Klumme
Om at flytte i bofællesskab
Hvad gør et par, der har rundet de tres, hvis tre børn for længst er flyttet hjemmefra, og hvor det hus, der engang var passende til familien, nu føles stort og halvtomt? Hvor det, der engang var børne- og ungdomsværelser fulde af liv, langsomt er kommet til at minde mere og mere om pulterkamre? Og hvor ”den tredje alder” uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet begynder at kunne anes i horisonten, og hvor ens hjem derfor kan komme til at fylde mere i ugens løb?
Måske er et bofællesskab en vej at gå? Det havde vi tænkt en del på. Lars har gennem sit arbejde i Merkur Andelskasse set mange bofællesskaber og været med til at lave finansieringsløsninger til dem, og vi har begge haft lejlighed til at besøge bofællesskaber mange steder i landet gennem årene. Det har efterladt positive indtryk, beboerne har generelt været glade og følte, at fællesskabet gav stor værdi til deres eget liv. Ikke blot er det praktisk og tidsbesparende med fællesspisning, fælles værksted, værktøj og meget andet – der opstår også et levende socialt fællesskab. Statistikken viser da også, at en stor andel af dem, der flytter i bofællesskab, ender med at bo der i mange år. Vanedannende, så det ud til.
Engang krævede dannelsen af et bofællesskab en dedikeret gruppe af mennesker, der fandt sammen om en vision og selv kæmpede sig igennem alle forhindringer, lige fra at skaffe en grund, lave aftaler med håndværkere, finde finansiering osv. Det kunne tage adskillige år, en uendelighed af frivillige timer og møder og være noget af en udholdenhedsprøve. Ikke underligt, at nogle faldt fra undervejs. En og anden skilsmisse har et bofællesskab under opbygning nok også haft på samvittigheden.
”Selvgroede” bofællesskaber findes heldigvis stadig, og de kalder på stor respekt. Men for os stod det også klart, at vi ikke havde tid og energi til at kaste os ud i en sådan proces. Vi ledte derfor efter en mere indflytningsklar model. Vi fandt hurtigt ud af, at netop fordi bofællesskaber er så attraktive, er det ikke nemt at finde ledige boliger i eksisterende bofællesskaber.
Derfor var det heldigt for os, at udvikling og opførelse af bofællesskaber er begyndt at blive en forretningsmodel for arkitekter og ejendomsudviklere. Nu kan man i højere grad købe sig ind i et allerede planlagt projekt og i princippet blot vente på at få udleveret nøglen. Helt så nemt er det dog ikke, men forskellen i forhold til at gøre alting selv er til at tage og føle på.
Vores valg faldt på et bofællesskab under udvikling på den gamle flyvestation Værløse nord for København. Det hedder Staldhusene, fordi det ligger ved siden af en gammel stald. Projektet havde en lidt omtumlet start, men blev hurtigt overtaget af en professionel ejendomsudvikler. Virksomheden så det som en mulighed for at komme ind på et nyt marked i vækst og var villig til en løbende dialog med den gruppe af kommende beboerne, der efterhånden dannede sig om projektet. Vi beboere dannede vores egen forening, så vi samlet kunne forhandle med ejendomsudvikleren. Da halvdelen af de 42 boliger var solgt, gik byggeriet i gang, og i skrivende stund, hvor vi lige er flyttet ind som nogle af de første, er alle boliger solgt.
Efterhånden som resten af boligerne bliver færdige, kommer der også et fælleshus, som vil danne rammen om fællesspisning fire gange ugentligt, samt værksted og andre aktiviteter. Bofællesskabet er for alle, og der er fri handel med boligerne. I praksis viste det sig, at alle køberne heldigvis var optaget af fællesskabstanken og straks meldte sig ind i vores egen beboerforening for at tage aktivt del i det kommende fællesskab. I modsætning til et selvgroet bofællesskab, hvor alle beboere typisk kender hinanden ved byggestart, var det ikke tilfældet her. Det betyder også, at enigheden om f.eks. principperne for fællesspisningen først kan finde sin endelige form, efter at boligen er købt. Det var naturligvis en risiko at tage, men vi er ikke bekymrede.
Lige nu ligner det ikke et fællesskab – vi er kun 5 husstande, der er flyttet ind, og rundt om os er der stadig byggeplads med alt, hvad det indebærer. Sådan vil det være næsten et år endnu. Men foran os venter en proces, hvor de overordnede tanker skal omsættes i praktisk virkelighed. Den vigtigste fællesaktivitet bliver måltiderne, og selv om der er en overordnet enighed om bæredygtighed, er det som bekendt ikke et fast defineret begreb. Så hvordan med balancen mellem kød og plantebaseret, hensyn til allergier, økologi, lokalt producerede råvarer, børnevenlighed, spisetider, ’madstil’ og prisniveau? Fællesarealerne skal disponeres med legeplads, boldbane og beplantning, og fælleshusets øvrige muligheder skal udvikles.
Efter mere end 40 år i lejlighed og enfamiliehuse er et nyt afsnit i vores boligliv begyndt!
Klummen har været bragt i Pengevirke 2 2021.