04-03-2022
Merkur finansierer millionstort solcelleanlæg på Thise Mejeri
Med opførslen af et nyt solcelleanlæg bringer det store, helt igennem økologiske andelsmejeri nu også de grønne visioner i spil i energiforbruget. Med investeringen i solceller vil Thise Mejeri både spare millioner på strøm og skåne kloden for mange ton CO2. Merkur finansierer anlægget.
En halv million kroner sparet på elregningen, og reduceret CO2e udledning svarende til 1,1 millioner kørte kilometer i en almindelig familiebil - hvert eneste år. Sådan lyder et par af de opsigtsvækkende besparelser i Thises nye solcelleprojekt, der skal bygges på taget af mejeriets bygninger ved Skive.
Anlægget til seks mio. kr. skal dække 8% af Thises strømforbrug og bliver fuldstændigt omkostningsneutralt for mejeriet, for samtlige udgifter til opførslen af solcellerne er betalt af besparelserne. Det er da også en meget tilfreds administrerende direktør for Thise Mejeri, Poul J. Pedersen, der netop har underskrevet aftalen om opførslen af den grønne strømkilde:
- Det er fortsat vores drivkraft at være frontløbere i udviklingen af økologiske mejerivarer, ligesom det altid har været. Men vi vil naturligvis også gerne være med i førerfeltet af virksomheder, der arbejder med den grønne omstilling i et bredere perspektiv. Og her passer et aktivt tilvalg af grøn energi helt selvfølgeligt og naturligt ind i hele bæredygtighedsdagsordenen, siger Poul J. Pedersen.
Grønt samarbejde har sikret hele projektet
Thise Mejeri har været kunde i Merkur siden, mejeriet blev grundlagt i 1988. Solcelleanlægget bliver til i et samarbejde med en anden Merkur-kunde, den grønne entreprenørvirksomhed NRGreen, der bygger anlægget, og Merkur, som har ydet Thise lånet til investeringen.
Merkur udbyder særlige klimalån med lav rente til virksomheder, der har brug for finansiering af store, grønne projekter, og det er netop et sådant klimalån, der fuldfinansierer Thises solcelleprojekt.
Merkur oplever generelt, at interessen blandt virksomheder for at blive mere bæredygtige er stigende, men når Thise som en af Danmarks førende indenfor bæredygtig produktion går foran, kan det være med til at inspirere endnu flere til at investere i den nødvendige grønne omstilling, fortæller administrerende direktør i Merkur Charlotte Skovgaard:
- Som bæredygtigt pengeinstitut er vi glade for, at vi i samarbejde med Thise og NRGreen kan være med til at støtte op om den grønne udvikling. Skal vi nå Parisaftalens mål, bliver vi nemlig alle nødt til at bidrage. Thise gør i forvejen rigtigt meget ift. klimadagsordenen på mejeriområdet, men det her solcelleanlæg og de både klimamæssige og økonomiske fordele det giver, det kan alle – både virksomheder og private – jo blive inspireret af og handle på, siger Charlotte Skovgaard, der derfor håber, at flere både store og mindre virksomheder vil følge Thises eksempel.
Simon Borbiconi, partner i NRGreen, er i hvert fald klar til at gribe bolden:
- Det er ren win-win for virksomheder, når den grønne omstilling kan finansieres bæredygtigt af vores samarbejdspartner Merkur. Det vil medvirke til at flere virksomheder kan igangsætte flere grønne projekter, uden af binde deres likviditet i grønne investeringer, men i stedet bruge deres energibesparelser til at betale for investeringen.
Store besparelser for økonomi og klima
Solcelleanlægget på 800 kWh kommer til at fylde 4000 m2 på mejeriets tag, og vil stå klar i slutningen af i år. Når Thise tænder for kontakten til anlægget, vil det betyde en besparelse på 666.000 kWh om året, svarende til 40.500 kr. om måneden i udgifter til strøm. Samtidig med de økonomiske besparelser er anlægget også med til at skåne klimaet for hele 121 ton CO2e om året. Det er omregnet det samme som 1,1 mio. km. i bil eller 245 familiers årlige elforbrug.
Thise Mejeri er mangeårig kunde i Merkur
Da Thise Mejeri blev grundlagt i 1988 var der ikke mange, der for alvor troede på økologien. Derfor stod bankerne ikke ligefrem i kø for at finansiere et økologisk andelsmejeri. Men Merkur troede på ideen og gav Thise det første lån.