03-03-2025
Merkur styrker organisationen med ny vicedirektør
Merkur Andelskasse er en organisation i vækst, og vi har de seneste år arbejdet målrettet på at styrke og udvikle organisationen. Som et led i denne udvikling byder vi nu velkommen til en vicedirektør, der bl.a. får ansvar for hvidvaskområdet.
I forlængelse af de seneste års udvikling af Merkurs organisation kan vi nu for første gang byde velkommen til en vicedirektør i Merkur. Valget er faldet på Jesper Hastrup, som er tiltrådt 1. marts 2025.
Det sker som et naturligt led i Merkurs udvikling og vækst, fortæller adm. direktør Charlotte Skovgaard:
”Vi har de seneste år haft stort fokus på at opgradere og styrke Merkur som organisation og ikke mindst sikre orden i penalhuset. Når vi nu tilføjer en vicedirektør til Merkur, er det endnu en vigtig brik i dette arbejde. Derfor er jeg også utroligt glad for at kunne byde velkommen til Jesper Hastrup, der som vicedirektør i Merkur på en måde bliver ’kaptajnen for orden i penalhuset’, da han kommer til at stå i spidsen for vores indsats inden for anti-hvidvask, risiko og regulering.”
Jesper Hastrup kommer fra en stilling i Coop Bank, hvor han siden 2022 har været COO med ansvar for Operations, herunder bl.a. hvidvask og fraud samt hele det regulatoriske område. Han er uddannet advokat og har været i den finansielle sektor siden 2010. Først som advokat hos Nykredit Bank, og siden 2013 i Coop Bank.
Solid erfaring skal bruges til at gøre en forskel
Jesper har gennem sin karriere både haft roller som risikoansvarlig, complianceansvarlig, juridisk ansvarlig, hvidvaskansvarlig og altså senest COO. Han har dermed et solidt og bredt kendskab til de regulatoriske områder i et pengeinstitut.
I Merkur vil følgende områder referere ind til Jesper Hastrup: Anti-hvidvask, risiko, jura samt direktionssekretariatet. Jesper Hastrup glæder sig til at trække i arbejdstøjet og ser frem til at arbejde med Merkurs stærke værdier som afsæt:
”Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af fællesskabet i Merkur og til – sammen med mine kolleger – at fortsætte alle de gode initiativer, som er så unikke for et pengeinstitut i Danmark. Men jeg glæder mig også rigtig meget til at arbejde med de områder og de kolleger, jeg har fået ansvaret for. Rollen som vicedirektør er jo ny, og det synes jeg er spændende, for så er der mulighed for at sætte sit præg og gøre en forskel. Det det vil jeg især gerne, da Merkurs forretning og formål virkelig går hånd i hånd.”
Jesper Hastrup er 45 år og bor med sin kone og to børn på Amager.