14-12-20

Ny kommunikationschef skal få Merkur hjem i stuerne

Alle taler om klima og bæredygtighed for tiden, men Merkur Andelskasse gør noget ved det. Derfor skal endnu flere, end det er tilfældet i dag, kende til andelskassen med den 100% bæredygtige profil. Det får nu Merkur til at styrke kommunikationsindsatsen med ansættelsen af en stærk formidler.

Merkur har et stort potentiale i en tid, hvor klima, bæredygtighed og social ansvarlighed for alvor er på dagsordenen, både på politisk niveau og hjemme hos helt almindelige danskere. Når Merkurs nye kommunikations- og marketingschef Mette Offenberg tiltræder i andelskassen ved årsskiftet, bliver en af de væsentligste opgaver derfor at få åbnet flere danskeres øjne for, at bæredygtighed og social ansvarlighed også kan handle om, hvilken bank man har.

”Merkur har en stærk historie, hvor penge investeres i projekter og virksomheder, der gør en positiv forskel for verden. Det betyder, at man som f.eks. helt almindelig klimabevidst kunde kan være sikker på, at ens opsparing bruges til at støtte op om en bæredygtig udvikling. Der er ingen tvivl om, at der er en stor efterspørgsel på en troværdig og værdibåren bank som Merkur, så det budskab glæder jeg mig til at få ud til endnu flere - altså til bogstaveligt talt at få Merkur helt ud i de danske hjem,” siger Mette Offenberg.

Arbejdet med at nå ud til mange med sine budskaber er ikke fremmed for den nye kommunikations- og marketingchef, der har mere end 25 års erfaring fra mediebranchen som bl.a. redaktør og redaktionschef på DR, hvor hun f.eks. har stået i spidsen for erhvervsredaktionen, for økonomiprogrammerne Magasinet Penge, og for DR Kultur. Senest har hun arbejdet som selvstændig medie- og presserådgiver, med blandt andre Merkur blandt sine kunder.

Administrerende direktør i Merkur Charlotte Skovgaard glæder sig nu til at få Mette Offenberg helt ind i forretningen:

”Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som Mette Offenberg. Vi har rigtigt meget viden om bæredygtighed, som vi skal have ud at leve, og vi har en strategi om, at Merkur skal være endnu mere for endnu flere, så vi gennem vores kunder kan styrke arbejdet for en bedre verden. Med Mette i spidsen for indsatsen med at nå bredere ud med vores budskaber, har jeg fuld tillid til, at det kan lykkes,” siger Charlotte Skovgaard.

Mette Offenberg tiltræder 1. januar 2021.