10-03-2023
For andet år i træk: Merkur er klimabank nr. 1 i ny måling
For andet år i træk giver Merkur alle andre banker overbevisende baghjul i en måling af, hvor troværdige virksomheder er, når det gælder klimaindsats og grønt image. Det viser, at forbrugerne godt kan se forskel på den ægte vare og grøn glasur, mener vores administrerende direktør.
Forskellen på, hvor troværdige bankerne er i forhold til deres klimaindsats og grønne image er markant, viser undersøgelsen ’Greencheck’. Her opnår kun en enkelt bank, nemlig Merkur, en topplacering blandt de mest klimatroværdige virksomheder i Danmark.
Dermed kan Merkur for andet år i træk kalde sig klimabank nr. 1, og det glæder naturligvis vores administrerende direktør Charlotte Skovgaard:
- Det er virkelig vigtigt for os, at vi nu for andet år i træk får den flotte anerkendelse for vores arbejde for klimaet. Det betyder rigtigt meget, at vores indsats er tydelig, og at andre også oplever os som troværdige, når vi fortæller om den. Det er et skulderklap, der gør os meget, meget stolte.
Flere kræver klimaindsats fra virksomheder
Det er analysevirksomheden Voxmeter, der står bag undersøgelsen, hvor befolkningen har vurderet knapt 500 danske virksomheders klimaindsats, samt deres troværdighed, når det gælder deres grønne budskaber. Analysen viser også, at langt de fleste af de adspurgte, 89,2 %, mener, at det er vigtigt, at virksomhederne bidrager aktivt til klimaindsatsen:
- Det er meget tydeligt i vores måling, at klimaet er et område, der bekymrer rigtigt mange. Klimaet er gået hen og blevet så vigtig en faktor, at forbrugerne i stigende grad vælger at handle med virksomheder, alene på baggrund af deres klimaindsats, og fravælger andre for mangel på samme, vurderer Christian Stjer, adm. dir. i Voxmeter.
For Charlotte Skovgaard er analysens resultater et vink med en vognstang til erhvervslivet om, at de skal forberede sig på en ny verdensorden, hvor forbrugerne ikke bare forventer men også forlanger, at virksomhederne handler til gavn for klimaet:
- Jeg er sikker på, at grunden til, at vi igen topper listen er, at vi har arbejdet i så mange år med bæredygtighed og social ansvarlighed. Længe før det blev moderne, har Merkur haft fokus på klimaet og har endda skrevet det helt ind i vores forretningsmodel. Det beviser, sammen med vores resultater, hvor dedikerede vi er, og det er det, vi får anerkendelse for nu, siger hun.
I målingen er 6.500 danskere blevet spurgt til virksomheders grønne image, og her rangerer Merkur som nr. 16, på tværs af alle virksomheder fra 34 brancher i analysen, kun overgået af primært NGO’er og grønne produktionsvirksomheder. Listen rummer ellers mange virksomheder, der slår sig op med grønne budskaber, men som alligevel rangerer lavt.
- Det viser jo, at folk sagtens kan gennemskue, om en virksomhed mener klimaet alvorligt, eller om det bare er grøn glasur, lyder det fra Charlotte Skovgaard.
Voxmeters direktør er enig.
- Det er helt klart, at resultaterne af vores analyse er udtryk for, at det ikke længere er muligt at annoncere sig til et godt og grønt image, forbrugerne kan oftest gennemskue om budskaberne har hold i virkeligheden, siger Christian Stjer.