Triodos Impact Strategy Funds
Over 600 etisk screenede investeringer i en samlet pakke. Fonden er netop blevet Svanemærket.
Investering
Når du tænker på Svanemærket, tænker du måske på parfumefrit vaskepulver, skånsomme rengøringsmidler eller allergivenlige deodoranter. Men vidste du, at det velkendte, grønne logo også kan findes på investeringsprodukter? I artiklen her kan du blive klogere på, hvilken sikkerhed Svanemærket egentlig giver dig, hvis du ønsker at investere dine penge i en grønnere fremtid.
Svanemærket er en af de mest ambitiøse miljøcertificeringer i verden. Hvad end logoet placeres på interiør eller investeringsporteføljer stilles der strenge miljøkrav til produkterne igennem hele deres livscyklus. Kravene er med til at sikre, at produktet sparer på jordens ressourcer, værner om biodiversitet, får så mange materialer som muligt til at recirkulere og mindsker vores aftryk på klimaet.
Merkur var det første pengeinstitut, der begyndte at tilbyde svanemærkede investeringsprodukter til danskerne, da Merkur og vores samarbejdspartner Triodos i 2018 kunne meddele, at fire af Triodos’ investeringsfonde var blevet tildelt Svanemærket.
Nu kan vi føje Triodos Impact Strategy Funds og Triodos Future Generations Fund til Merkurs portefølje af svanemærkede investeringsprodukter.
Der er mange gode grunde til at holde øje med det grønne miljømærke, når du skal investere dine penge. Svanemærket er en hjælp til at gennemskue, hvilke produkter der miljømæssigt er de bedste. Derfor gør mærket det nemmere at navigere i, hvordan man som investor kan få sine penge til at arbejde for den grønne omstilling.
For at en investeringsfond kan blive certificeret med Svanemærket, må den leve op til 25 forskellige bæredygtighedskriterier. Blandt andet skal en svanemærket fond ekskludere virksomheder indenfor fx kul, olie og gas, inkludere virksomheder, der arbejder med bæredygtighed, samt være transparente omkring fondens investeringer.
”Svanemærket er en uvildig tredjepartscertificering. Det betyder, at når man investerer i en svanemærket investeringsfond, får man som forbruger eller investor tryghed for, at fonden rent faktisk lever op til de krav, den skal. Og at det ikke blot er noget, den siger, men at den har dokumenteret det,” forklarer Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Du har sikkert allerede hørt om såkaldt grønne investeringsfonde, som alligevel indeholder eksempelvis olieselskaber, der ikke umiddelbart kan karakteriseres som grønne. I Merkur mener vi, at det er enormt vigtigt, at det bliver nemmere for investorer at gennemskue, hvordan deres investeringer påvirker miljøet. Når vi giver vores penge den rigtige retning, understøtter vi nemlig omstillingen til en grønnere verden.
Svanemærket er en af de ting, du som privat investor kan kigge efter, hvis du vil sikre dig, at din investering ikke gør skade på miljøet, fordi mærket er garant for, at en investeringsfond overholder en lang række miljømæssige krav, og gør det derfor nemmere for dig at investere i tråd med dine værdier.
”Svanemærket gør det enkelt for forbrugere og professionelle indkøbere at vælge produkter, der er blandt de miljømæssigt bedste inden for deres kategori – og dermed påvirke omverdenen. Det gælder også investeringsfonde, hvor formålet med svanemærkets krav netop er at bruge investeringer til at påvirke markeder, brancher og virksomheder i en mere bæredygtig retning,” siger Martin Fabiansen.
Svanemærket er således en god indikator for miljørigtighed, men hvis du vil være helt sikker på, at dine penge skaber positive forandringer, anbefaler vi dig altid at se dig grundigt for og stille spørgsmål, inden du investerer. Her er fem tommelfingerregler til den bæredygtige investor:
Få mere at vide i artiklen Kig under kølerhjelmen – 5 tips til dig som bæredygtig investor