Merkur Andelskasses website bruger helt almindelige cookies til at måle trafik og gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Du kan læse mere om brugen af cookies og vilkår for brug af hjemmesiden her

11 - 10 - 2019

Ny direktør i Merkur

Charlotte Skovgaard tiltræder 1. november en stilling som direktør i Merkur Andelskasse.

Charlotte får ansvaret for ledelse og udvikling af Merkurs forretningsvendte funktioner, service- & administrationsenheder, IT- og udviklingsafdelingen samt for HR -området. Hun indgår samtidigt i Merkurs direktion sammen med administrerende direktør Lars Pehrson og kreditdirektør Alex Andersen.

Charlotte Skovgaard har opnået dyb indsigt i den finansielle sektor via stillinger i Arbejdernes Landsbank, Coop Bank, KPMG og Danske Bank. Hun kommer senest fra en stilling som projektdirektør i Arbejdernes Landsbank, og var en af hovedarkitekterne bag etableringen af Coop Bank, hvor hun efterfølgende var en del af direktionen.

”Med Charlotte i direktionen kan vi fortsætte med at styrke det kundeorienterede fokus og udvikle forretningen ud fra Merkurs unikke position på markedet som det førende værdibaserede pengeinstitut i Danmark. Hun er optaget af netop det værdibaserede og kommer samtidig med en bred erfaring med at skabe forandringer i en veletableret kontekst, såvel som i et opstartsmiljø”, siger administrerende direktør Lars Pehrson.

Charlotte Skovgaard er 47 år og bor i København.