Undgå svindel på nettet
Kender du de forskellige typer af digital svindel?
Digital svindel kan ske for alle. Derfor er det vigtigt, at vi bruger vores sunde skepsis. Her får du en oversigt over nogle af de forskellige typer af svindel, som er fremme lige nu.
Investeringssvindel
Investeringssvindel dækker over svindelsager, hvor borgere har fået frarøvet deres penge af kriminelle, der har lokket dem i en fælde. De kriminelle lokker med falske investeringsmuligheder og får på den måde offeret til at overføre penge til dem. Læs mere om investeringssvindel her.
Kærlighedssvindel
Kærlighedssvindel dækker over svindelsager, hvor borgere har fået frarøvet deres penge af kriminelle, der har lokket dem i en fælde. De kriminelle lokker med falske profiler, der udgiver sig for at søge venskab og kærlighed og får undervejs i dialogen offeret til at overføre penge til den kriminelle. Læs mere om kærlighedssvindel her.
Netbanksvindel
Kriminalitet rettet mod bankerne via kundernes netbank er et stigende problem. Danmark oplevede det første netbanksvindel i 2006, og siden er antallet af forsøg på netbanksvindel steget hvert år. Netbanksvindel kan forekomme på to forskellige måder.
1. Den ene er ved det, man kalder Social Engineering, hvor den kriminelle kontakter bankkunden og lokker vedkommende til at oplyse sine personlige oplysninger. Den kriminelle kontakter offeret via mail, sms eller telefonopkald. Ved at foregive at henvendelsen kommer fa banken, Nets eller f.eks. politiet, kan den kriminelle få adgang til kundens netbank og stjæle pengene der, uden at banken kan se, at det er en uvedkommende, der er logget ind.
2. En anden måde at begå netbanksvindel på er ved hjælp af fraud/malware. Denne kategori omfatter tilfælde, hvor kunden får stjålet sin pung med identitetspapirer og nøglekort, eller hvor personer i kundens omgangskreds har kendskab til kundens NemID eller MitID oplysninger og misbruger disse. Kategorien omfatter også de (erfaringsmæssigt langt færre) tilfælde, hvor man via et link i en mail eller en sms fra den kriminelle får installeret hackerprogrammer på sin telefon eller computer, som giver den kriminelle mulighed for at aflure personlige oplysninger og på den måde skaffe sig adgang til netbank.
Betalingskortsvindel
Betalingskortmisbrug kan overordnet opdeles i fire kategorier:
1. Den typiske form for betalingskortsvindel er misbrug på falske – oftest udenlandske hjemmesider – hvor man lokkes til at handle, hvorefter ens kortoplysninger misbruges.
2. En anden form kan være falske sms’er fra fx pakkefirmaer, der får offeret til at klikke på et link og efterfølgende godkende en stor betaling.
3. En tredje metode er, at den kriminelle, efter et identitetstyveri, tilmelder ofrets betalingskort til en app-løsning, fx ApplePay.
4. Endelig foregår der også fortsat svindel med fysiske kort, hvor kriminelle enten lokker betalingskort og koder ud af offeret, eller hvor kriminelle stjæler offerets kort efter at have afluret pinkoden, fx ved dagligvarekøb.
Tre gode råd: Sådan undgår du svindel
1. Stop op, og tag dig god tid. Det haster aldrig mere, end at du kan nå at tænke henvendelsen igennem.
2. Ræk ud til en du har tillid til. Hvis du er i tvivl, så få flere øjne på.
3. Tjek det igen. Passer det, der bliver sagt? Henvend dig selv til de officielle kanaler.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så kontakt Merkur på +45 7027 2706.