Kampen om Frejas sal: Hvordan Danmark får plads til både mad, energi og natur i fremtiden

Af Søren Bjørn-Hansen

På en lille halvø i Limfjorden tre kilometer syd for Hvalpsund driver Janni og Peter Sørensen et økologisk landbrug. De dyrker jordskokker, gulerødder, hestebønner og alt mu­ligt andet. Men de har opgivet at have produktionsdyr, for at give plads til naturen i stedet.

“300 hektar jord har vi, og de 50 hektar er natur i dag, som plejes af nogle få store græssere, der går ude hele året. Meget af jorden herude er perfekt til det. Jeg drømmer om at hele halvøen bliver til natur. Jeg synes, det ville være fantastisk, hvis nogen købte gårdene her omkring og nedlagde landbrugsdriften og lavede dem til vild natur,” siger Janni Birgitte Sørensen og fortsætter:

“Men det skal gøres rigtigt. Der skal være noget forvalt­ning. Måske er det en slags fremtidens landmand? Jeg ved ikke, hvilken titel de skulle have. Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi dropper kødet. Ud med det. Bum. Så er der plads nok.”

Vi bruger snart 140 procent af Danmark

Danmark bliver mindre i fremtiden. Klimaforandringerne vil - uanset hvor dramatiske de bliver - betyde højere vand­stande i verdenshavene. De betyder allerede, at der falder mere regn over Danmark, med flere oversvømmelser og vådområder til følge.

Samtidig står vi også overfor en lang række andre kriser, der kræver, at vi finder plads i vores landskab. Vores dyre-og planteliv er voldsomt truet. Hele verden står midt i en biodiversitetskrise. Så det er afgørende, at vi øger mængden af natur i Danmark, noget vi i forvejen har mindre af end stort set alle andre lande i verden.

Men det er ikke kun naturen, der kræver mere plads, det gør også den vedvarende energi, vi gerne vil have mere af. Hvis ikke klimakrisen allerede havde udpenslet det, har kri­gen i Ukraine gjort det lysende klart, at vi hurtigst muligt skal have omstillet vores energiforsyning væk fra kul, olie og gas.

Problemet er, at vi allerede er løbet tør for plads.

I 2017 udgav Teknologirådet rapporten "Prioritering af Danmarks areal i fremtiden". Indledningen lyder sådan her:

"Læg alle de vedtagne planer og mål for anvendelsen af Danmarks areal sammen. Læg forventningerne om fremti­dens udvikling og alle de velmente ønsker om vækst og for­bedring af naturen, landskabet og fritidslivet oven i. Til­sammen fylder det 130-140 procent af Danmarks areal".

Men er det så blevet bedre i de fem år, der er gået siden rapporten udkom?

“Nej”, lyder det knastørt fra Søren Gram, der var projekt­leder for undersøgelsen i 2017 og som i dag er Senior Pro­jektleder ved Teknologirådet.

Det er faktisk kun blevet værre, forklarer han. Vi har i mellemtiden fået en infrastrukturplan og alt muligt andet, der kræver endnu mere plads.

“Det gør det endnu sværere at få kabalen til at gå op”, si­ger han.

Vi står altså overfor endnu en krise midt i alle kriserne. En kamp om pladsen, der udkæmpes lige nu i hele landet, mellem brede bøge og fra østerstrand til bakke og dal.

For hvordan skal vi få plads til både det Danmark vi ken­der, og det Danmark vi skal blive til i fremtiden?

Energikrisen kradser mest lige nu

For at forstå udfordringen er det måske en ide at tegne et billede af, hvad Danmark består af i dag.

Over 60 procent af vores areal er i dag dækket af landbrug - langt det meste konventionelt. 15 procent af vores land udgøres af veje, jernbaner, byer og alt muligt andet, vi har bygget. Omkring 25 procent optages af skov, åben natur, søer og vandløb. Men ifølge regeringens uafhængige eks­pertgruppe, Biodiversitetsrådet, er det kun 2,3 procent heraf, der er beskyttet natur.

Ifølge Finn Arler, professor på Aalborg Universitet og en af forskerne bag Teknologirådets rapport, bliver vi nødt til at prioritere - lokalt, nationalt og internationalt - for at få plads til mere grøn energi og mere natur - eller bruge de arealer vi har på en smartere måde.

Men hvad skal vi prioritere først? Hvad haster mest? Før krigen i Ukraine var svaret på det spørgsmål mere kompli­ceret. Nu har krigen rykket energispørgsmålet helt frem i bussen. Danmark skal blive selvforsynende med vedva­rende energi - hurtigst muligt.

Og den helt afgørende begrænsning for den udrulning er ikke, at det er dyrt at bygge vindmøller og solcelleparker. Det er pladsmangel.

Det forklarer Kristine Grunnet, branchechef for vedva­rende energi hos Green Power Denmark:

“Grundlæggende ser vi pladsmanglen som en af de aller­største udfordringer for den grønne omstilling i Danmark.”

Hun peger på et begreb, som er lidt af et nøgleord i hele diskussionen om vores stigende pladsmangel: Multifunkti­onalitet.

Kan den samme jord bruges flere gange?

Ideen med multifunktionalitet er at kombinere flere for­skellige hensyn og interesser på samme areal. På den måde kan vi måske få plads til mere natur og mere energi, uden at bruge mere plads.

“Vi skal passe på med at reservere arealer til ét formål. Så­dan har vi tidligere tænkt. At nogle arealer skulle reserveres til natur, mens vindmøller skulle ligge andre steder. Det dur ikke, vi skal have lavet kombinationer,” siger Kristine Grun­net.

Hos Landbrug og Fødevarer er de også åbne overfor ideen om at kombinere sig ud af problemerne, forklarer Anders Panum, miljødirektør i organisationen.

Men allerhelst vil landbruget gerne implementere noget de kalder "multifunktionel jorddeling".

Her er ideen at lave dårlig landbrugsjord til sammenhæn­gende naturområder - mens landbruget så kan bytte det til at få mere sammenhængende jorde af den mere effektive slags.

“Det betyder noget for os i landbruget. Vi kan give nogle arealer tilbage til naturen, og landmændene kan få nogle arealer i bytte og dermed samle deres marker,” siger han.

Og Danmarks Naturfredningsforening har faktisk lavet en aftale med Landbrug og Fødevarer om netop dette. Det skal efter planen omdanne 100.000 hektarer lavbundsjord til naturarealer - som samtidig gavner CO2-balancen, da den slags jord holder bedre på drivhusgasserne.

Søren Gram fra Teknologirådet er dog skeptisk overfor multifunktionel jorddeling. ”Selvom vi har været med til at lancere det begreb, skal man mane til forsigtighed. Det er blevet et trylleord, som løser alt. Men det kan det ikke,” si­ger han.

Uden politiske prioriteringer kommer det i hans øjne ikke til at fungere i stor skala. Og ikke alting spiller lige godt sammen. Nogle ting må prioriteres og det er i hans øjne ikke så simpelt, som det lyder. Man kan ikke bare for­dele kagen mellem to, når der også er andre parter ved bor­det.

Naturen skal ikke gå på kompromis

Rasmus Ejrnæs, biolog og seniorforsker ved Aarhus Univer­sitet, deler Søren Grams skepsis. Han mener, det er på tide, at naturen får sin egen del af kagen.

“Det vi er helt enige om fagligt som biologer er, at vil vi standse biodiversitetskrisen, så er reservation af plads til beskyttet natur afgørende,” siger han.

Ideen om at natur og landbrug skal fungere sammen på det samme sted, giver han ikke meget for.

“Du ville jo aldrig finde argumentet om multifunktionel jorddeling i Sydafrika, hvor der er løver og elefanter. Men herhjemme er vi nået så langt ud i udnyttelsen af naturen, at vi har glemt, hvad den vilde natur kan.”

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har økologisk landbrug en positiv indvirkning på biodiversiteten ved markerne. Tysk forskning viser nemlig, at reduceret sprøjt­ning og lavere intensitet, kan give flere “semi-naturlige” ha­bitater.

Idéen om, at økologisk landbrug kan sameksistere med vild natur er Rasmus Ejernæs dog ikke meget for. Det der i hans øjne hjælper biodiversiteten mest, er nemlig at skabe store, sammenhængende naturområder.

“Biodiversitetskrisen løses bedst ved, at vi opdager, at det ikke handler om os. Det har intet med os at gøre - derfor er det truet. Og derfor er løsningen at reservere nogle områ­der, der ikke skal begrundes med, at de giver os noget,” for­klarer han.

Men han er til gengæld enig med Janni Birgitte Sørensen i, at den oplagte løsning på landbrugets pladsforbrug er at droppe kødproduktionen.

“Det er super enkelt. Hvis vi skal have plads til natur, skal vi indskrænke vores pladsforbrug - og det klart største are­alforbrug går til dyrehold, kvæg, grise, æg osv.,” siger han og fortsætter.

“Der er dog ingen automatik i det her. Hvis man skal gå fra landbrug til natur, er der noget der skal gå op. Frikøbet af jorden er en samfundsinvestering. Den tænker jeg ikke, landbruget bare kan eller skal lægge. De skal have erstat­ning for ikke at kunne dyrke jorden.”

Rasmus Ejrnæs savner et politisk ønske om mere beskyt­tet natur. En målsætning for Danmarks arealer de næste 100-150 år, som inddrager parterne og løser problemerne.

“Hvis vi skal have mere beskyttet natur, skal der være et po­litisk ønske om det. Det vil koste noget. Måske kan man give landmændene offentlig støtte til skovrejsning, så de ville omlægge til vild natur. Det bør man kigge på.”

Fra alle kanter efterspørges opdaterede og klare regler for de her ting - noget som en ny jordreform måske kan hjælpe på. Læs vores artikel om det her. 

Landskabsdemokrati og connaisseur-metoden

Finn Arler mener, vi skal finde en anden måde at anskue arealfordelingen på. Han mener, det er helt afgørende, at vi også lokalt opgraderer samfundssamtalen om, hvordan vi fordeler og indretter pladsen i fremtiden, hvis vi skal lykkes med det. Han kalder det landskabsdemokrati.

Det er ikke fordi, han er imod, at der bliver prioriteret på nationalt niveau, for somme tider kan det være nødvendigt, når der ikke kan laves lokale kompromiser. Det gælder både med motorveje og biodiversitets-reservater. Men det er vig­tigt, at der ikke unødigt bliver truffet beslutninger hen over hovedet på dem, der skal leve med det.

“Vi har en lang række interesser, der skal mødes et sted. Den private ejendoms- og bestemmelsesret udgør selvfølge­lig et element i vores demokrati, men demokratiet går nu engang ikke kun ud på, at dem, der ejer et område, får lov at bestemme det hele,” siger han.

Ifølge Finn Arler, er det vigtigt, at befolkningen har med­bestemmelse over deres lokalområde. Noget, som især Europarådets 23 år gamle landskabskonvention understre­ger.

Finn Arler har bl.a. samarbejdet med den svenske land­skabsarkitekt og forsker Helena Mellqvist, der har været med til at udvikle den såkaldte "connaisseur-metode".

“Metoden inddrager folk, der kender et lokalområde godt – som beboere, brugere eller specialister – og tager dem med på råd, når der skal ske forandringer eller etableres nye anlæg, hvad enten det er byggerier, grønne områder eller vind- og solcelleparker,” forklarer han.

Ideen er, at de lokale kendere eller "connaisseurs" kan medvirke til at udpege betydningsfulde steder, hvor der f.eks. er sket noget vigtigt for lokalområdet. De ved ofte, hvor den mest interessante natur er, hvilken bakketop har en historisk betydning, hvor den gode udsigt er, og hvem der ville have grund til at blive sure over forandringer.

“Det passer godt ind i ideen om landskabsdemokrati. At vi bliver enige om at prioritere rigtigt. Lokalt, nationalt og internationalt, så vi får løst problemerne - uden at få be­folkningen imod os, så det hele går i stå,” siger Finn Arler.

Den helt store gulerod

Janni Birgitte Sørensen tror på, at det kan lade sig gøre at få plads til naturen i fremtiden. Men hun holder fast i, at vi må acceptere at vores forhold til kød skal laves om.

Lige her, er det måske nødvendigt at finde inspiration til­bage i tiden.

“I min optik er det fuldstændig kukkuk, at det skal kunne lade sig gøre at købe en flæskesteg for 25 kroner per kg. Spo­ler vi filmen 100 år tilbage, eller bare tilbage til vores barn­dom, så hed det fire kartofler og én frikadelle. Vi er blevet vænnet til at spise alt for meget kød, og det er jo ikke en­gang sundt,” siger hun.

I Janni Birgitte Sørensens øjne mangler der simpelthen en god stor gulerod fra statens side. Både i forhold til at få folk til at vælge en grønnere livsstil, men også for at få land­mændene i gang med at give plads.

“Der skal være en grund til at tage de gode valg. Jeg vil gå med, at det er guleroden, der er løsningen. Hvis vi kan få folk med, er det en enormt spændende opgave, vi står foran. Der er større og større bevågenhed nu. For få år siden grinede folk jo næsten af sådan nogen som os. Det har æn­dret sig,” siger hun og fortsætter:

“Men vi må være tålmodige. Vi er jo mennesker. Det vig­tigste er, at der sker noget. Bare lidt. Det handler om, at vi skal bruge vores intelligens og hjerte i kombination. I re­spekt for vores verden.”

Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2023.