Foto: Magnus Arrevad
Som B Corp certificeret opfylder Merkur Andelskasse en lang række af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Interview
I oktober 2020 var det en realitet. Merkur Andelskasse fik sin certificering som B Corp og blev hermed optaget i det mest anerkendte samfundsansvarlige fællesskab af virksomheder globalt set. Forretningsmodellen er katalysatoren i B Corp. For Merkur har det altid været sådan, men nu er der også dokumentation for det. Siden starten har andelskassen brugt sin kerneforretning til at fremme en bæredygtig udvikling, hvilket aldrig har været vigtigere end nu.
”Det handler ikke om at være bedst i verden, men om at være bedst for verden.” Vi tager den lige igen. ”Det handler ikke om at være bedst i verden, men om at være bedst for verden.”
Ordene beskriver målsætningen for den verdensomspændende B Corp bevægelse, der blev stiftet tilbage i 2007, i USA. En målsætning, der på mange måder synes så milevidt fra den gængse opskrift på succes i erhvervslivet og så alligevel ikke. Virkeligheden er under forandring. Der tales om en ny normal, hvor det kendte hverdagsliv er i færd med at omstille sig. En omstilling, der er afgørende for at skabe en bæredygtig klode. Silja Nyboe Andersen er produkt- og forretningsudviklingsansvarlig i Merkur og sammen med kollega Mikkel Palsby har hun stået i spidsen for den B Corp certificering i Merkur Andelskasse, der blev en realitet i oktober 2020. Hun fortæller om behovet for en forandret verden:
”Der er ikke noget, der er vigtigere! Så kontant kan det siges. Verden skal bruge de mange, lange måneder, pandemien har varet til at tage ved lære. Vi har forenet os, og samtidig har vi aldrig været mere splittede. Det er som om alt dét, der ikke fungerer, er boblet op til overfladen og har vist os, hvor mange udfordringer der er i verden, og hvor meget den har brug for hjælp.”
Ingen kan længere være i tvivl om, at klimaet er i massiv krise, understreger hun. Men også at måden vi lever vores liv på, har store konsekvenser. Det er især blevet tydeligere i det forløbne år.
”Verdens udfordringer er bestemt ikke blevet mindre, men menneskeheden har vist, at vi kan handle i fællesskab. Den kendsgerning står stærkt tilbage, og netop derfor er B Corp bevægelsen så afgørende. Det har aldrig været vigtigere, at vi rykker i flok.”
B Corp certificeringen er en milepæl for Merkur. Den er en eftertragtet blåstempling inden for bæredygtighed og en anerkendelse af, at andelskassen sammen med mere end 3.700 andre virksomheder hører til blandt de mest bæredygtige i verden. På alle niveauer handler Merkur både socialt, samfundsmæssigt, økonomisk og bæredygtigt ansvarligt. Processen med at komme i mål har været det hele værd, men det har også kostet tid og kræfter. Alt er blevet endevendt, forklarer Silja Nyboe Andersen:
”Mikkel og jeg har arbejdet intenst med processen godt hjulpet af kolleger i hele organisationen. Vi har løftet tæppet og fundet alt frem, der har kunnet dokumentere vores bæredygtige adfærd. Vi kom i mål efter tre måneder, og fra B Corp ved vi, at det har været en usædvanlig hurtig proces. Det handler uden tvivl om, at bæredygtighed lige fra starten har været forankret i Merkur, så det var ikke svært at dokumentere.”
B Corp bevægelsen er sat i verden for at gøre verden til et bedre sted. Succes handler i lige så høj grad om at have omtanke for det omkringliggende samfund som at have plus på bundlinjen. Silja Nyboe Andersen håber, at Merkur kan være med til at inspirere.
”Vi har i en årrække været en del af netværket GABV, Global Alliance For Banking of Values, der består af mere end 60 værdibaserede banker på alle kontinenter. En af vores tætte samarbejdspartnere, banken Triodos i Holland, har været B Corp certificeret i flere år. De har vist vejen og forhåbentlig kan vi gøre det samme for vores samarbejdsrelationer. Vi er ikke størst i Merkur, men vi går forrest, og vi vil meget gerne bidrage til at flere kommer med i fællesskabet.”
Friluftsbrandet Patagonia, stjernekokken Jamie Oliver, kosmetikmærket The Body Shop og den danske madspildsbekæmper Too Good To Go ér allerede med i bevægelsen sammen med tusindvis af andre og nu også Merkur, der har opnået den højeste score blandt B Corp kolleger i Norden. Andelskassen fik i alt 115,4 point. Silja Nyboe Andersen siger om tallene:
”De fleste virksomheder har ét område, hvor de skiller sig særligt ud. Vi har fået fortalt, at det unikke ved Merkurs score er, hvor ligeligt pointene fordeler sig på tværs af organisationen. Undervejs har vi fået øjnene op for vores forbedringspotentiale.”
Ånden i B Corp familien er, at man samarbejder med hinanden og benytter de forskellige kompetencer og ydelser, der findes i fællesskabet. Er der fx en lokal B Corp virksomhed med de varer på hylden, der er behov for, ville det være naturligt at bruge den som leverandør, forklarer hun og peger på, at Merkur med sine tre lokationer i Danmark i forvejen tilstræber at finde lokale bæredygtige samarbejdspartnere.
Som det eneste pengeinstitut i Danmark er Merkur nu B Corp certificeret, men hvad betyder det for den øvrige finansielle sektor, og hvorfor er netop den sektor væsentlig for den grønne omstilling? Nille Skalts, direktør i den danske afdeling af B Corp, er ikke i tvivl.
”Vi har længe drømt om at få certificeret en bank, fordi det er helt afgørende at have bankerne med i den grønne omstilling. Det er dem, der skal finansiere og investere i fremskridtet.”
Silja Nyboe Andersen kan ikke være mere enig. Det kræver svimlende mange og grønne milliarder at komme i mål.
Merkur Andelskasse er vant til at samarbejde bredt med virksomheder fra vidt forskellige brancher, og det handler om, at ikke kun én branche skal redde verden. Der skal løftes over hele linjen, forklarer den produkt- og forretningsudviklingsansvarlige og fastslår, at der fremover vil blive stillet stadig større krav til virksomheder om rapportering, så det synliggøres, hvilke samfundstiltag de hver især tager.
”B Corp bevægelsen stiller et online værktøj, B Impact Assessment (BIA) gratis til rådighed. Værktøjet kan benyttes til at tage temperaturen på bæredygtigheden af en virksomheds forretningsmodel. Hvor er det muligt at optimere og naturligvis også, hvor har man allerede godt fat? BIA skaber en vigtig gennemsigtighed.”
For teamet bag er det vigtigt, at B Corp certificeringen også skaber stolthed både blandt medarbejdere og kunder. Silja Nyboe Andersen understreger, at det unikke ved den globale certificering er, at den ikke kun dækker geografi, men også alle brancher og tilføjer:
”At også den juridiske del er på plads, gør det hele endnu mere troværdigt. Der er krav om, at man juridisk forpligter sig til at bæredygtighed er en del af virksomhedens forretningsmodel.”
Selvom svaret allerede skinner mellem linjerne, får hun det alligevel; spørgsmålet om, hvorvidt Merkur vil anbefale andre, ikke mindst andelskassens erhvervskunder, at overveje en certificering.
”Ja, det er bestemt en opfordring herfra! Jeg oplever, hvor værdifuld processen er i arbejdet med bæredygtighed og hvad fællesskabet gør, den synergi, der opstår, hvor vi kan guide og støtte hinanden.”
Silja Nyboe Andersen pointerer, at det er nødvendigt også at sige højt, at det jo kræver ressourcer at blive certificeret. Helt konkret skal samtlige af virksomhedens processer beskrives og dokumenteres fra A-Z. Lige fra beskrivelser af forretningsmodel og ledelsespolitik, diversiteten i medarbejderstaben og barselsregler til dokumentation af strømforbrug, frugtordninger og håndtering af affald.
”Min bedste anbefaling er, at processen skal være forankret i ledelsen. Det er vigtigt, fordi det kræver mandat at krybe helt ind i alle hjørner af organisationen. Men allerførst, start med at teste B Corp’s online-værktøj. Det er en rigtig god begyndelse og kan hjælpe med at tage pulsen på den bæredygtige adfærd her og nu - og også skubbe yderligere på.”
Det er nonprofit organisationen B Lab, der står bag selve certificeringen, og hvert tredje år skal man som virksomhed certificeres. Silja Nyboe Andersen forklarer:
”Som B Corp forpligter man sig til hele tiden at blive bedre til at gøre godt i verden. Hos Merkur har vi sat os som mål, at vi skal have optimeret vores point med 10% i 2023.”
For den produkt- og forretningsudviklingsansvarlige er det en hjertesag, at andelskassen løbende tilbyder nye bæredygtige produkter, der viser, at Merkur handler konkret på sine værdier. Hun nævner det nye impact lån; at jo mere klimavenlig, jo billigere bliver lånet, der kan føre kundens plan ud i livet. Eller det faktum, at andelskassen ikke længere tilbyder lån til nye fossilbiler, men gerne til fx elbiler og cykler.
”Vi skal blive endnu bedre til at låne penge ud på en måde, hvor der er et tydeligt indbygget incitament i forretningsmodellen. Det skal kunne betale sig at gøre en klodevenlig forskel.”
Samtidig har hun en vision om, at det bliver synligt for den enkelte medarbejder, hvor mange ton CO2, der er sparet i samarbejde med kunderne.
Da Merkur i efteråret udsendte sin pressemeddelelse om B Corp, udtalte direktør Charlotte Skovgaard, at Merkur nu forpligter sig til hele tiden at være et skridt foran. Hvad betyder det, når Silja Nyboe Andersen ser ind i fremtiden?
”Vi gør alt for, at kundernes penge kan gøre mest mulig gavn. Der er lån, vi ikke tilbyder, og vi har samtidig fået endnu flere meningsfulde, bæredygtige produkter i spil. Vi har øget vores lokale engagement og også fået endnu flere kunder med ombord, der er rodfæstet i lokale fællesskaber. Vi handler ud fra, hvad vi siger, ligesom da vi for nylig afslog en leverandør, fordi de ikke havde ordnede arbejdsforhold i form af en overenskomst.
B Corp er en holistisk certificering, hvilket gør den unik og meget menneskelig. Flere ord behøves ikke, da Silja Nyboe Andersen til sidst opsummerer, og da hun bliver spurgt, hvordan hun havde det, efter at mailen tikkede ind med endelig besked om certificeringen, siger hun:
”Mailen blev direkte efterfulgt af et opkald fra Mikkel. Stemningen var præget af en følelse af lettelse samt stolthed, både over at være kommet i mål og over Merkur.”
Baisikeli er en socialøkonomisk virksomhed fra 2007. Lige siden starten har det været svært for os at finde ligesindede med samme holistiske tilgang til forretning. Da B Corp kom til Danmark, og direktøren Nille Skalts ringede, var jeg i den grad på. Jeg kendte til B Corp i forvejen og havde også tidligere sat mig ind i bevægelsen. Vi har opnået 105 point og har i de sidste to år forbedret os på en række områder. Der er fx gode point at hente, hvis virksomheden har delt ejerskab - en tanke, der tiltaler os meget, og derfor satser vi også på i de kommende år at tilbyde medarbejderandele på vores værksteder.
B Corps værdier er universelle. De fungerer lige så stærkt i Sydafrika, Australien og USA som i Europa og Japan, og lige nu er vi mere end 3.000 virksomheder til at sætte det gode eksempel for andre små og mellemstore virksomheder. Bevægelsen er gennemskuelig og ærlig. Vi er helt almindelige mennesker fra helt almindelige virksomheder. De store mastodonter er endnu ikke med ombord. De kan ikke leve op til kravene, men forhåbentlig i fremtiden.
Verdenssamfundet er klar! Bare se på den disruption af vores demokratiske systemer, hvor folk er gået på gaderne for at kræve en bedre verden. I Danmark er der er stort potentiale for B Corp, for det er naturligt for mange virksomheder at tænke samfundsansvarligt. For mig giver det slet ingen mening at tænke forretning uden også at have omtanke for samfundet.
Baisikeli er cykelværksteder i Afrika og Danmark med udsatte borgere fra lokalområdet som ansatte, bl.a. hjemløse, tidligere misbrugere og minoritetsgrupper, der sikres et meningsfuldt arbejdsliv og et netværk. Baisikeli’s kerneforretning er at reparere og sælge nye og brugte cykler. Hvert år sendes mindst 1.600 cykler til Østafrika, hvor de sælges til markedspriser. Baisikeli betyder cykel på Swahili.
♥ Baisikeli er kunde i Merkur
Da jeg startede virksomhed for 17 år siden og talte om samfundsansvar og bæredygtighed som en del af forretningen, spurgte mine kunder: Hvorfor? I dag spørger de: Hvordan? For mig at se udgør B Corp virksomhederne et agilt og handlekraftigt økosystem, der afspejler den større udvikling over de sidste tyve år. Stadig flere virksomheder begynder at forstå, at der findes en ny forretningslogik, hvor forretning og samfundsansvar hænger uløseligt sammen. Som B Corp sender du et klart signal til dine kunder om, at du er en professionel virksomhed, der er formålsdreven og systematisk arbejder på en agenda om at gøre godt for verden. Samtidig er certificeringen vigtig i forhold til alliance-og samarbejdspartnere. Man leder først inden for familien, hvis man søger ydelser og kompetencer. B Corp virksomheder har samme mindset og værdigrundlag. Det betyder enormt meget for graden af tillid.
B Corp har helt konkret hjulpet os på to planer. Dels har vi fået overblik over den impact, vi skaber med vores kerneforretning; det samfundsgavnlige aspekt i forhold til produkter og ydelser, og samtidig er vi blevet skarpere på vores interne set up. Det handler fx om, hvor meget CO2 vi udleder på kontoret, og hvilken profil vores leverandører har. Da bevægelsen opfordrede sine medlemmer til at være en del af den internationale Net Zero Pledge, var vi 500 virksomheder, der sagde ja til at blive CO2-neutrale inden 2030. For mig giver det ekstra mening, når vi er mange. Og der kommer hele tiden nye til.
TANIA ELLIS – The Social Business Company inspirerer og hjælper virksomheder med at skabe værdi for både samfund og bundlinje med sine fire kerneydelser: Strategiske erhvervsforedrag, rådgivning & forretningsudvikling online, netværk for fagfolk samt uddannelse og træning.
♥ Tania Ellis er kunde i Merkur
Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2021.
Foto: Magnus Arrevad
Som B Corp certificeret opfylder Merkur Andelskasse en lang række af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.