16-10-2024
Danske bankkunder har talt: Merkur er Danmarks klimabank #1 for femte gang
For femte gang i streg ligger Merkur på en ubestridt førsteplads som Danmarks klimabank nr. 1. Det tager vi ikke for givet – tværtimod. Vi ved nemlig godt, at det kræver hårdt arbejde, hvis man vil være bedst for mennesker, klima og miljø.
Grøn er på mode som aldrig før. Virksomheder konkurrerer om at være de grønneste på markedet, og det kan være svært at se forskel på dem, der virkelig gør en indsats, og dem, der pynter sig med grønne løfter.
Derfor er vi i Merkur særligt stolte af, at vi igen er blevet udnævnt som den bank i Danmark, der har den mest troværdige indsats, når det gælder klima og grønt omdømme blandt kunderne.
Det er en ny Greencheck-undersøgelse, foretaget af Voxmeter, der slår fast, at Merkur for femte år i streg er Danmarks klimabank nummer 1. Det skaber stor glæde hos Merkur Andelskasses adm. direktør, Charlotte Skovgaard.
”I Merkur arbejder vi hårdt for at sikre gennemsigtighed og troværdighed i alt, hvad vi gør. Derfor er jeg enormt glad for denne flotte anerkendelse af vores arbejde for at skabe en bedre verden. Det viser, at vores indsats er tydelig, og at omverdenen oplever os som troværdige, når vi fortæller om den,” forklarer hun.
Troværdig klimaindsats
Greencheck-undersøgelsen er baseret på interviews med 13.000 voksne danskere, som er blevet bedt om at vurdere knap 500 danske virksomheders klimaindsats og troværdighed, når det gælder deres grønne budskaber.
Ud af de 500 virksomheder er 21 banker, og heraf er Merkur altså vurderet som den bank med den mest troværdige klimaindsats.
Desuden kan vi i Merkur glæde os over, at vi i undersøgelsen også rangeres som bank nummer 1, når det gælder grønne finansieringsprodukter, investeringsprodukter, vejledning og rådgivning.
”Merkur har arbejdet med bæredygtighed og social ansvarlighed, længe før det blev moderne. Det er endda skrevet ind i vores forretningsmodel. Jeg er helt overbevist om, at det er grunden til, at vi igen topper listen som den mest troværdige klimabank. Det sender et tydeligt signal om, at forbrugerne godt kan kende forskel på de virksomheder, der pynter sig med grønne løfter, og de virksomheder, som sætter handling bag ordene,” fastslår Charlotte Skovgaard.
Flere kræver klimaindsats
Greencheck-undersøgelsen sår ingen tvivl om, at befolkningen i dag efterspørger virksomheder med grønne profiler. Faktisk svarer 90,3%, at de mener, at det er vigtigt, at virksomheder bidrager aktivt til at skabe et bedre klima.
”Den finansielle sektor har et stort ansvar for at sikre, at vi sammen bevæger os i en bæredygtig retning. I Merkur er vi stolte af, at vores arbejde er blevet anerkendt med titlen som Danmarks klimabank, og vi håber, at vi kan være en inspiration for andre pengeinstitutter på den grønne dagsorden,” afslutter Charlotte Skovgaard.