Merkur svarer på kritik

Investeringer i israelske virksomheder

I Merkur er vi dybt berørte over den tragiske situation i Gaza og de voldsomme omkostninger, krigen har for civilbefolkningen. Krig, vold og væbnede konflikter strider mod alt, hvad Merkurs grundlæggende værdier står for, og det vi arbejder for hver eneste dag. Vi håber, at den aktuelle våbenhvile er første skridt i retning af en varig fredsaftale.

Siden opdateres løbende, når der sker ændringer, eller Merkur modtager oplysninger, der er relevante for sagen. Siden er senest opdateret 24. februar 2025.

En gruppe kunder har rejst kritik af Merkur, fordi tre israelske selskaber indgik i det investeringsunivers, vi tilbyder gennem vores hollandske samarbejdspartner Triodos. To af de tre israelske selskaber blev i 2024 frasolgt og indgår derfor ikke længere i porteføljen.

Vi forklarer på denne side, hvad der er op og ned i denne sag.

Investering i israelsk og palæstinensisk virksomhed

I lyset af situationen i Gaza har en gruppe kunder rejst kritik af Merkur, fordi der indgik israelske selskaber i nogle af de investeringsfonde, som vores kunder kan investere i, via Triodos. I april 2024 besluttede Triodos på baggrund af deres løbende overvågning at sælge sine aktier i det israelske selskab Check Point Software Technologies og med udgangen af juli 2024 solgte de aktierne i israelske Solar Edge på grund af skuffende økonomiske resultater. Triodos har ikke investeret i andre israelske selskaber siden frasalget af de to omtalte investeringer.

Først og fremmest er det vigtigt for os at slå fast, at Merkur som værdibaseret pengeinstitut ikke tillader, at vores kunders penge bliver investeret i selskaber, der er involveret i våbenproduktion, krig og konflikter.

Triodos’ investeringsunivers består af over 600 selskaber fra hele verden. I dag har Triodos investeringer i én enkelt israelsk virksomhed, TIPA, samt i det palæstinensiske pengeinstitut FATEN:

  • TIPA leverer bionedbrydelige emballageløsninger til fødevarer som et alternativ til plastik. Triodos har grundigt vurderet virksomheden og dens produkter og konkluderet, at TIPA har en positiv påvirkning på miljøet, og virksomheden lever op til Merkurs minimumskriterier.

  • FATEN er en palæstinensisk mikrofinansieringsinstitution, som yder lån til små virksomheder, mikroentreprenører og enkeltpersoner, og bidrager dermed til at styrke kvinder, familier og samfundsudviklingen generelt på Vestbredden.

Det er begge private virksomheder med kerneaktiviteter, der på ingen måde er relateret til den igangværende konflikt i regionen. Triodos og Merkur har strenge minimumskriterier, der klart forklarer hvilke produkter, processer og aktiviteter, vi ikke ønsker at være involveret i.

Når Triodos screener virksomheder, tjekker de på den ene side, om virksomheden eller projektet er i stand til at yde et positivt bidrag til mennesker, miljø og samfund. På den anden side tjekker Triodos meget nøje, om der er nogen involvering fra virksomheden i aktiviteter, der ikke kan tolereres. Denne vurdering foretages specifikt på virksomhedsplan.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi selvfølgelig kan sammensætte en investeringsportefølje, som stemmer overens med den enkelte kundes holdninger. Ønsker du ikke, at din investeringsportefølje skal indeholde enten israelske TIPA eller palæstinensiske Faten, så sammensætter vi porteføljen derefter.

Merkur følger regeringens sanktionspolitik

I Merkur har vi kunder med forskellige holdninger til krigen, og vi anerkender kompleksiteten omkring konflikten mellem Israel og Palæstina. Vi forstår også de stærke holdninger og kritiske blikke på specifikke investeringer, som krigen fremkalder.

Merkur følger den danske regering og EU’s sanktionspolitik i forhold til lande og områder, og iværksætter derfor heller ikke en generel boykot af israelske virksomheder.

Vi følger op på alle investeringer

Vi tager alle vores kunders bekymringer alvorligt, og derfor bringer vi også henvendelserne videre til Triodos og beder dem løbende om at forholde sig til specifikke investeringer.

Merkur har et godt samarbejde med Triodos, og Triodos har forsikret os om, at alle vores investeringer lever op til både Merkurs og Triodos’ minimumskriterier.

Som beskrevet tjekker Triodos altid meget nøje, om en virksomhed er involveret i aktiviteter, der ikke kan tolereres, såsom fx krænkelser af menneskerettighederne eller våbenproduktion. Skulle det vise sig, at der er virksomheder i vores investeringstilbud, som ikke længere lever op til vores kriterier, er vi trygge ved, at Triodos vil frasælge aktierne i de pågældende virksomheder.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om dine investeringer gennem Merkur, så kontakt os og book et møde med en investeringsrådgiver. Du kan skrive til investering@merkur.dk eller ringe til os på 7027 2706.

Spørgsmål og svar

Merkur udbyder ikke selv investeringsprodukter og har ikke selv investeringer i Israel, men vi tilbyder, gennem Europas største værdibaserede bank Triodos, bæredygtige og socialt ansvarlige investeringsprodukter til vores kunder. Triodos investeringsunivers er stort og indeholder over 600 investeringer verden over – heriblandt én israelsk og én palæstinensisk virksomhed. Det er afgørende for Merkur, at investeringerne bidrager positivt til at skabe en bedre verden for mennesker, natur og miljø. Lige så vigtigt er det, at der IKKE investeres i virksomheder, der er involveret i krig. Ønsker man som investeringskunde ikke at investere i enten den israelske eller den palæstinensiske virksomhed, kan vi selvfølgelig sammensætte en investeringsportefølje, der tager højde for det.

Vi er i tæt dialog med Triodos og tager det altid meget alvorligt, når vi skal sikre, at de investeringsprodukter, Merkur formidler, lever op til vores kriterier. Vi spørger ind til alle forhold og sørger for at videreformidle evt. tvivlsspørgsmål for at være sikre på, at investeringerne, til enhver tid, møder vores minimumskrav. Triodos undersøger grundigt, om virksomheder i vores investeringstilbud er involveret i aktiviteter, der ikke kan tolereres. Det er vurderinger, der foretages på virksomhedsniveau, ikke på landeniveau.

Ja, vi vil fortsat kunne overføre penge til fx nødhjælp og lønninger til NGO’er i Palæstina. Men på grund af skærpede lovgivningsmæssige krav, hvidvaskregler osv. er det rigtig svært at foretage betalinger til Palæstina og det betyder, at vi desværre ikke kan imødekomme alle vores kunders behov om overførsler. Som det også har været fremme i medierne, kan det få store konsekvenser for både privatpersoner og pengeinstitutter, hvis overførsler skulle havne hos en terrororganisation. Merkur skal nemlig, ligesom andre banker, kunne dokumentere, at pengeoverførsler - hverken direkte eller indirekte - har organisationer på EU’s antiterror-liste som modtagere. Kan vi ikke det, kan vi ikke gennemføre overførslen.

Merkur kan stadig overføre penge til fx nødhjælp og lønninger til NGO’er i Palæstina, men det er desværre ikke muligt at imødekomme alle vores kunders behov for overførsler på grund af de skærpede lovgivningsmæssige krav. Ved pengeoverførsel skal Merkur generelt følge Hvidvaskloven, der i vidt omfang bygger på EU’s direktiver om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Konkret blev pengeoverførsler til Palæstina sværere at gennemføre efter 19. januar 2024, hvor EU skærpede sin antiterror-liste i relation til Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad. Det betyder, at alle banker skal kunne dokumentere, at pengeoverførsler - hverken direkte eller indirekte - har disse organisationer som modtagere.

Du kan læse mere om EU’s konkrete foranstaltninger til at forhindre terrorfinansiering her

Kontakt os, hvis du har spørgsmål

Har du spørgsmål eller tanker i denne forbindelse er du mere end velkommen til at kontakte os.