11-02-2021

Nye beløbsgrænser for overførsler i Netbank

Bankerne i Danmark oplever et stigende antal svindelsager, hvor privatpersoner enten bliver franarret deres kreditkort- eller netbank-oplysninger, eller bliver narret til at overføre penge til en ukendt person. For at give vores privatkunder en ekstra sikkerhed, sænker Merkur derfor grænsen for, hvor mange penge du kan overføre i netbanken og mobilbanken.

Grænsen for, hvor mange penge du kan overføre via netbanken/mobilbanken ændres pr. 16. januar 2021 til 75.000 kr. pr. dag. Beløbsgrænsen gælder for alle private kunder over 18 år og gælder, når:

  • du skal overføre penge til andre konti end dine egne
  • du skal overføre penge til en udenlandsk konto
  • du skal betale et indbetalingskort

Har du behov for at overføre større beløb, skal du blot kontakte din rådgiver eller din afdeling i Merkur, så hjælper vi dig med en løsning. 

Du kan fortsat betale regninger tilmeldt Betalingsservice også selvom regningen overstiger de 75.000 kr. Du kan også overføre mere end 75.000 kr. pr. dag til dine egne konti i Merkur. For kunder under 18 år fastholdes den daglige beløbsgrænse på 8.000 kr.

Undgå at blive narret

Der er en række ting du selv kan gøre for at undgå at blive svindlet. Vi har her samlet fem gode råd.

  1. Vær altid skeptisk overfor uopfordret kontakt, hvor du bliver bedt om at udlevere personfølsomme oplysninger.
  2. Stol aldrig blindt på afsenderadresse, logo eller brevhoved. De kan nemt forfalskes. Tjek f.eks. om e-mailadressen ser mistænkelig ud.
  3. Klik aldrig på links i mails eller sms'er, som virker mistænkelige
  4. Tag aldrig billeder af dit MitID.
  5. Husk, at Merkur, Skat eller MitID aldrig vil bede dig udlevere dit MitID eller andre adgangskoder, hverken over telefon, pr. mail eller sms.

Du kan finde flere gode råd om, hvordan du beskytter dig mod svindel på Politiets hjemmeside.