Investering

Disclosure… hvad for noget?

I marts lancerede EU en ny anti-greenwashing mærkningsordning for finansielle produkter kaldet Disclosureforordningen eller Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR). Samtlige fonde og investeringer i Merkurs investeringsunivers har netop fået det højest opnåelige mørkegrønne stempel. Men hvad betyder det? Og hvorfor er mærkningsordningen vigtig for dig som bæredygtig investor? Vi har lavet et overblik, så du hurtigt kan blive klogere.

Du har hørt os sige det før – men vi siger det alligevel igen: Der ligger et enormt potentiale i af bruge investeringer til at drive den bæredygtige omstilling af samfundet. Det har Merkur og vores samarbejdspartnere arbejdet med i mange år, og det er den øvrige finansielle sektor også begyndt at få øjnene op for. Bæredygtighed og investering er faktisk blevet så hot en trend, at alle vil være med. Det er enormt glædeligt. Bæredygtighed er blevet en god forretning og det betyder desværre også, at nogle investeringsfonde gradbøjer begrebet vel meget for at få en bid af kagen. ​​​​​​​At navigere indenfor investeringer, der kaldes alt fra bæredygtige, ansvarlige, grønne, ESG screenet og SRI er derfor ikke nemt, og greenwashing er blevet et reelt problem. Det er her disclosureforordningen kommer ind i billedet.

En varedeklaration for bæredygtige investeringer

Slår man op i en ordbog oversættes det engelske ord disclosure med at oplyse, offentliggøre eller at afsløre. Det er sådan set også essensen af EU's tiltag.

EU ønsker at øge gennemsigtigheden inden for investeringsverdenen, så det bliver nemmere for ikke blot professionelle men også private investorer at skabe positive forandringer med deres investeringer. Derfor er alle kapitalforvaltere eller udbydere af investeringer nu forpligtet til at offentliggøre, hvor bæredygtigt deres investeringsprodukt egentlig er. Man kan kalde det en form for varedeklaration for bæredygtige investeringer.

Mærkningsordningen skelner mellem investeringsfonde, der tager bæredygtighedsfaktorer med i betragtning i deres investeringsstrategi og dem, der ikke gør. Med disclosureforordningen får du som investor altså et værktøj, der skal gøre det nemmere for dig at sammenligne og vurdere graden af bæredygtighed på det enkelte investeringsprodukt.

En skala for bæredygtighed

Fremover skal alle investeringsprodukter og -fonde således klassificeres i forhold til deres tilgang til bæredygtighed. Mundrette er kategorierne ikke, to har farver og den sidste har ingen. Så brugervenligheden er ikke i top og som investor, skal man sætte sig lidt ind i terminologien, for at kunne bruge mærkningsordningen. Men det er alligevel et godt redskab til at måle på graden af bæredygtighed både for dig som investor og for pengeinstitutter og andre udbydere af investeringsmuligheder, for det giver os et fælles sprog. 

Artikel 9

Investeringsfonde, som har bæredygtighed som en integreret målsætning i investeringsstrategien. Investeringsfondene i denne kategori arbejder for at skabe positive forandringer for miljøet og samfundet generelt. Denne kategori kaldes også for mørkegrøn. Går du op i bæredygtighed er det altså denne kategori, du bør gå efter. Alle investeringsmuligheder i Merkurs univers er klassificeret som mørkegrønne.    

Artikel 8

Investeringsfonde med specifikke bæredygtighedskriterier, som fremmer miljømæssige eller sociale forhold. Investeringsfonde i denne kategori kan også ekskludere, virksomheder eller sektorer, der gør skade på eksempelvis miljø eller mennesker. Denne kategori kaldes også for lysegrønne, fordi fondene ikke er lige så ambitiøse på bæredygtighedskriterier, som fonde i artikel 9.  

Artikel 6

Alle øvrige fonde og investeringsprodukter, som ikke kan kategoriseres under artikel 8 eller 9 placeres i denne kategori. Kategorien indeholder derfor investeringsfonde, som slet ikke eller kun i ringe grad integrerer bæredygtighed i investeringsbeslutningerne.

Merkurs investeringspolitik

Merkur arbejder aktivt for at penge skal være katalysator for en bedre verden. Derfor sætter vi høje standarder for de investeringsprodukter, vi har på hylderne. Vores partnere er blandt de mest erfarne og grundige, når det kommer til at udvælge de virksomheder, lande og projekter, vi investerer i. Vi var de første i Danmark til at svanemærke investeringsfonde. Vores investeringsunivers er udvalgt med bæredygtighed i fokus. Vi sætter altid barren højt, og hæver den konstant, fordi vi ønsker at gå forrest i arbejdet for bæredygtighed og social ansvarlighed.

Vi har udformet en investeringspolitik, hvor du kan læse mere om Merkurs holdning til investering og hvordan vi arbejder med bæredygtighed. Se investeringspolitikken her.

Vil du investere?

Hvis du gerne vil investere dine penge bæredygtigt, eller hvis du blot er nysgerrig og gerne vil vide mere. Så tøv ikke med at kontakte os. Vi har mange års erfaring med at investere bæredygtigt og socialt ansvarligt - og vi deler gerne ud af vores viden.