fortrængt 35.800 tons CO2 og leveret grøn strøm til 25.000 husstande svarende til 86.000 MWh.
Triodos Energy Transition Europe Fund har for nyligt tilføjet et dansk selskab til sin investeringsportefølje, nemlig vind- og solparkudvikleren WindSpace. WindSpace har siden 2006 arbejdet for en verden, der udelukkende kører på grøn energi og bidrager til den målsætning ved at være på forkant med at udvikle grønne sol- og vindmølleprojekter i europæiske vækstmarkeder såsom Polen og Kroatien. Med den nye investering får WindSpace endnu større kapacitet til at udvikle og sætte nye grønne projekter i gang.
Artiklen blev udgivet den 27. september 2022. Fakta er gældende på udgivelsestidspunktet. Vær opmærksom på, at fakta kan være forældede. Artiklen er baseret på oplysninger fra Triodos Investment Management.