Lokal økologi

Guide: Køb ind hos din lokale økolandmand

Vi har samlet en oversigt over lokale økofællesskaber i hele landet. Se hvor du kan blive medlem eller købe friske grøntsager direkte fra marken.

1

Godis Grønt

LEJRE

Godis Grønt er et regenerativt og økologisk gartneri, hvor du som medlem kan hente friske grøntsager en gang om ugen. Godis betyder slik på svensk, og hos Godis Grønt formår de at dyrke grøntsager, så de både ligner og smager som noget fra en slikbutik. Godis Grønt afholder også kurser, events og firmaarrangementer. Hold øje med deres hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig som medlem.

Læs mere om Godis Grønt her.

♥ Godis Grønt er kunde i Merkur

2

Yduns Have

SAMSØ

Yduns Have er en økologisk gård på Samsø ejet af Jordbrugsfonden SamsØkologisk og Samsø Økojord. De forpagter gården ud til det unge landmandspar Hester og Bjarke, som producerer grøntsager og æg. De driver Yduns Have som et fællesskabsstøttet landbrug. Alt efter hvor meget grønt, du kan spise, kan du vælge mellem et stort og et lille medlemskab - se priser og abonnementer på deres hjemmeside her.

♥ Yduns Have er kunde i Merkur

3

Københavns Fødevarefællesskab

KØBENHAVN

Københavns Fødevarefællesskab er en frivilligt drevet indkøbsforening, hvor man sammen køber stort ind af biodynamisk og økologisk grønt. Foreningen, som har eksisteret siden 2008, køber råvarer direkte fra små, lokale gårde. Du kan bestille en pose med grønt hver uge, som kan afhentes på en bestemt dag. Som medlem skal du typisk tage en vagt om måneden, såsom at pakke grøntsager eller stå for løssalg.

Du kan læse mere om Københavns Fødevarefællesskab her

4

Fællesgro

KØBENHAVN OG DYSSEGÅRD

Som medlem af Fællesgro bliver du forsynet med friskhøstet, økologisk grønt hver uge i høstsæsonen fra juni til december. Grøntsagerne kommer fra forskellige økologiske gårde på Sjælland. Du kan være tilknyttet enten på Nørrebro, Vesterbro, Østerbro eller Dyssegård, hvor medlemmerne afhenter den ugentlige høst på et fastlagt tidspunkt. Du betaler forud for en halv sæson ad gangen. Der er mulighed for at dele dit medlemskab, så du kun henter grønt hver anden uge eller deler høstportionen hver uge med en delemakker. Oveni grøntsagerne kan man blandt andet bestille æg, blomster og ost.

Du kan læse mere om Fællesgro her.

5

Blakgården

SILKEBORG

På Blakgården dyrkes en stor variation af forskellige grøntsager. Som kundebonde-medlem kan du hente friskhøstede grøntsager fra juni til oktober og lagrede grøntsager fra oktober til marts samt økologiske æg. Du kan betjene dig selv efter behov til eget forbrug. Grøntsager og æg kan hentes på Blakgården eller ved særlige afhentningssteder i Silkeborg. Ved udvalgte afgrøder er der mulighed for pluk-selv, og på denne måde får du glæden ved at høste helt friske grøntsager uden at skulle dyrke have selv. 

Du kan læse mere om Blakgården her.

6

Andelsgaarde

HELE LANDET

Foreningen Andelsgaarde bliv stiftet i 2018 og har siden sammen med sine medlemmer været med til at opkøbe dansk landbrugsjord. Det har de gjort med en vision om at dyrke jorden på en bæredygtig måde, både for at imødegå den stigende klima- og biodiversitetskrise og for at få sunde fødevarer. Som medlem i Andelsgaarde kan man aktivt deltage i gårdens liv, lave sociale arrangementer, deltage i fællesspisning og meget mere. Et medlemskab koster 150 kr. om måneden og går til at opkøbe mere jord og gårde.

Du kan læse mere om Andelsgaarde her.

♥ Andelsgaarde er kunde i Merkur

7

Mosegården Jordbrug

VESTSJÆLLAND

På Vestsjælland ved Krøjerup finder du Mosegården Jordbrug, som er et fællesskabsbaseret jordbrug. Her bliver der dyrket sunde, sæsonbaserede grøntsager ved brug af økologiske og regenerative dyrkningsmetoder. Du kan få del i Mosegårdens høst ved at blive andelshaver. Som andelshaver får du en pose med friske grøntsager hver uge i 20 uger fra juni til slut oktober.

Du kan læse meget mere om Mosegårdens Jordbrug her.

8

Spisekammeret Halsnæs

HALSNÆS

Spisekammer Halsnæs består ikke bare af en producent, men er en sammenslutning af flere fødevareproducenter i Halsnæs Kommune. Sammen har de forpligtet sig til at sikre god dyrevelfærd og høj kvalitet. Spisekammer Halsnæs består af både små og store fødevareproducenter, og her har du mulighed for at købe lokalproduceret grønt, kød, mel, sylt og meget andet året rundt. I løbet af sommeren og efteråret har du også mulighed for at besøge Thorup Marked som er en lokal attraktion, her samles de lokale ildsjæle for at inspirere dig med deres lækkerier. 

Læs mere her.

9

Seerupgaard

AMAGER

Seerupgaard er et økologisk gartneri på Amager. De producerer grøntsager, krydderurter, blomster og æg til private, fødevarefællesskaber og restauranter. Du kan bestille friskhøstede varer direkte fra marken via deres hjemmeside. Du kan også altid besøge Seerupgaard til et af deres hyggelige arrangementer, såsom middage i marken, høstmarked, pluk selv-events m.m.

Læs mere om Seerupgaard her.

♥ Seerupgaard er kunde i Merkur

10

Økoskabet

KØBENHAVN OG OMEGN

Økoskabet er en afhentningsportal af økologiske fødevarer specielt designet til små producenter. Når du bestiller madvarer til en af Økoskabets afhentningssteder, kan du hente din bestilling af økologiske lækkerier, når det passer dig – dog indenfor 24 timer. Økoskabene er placeret forskellige steder i Storkøbenhavn.

Du kan læse mere om Økoskabet her.

Hvad er fællesskabsstøttet landbrug?

Et fællesskabsstøttet landbrug, også kaldet CSA (Community Supported Agriculture), er et solidarisk samarbejde mellem forbrugere og producenter.

Som medlem køber du en andel af gårdens produktion forud for sæsonen.

Det giver bonden tryghed og fleksibilitet og forbrugeren billigere, mere varierede og friskere råvarer.

Fællesskabsstøttet landbrug er et meget udbredt koncept i USA, men det findes altså også flere steder i Danmark.

Kender du til landbrugsfællesskaber, der skal med på listen, så skriv til os på pengevirke@merkur.dk.


Relaterede artikler