Klumme

Landbruget og danskerne er klimamotiverede - hvor er politikerne?

Af Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

 

Økologisk landbrug indeholder markante fordele for klimaet, men der er også udfordringer.

Fravalget af energikrævende kunstgødning og pesticider samt mindre gødning er godt for klimaet. Økologer har også mange efterafgrøder og flerårige græsmarker i sædskifterne, som trækker CO2 ud af luften.

Ligesom økologer arbejder for en mere klimavenlig balance mellem dyr og planter i landbruget, og mellem kød og plantebaseret mad på tallerkenen. Blandt klimaudfordringerne er et typisk lavere udbytte i marken, mindre intensiv husdyrproduktion og mekanisk jordbearbejdning.

Klimaaftrykket for økologiske og konventionelle fødevarer er på samme niveau, også målt per kg produkt, når man følger de gældende EU-guidelines for livscyklusvurderinger, altså en vurdering af produkters miljøbelastning i hele deres livscyklus, fra ”vugge til grav”.

Men både det økologiske og konventionelle landbrug i Danmark er langt fra at være i mål i forhold til klimaet. Vi skal alle stramme balderne gevaldigt. Den situation, vi er i nu, handler ikke om at skændes med nogen om, hvem der marginalt er de mindst ringe. Den handler om, at der skal sættes ind overalt i landbruget.  

Stærk vilje til omstilling

I sommer fremlagde Økologisk Landsforening en ny, omfattende klimapolitik. I efteråret fulgt op af en konkret ”model for balancerede klimaregnskaber i landbruget”. Det er der kommet positiv respons på fra klimaorganisationer og politikere. Modellen sikrer, at danske landmænd laver klimaregnskaber og holder sig under et loft for udledning af klimagasser.

Vi oplever en stærk vilje til klimaomstilling blandt de økologiske landmænd, virksomheder, forbrugere og vores køkkenprofessionelle. Det samme gør sig gældende andre steder i landbruget. Landbrugets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, præsenterede for nylig sin plan for CO2-neutral fødevareproduktion i 2050.

Der er klimamotivation i det danske landbrug, og rigtig mange forbrugere tager også et stigende klimaansvar. Simple råd om mindre spild og mindre kød er til at forstå. De kræver ingen klimamærkning. Men vi har brug for en klimapolitik, der kan mærkes, og som udnytter det klimamomentum og -potentiale, som ligger og venter.

Småskridtspolitik vil ikke gøre en forskel for klimaet, og det vil ikke vinde valgkampe, hvor klimaet fylder mere og mere for vælgerne. Der er behov for markante politiske udspil. Vi har i Danmark endnu ikke en klimapolitik for landbruget. Selv når vi som økologer frivilligt beder om nye klimakrav i dansk økologi, er der gået otte år, før de formentlig endelig færdiggøres i år.

Løsningerne skal langt hurtigere i spil. Og selv om klimaministeren, da regeringen offentliggjorde sin klimaplan i efteråret, ikke kunne få øje på andre klimaløsninger i landbruget end at skyde køerne, så er der faktisk mange løsninger. I den økologiske fødevaresektor har vi fat i rigtig mange af dem allerede.

Nye klimatiltag

De økologiske landmænd er dybt engagerede i klimaindsatsen, og Økologisk Landsforening arbejder politisk og fagligt for klima-omstilling i økologi og i hele landbruget. Efter flere års politisk arbejde på vegne af økologerne er det nu lykkedes at få Miljø- og Fødevareministeriets støtte til nye klimakrav i danske - og i EU’s - økologiregler.

Klimaskoler og klimahandlingsplaner hos økologiske landmænd sænker klimabelastningen fra de økologiske bedrifter, og der er lavet et katalog over 40 konkrete og effektfulde handlinger for klimaet. Enkelte økologiske landbrug - endda mælkeproduktioner - er allerede klimaneutrale som følge af den indsats. Økologer er gået forrest i at lægge flere tusinde offentlige køkkener om til økologi og mere klimavenlige og sundere måltider med mindre spild, mindre kød og mere grønt.

Den nye “model for balancerede klimaregnskaber i landbruget”, som Økologisk Landsforening lancerede i efteråret, indeholder principper for et CO2-loft på det enkelte landbrug og en opfordring til landbrugets organisationer om at arbejde sammen om en ny klimamodel for landbruget. Økologisk Landsforening tilbyder og samarbejder med kommuner om klimahandlingsplaner til landbrugene for at sænke kommunens klimabelastning og styrke den cirkulære økonomi.

Alle løsninger skal i spil

For 10 år siden lancerede vi en klimastrategi for økologisk jordbrug. Den har vi fulgt og er i dag klar til at gøre et klimatigerspring i økologien. Vi skal reducere vores energiforbrug og samtidig gerne producere og anvende vedvarende energi – fra vind, sol og biogas. Alle husdyrholdere kan blive endnu bedre til at sikre en høj selvforsyning med foder, så det ikke skal importeres. Ligesom landbruget kan trække mere CO2 ud af luften og opbygge kulstof i jorden ved at plante flere træer, læhegn og striber med vilde planter.

For det danske landbrug og landskab handler det om, at vi i 2050 samlet set skal blive i stand til at lagre mere kulstof i jorden og i biomassen, end det kulstof vi belaster klimaet med. Det er en gigantisk udfordring. Og det er spild af tid at diskutere om det f.eks. er kød eller flyveture, der skal spares mest på. Bæredygtige løsninger skal i spil på alle fronter.

 

Om Økologisk Landsforening

Økologisk Landsforening er et fællesskab for økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere, som arbejder med nye løsninger inden for økologien. Blandt deres målsætninger er at udbrede økologien, skabe fællesskaber og engagement, skabe en lokalt forankret og aktiv forening, samt at udvikle økologien ikke mindst i forhold til bæredygtighed. Per Kølster er formand for Økologisk Landsforening.

 

Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2019. Holdningerne i klummen er udtryk for skribentens holdning og deles ikke nødvendigvis af Merkur Andelskasse.


Relaterede artikler