09-09-2022

Merkur siger farvel til negative renter

Efter 10 år med renter i minus siger Merkur nu med glæde farvel til de ’unaturlige’ og upopulære negative renter. Administrerende direktør Charlotte Skovgaard håber, at det bliver for altid.

Der gik ikke mange timer fra Nationalbanken meldte ud, at den ændrer den vejledende såkaldte foliorente med 0,75 procentpoint, før beslutningen blev truffet. Merkur dropper de negative renter for både private og erhvervskunder – og det sker med glæde, siger administrerende direktør Charlotte Skovgaard:

- Det var den nemmeste beslutning, at nu hvor renten stiger, så tager vi med stor fornøjelse imod muligheden for at tage afsked med det negative rentemiljø, som både er unaturligt og forståeligt nok upopulært blandt vores kunder.

Merkur hæver derfor renten, så ingen kunder skal betale negative renter på at have penge stående i banken.

De mest klimavenlige lån har fortsat lav rente

Rentestigningen betyder også, at renter på lån typisk vil stige for langt de fleste låneprodukter i markedet. Merkur har dog valgt at friholde en række af de mest klimavenlige lån fra rentestigninger, så renten på de lån er uændret.
Det sker for fortsat at fastholde indsatsen for den grønne omstilling, forklarer Charlotte Skovgaard:

- Vi går ikke på kompromis med vores arbejde for at bidrage til klimaindsatsen, og for os som pengeinstitut kan vi på den helt korte bane bl.a. gøre det ved at tilbyde vores kunder attraktiv finansiering af klimaforbedrende tiltag, lyder det fra Charlotte Skovgaard.

Derfor vil f.eks. lån til køb af elbil samt til diverse såkaldte Klimalån til energirenoveringer og klimaløsninger til både private og erhverv, gå helt fri af rentestigninger for helkunder.

Privatkunder i Merkur kan desuden se frem til, at renten på private pensionsopsparinger nu også bliver en bedre forretning, når de ikke længere bliver opkrævet negativ rente, men vil få en positiv rente på 0,5% på op til 25.000 kr. af opsparingen.

De opsparinger, der hele tiden har været friholdt fra negativ rente, som f.eks. børneopsparinger, vil fortsat have positiv rente.

‘Forhåbentligt et endeligt farvel til negative renter’

Charlotte Skovgaard lægger ikke skjul på, at det er en glædens dag, at Merkur nu kan sige farvel til negative renter, og hun håber, at det varer ved:

- Intet er selvfølgeligt for evigt, men jeg håber nu alligevel, at vi nu kan sige endegyldigt farvel til de negative renter i rigtig lang tid. Det er en helt naturstridig situation for kunderne, at det ikke kan betale sig at spare op, og det er også sandt at sige svært at drive bank under de vilkår.

Merkur følger derfor tæt med i Nationalbankens rentesatser, også fremover.

Renteændringerne træder i kraft pr. 1. oktober 2022. Du kan finde et overblik over renteændringerne på www.merkur.dk/priser