28 - 05 - 2019
Internationale impact-investorer skyder millioner i Merkur
Impact-investering er en hurtigt voksende tendens, og Merkur Andelskasse har netop kunne byde velkommen til to nye internationale investorer. De har valgt at investere tilsammen 20,6 mio. kr. i Merkur, fordi de ser det som en god impact-investering.
Belgiske Helenos Fund og schweiziske Alternative Bank Switzerland har begge investeret millionbeløb i andelskapital i Merkur. De ser det som en god impact-investering - altså en investering med det dobbelte formål både at give et godt finansielt afkast og samtidig påvirke verden i en bedre retning. Det er ikke første gang, at store spillere investerer et større beløb i andelskapital i Merkur. I 2016 valgte Villumfonden eksempelvis at investere 20 mio. kr. i Merkur, fordi de ønskede at øge deres fokus på impact-investering, som er en voksende international tendens i disse år.
En investering med mening
Begrebet impact-investering hænger sammen med, at pengene har en impact, dvs. de påvirker verden i en bedre retning. Der findes mange forskellige typer bæredygtige og ansvarlige investeringer. Det kan for eksempel være i aktier, der er screenet for en række bæredygtighedskriterier. Men med impact-investeringer går man skridtet videre, og investerer nye penge direkte i nye projekter og bæredygtige løsninger. Derfor er impacten endnu højere.
Når Helenos Fund og Alternative Bank Switzerland ser investeringen i Merkur som en impact-investering, så er det fordi, at pengene har en direkte betydning for, hvor meget Merkur kan låne ud til grønne og sociale virksomheder – og dermed hvor stor en påvirkning Merkur har på samfundet.
Merkur finansierer blandt andet vedvarende energi, økologisk og biodynamisk landbrug, virksomheder baseret på cirkulær økonomi, socialøkonomiske virksomheder og andre socialt og miljømæssigt bæredygtige tiltag. Hver gang investorer, fonde eller kunder investerer i andelskapital i Merkur, øger det Merkurs muligheder for at låne penge ud til disse sociale og bæredygtige virksomheder og institutioner, og netop derfor er disse investeringer afgørende.
Det dobbelte formål
Selvom impact-investering ’gør noget godt’ i verden, er det ikke det samme som filantropi eller gavepenge. Der er tale om investeringer, der også giver gode økonomiske afkast til investoren, det er blot ikke det eneste formål.
For Helenos Fund, som er en private equity fund, der forvaltes af belgiske Inpulse, er investeringen i Merkur på 7,5 mio. kr. både med til at støtte op om deres mission om en bredt inkluderende og socialt ansvarlig finansiel sektor i hele Europa, samtidig med at de økonomiske resultater er afgørende.
”Vi har valgt at investere i Merkur, fordi de kombinerer høj social impact med gode økonomiske resultater. Vi sætter stor pris på, hvordan de ud fra en værdibaseret tilgang skaber bæredygtige relationer med deres kunder. Med denne investering styrker Helenos den økonomiske støtte til en ligesindet spiller, der bl.a. arbejder for at styrke socialøkonomiske virksomheder i Danmark”, siger Helenos Fund Manager, Nicolas Blondeau.
Schweizisk bank vil øge impact i udlandet
Den anden nye investor er Alternative Bank Switzerland, som har valgt at placere 13,1 mio. kr. i Merkur. Det gør den schweiziske bank til andelskassens anden største investor.
Alternative Bank Switzerland er ligesom Merkur en værdibaseret bank, som gennem udlån og investeringer fremmer projekter inden for klimavenlige boligformer, vedvarende energi, økologisk landbrug og sociale organisationer. For dem er investeringen i Merkur en mulighed for bl.a. at øge deres egen samfundspåvirkning ud over de schweiziske grænser.
”Investeringen i Merkur Andelskasse er et første skridt i vores nye internationale samarbejdsstrategi. Vi valgte Merkur på grund af andelskassens langvarige track record, dens overbevisende strategi og det potentiale vi ser for værdibaseret bankvirksomhed på det danske marked. Med denne investering kan vi øge vores egen impact på samfundet, samtidig med at vi udvider samarbejdet med en ligesindet partner”, siger Martin Rohner, der er adm. direktør i Alternative Bank Switzerland.
Vil du følge med i Værdibaseret Investering?
Her kan du tilmelde dig Merkurs nyhedsbrev om Værdibaseret Investering, hvor vi holder dig opdateret om trends inden for bl.a. etisk og værdibaseret investering, impact-investeringer, afkast og meget mere.
Værdibaseret Investering
Kontakt Merkur
Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om impact-investering i Merkur, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores rådgivere står klar til at hjælpe dig.