Hvis vi skal løse klimakrisen, skal verdensøkonomien ændres fundamentalt. Og finanssektoren skal gå forrest

Af jonathan Tybjerg, Pengevirke

Engang i det tidlige forår sad Pelle Pedersen og snakkede om bæredygtighed med folk, der flytter rundt på milliarder af kroner. Det var der som sådan ikke noget nyt i, for Pelle Pedersen havde i en årrække været chef for ansvarlige investering i pensionskassen PKA.

Men situationen var en anden nu. Pelle Pedersen mente ikke, at en enkelt pensionskasse kunne gøre en tilstrækkelig forskel, hvis der skal leveres på de grønne ambitioner, som vokser frem i Danmark og EU. Han mente, at det kræver en meget større bevægelse båret frem af folkeligt engagement – og derfor havde han skiftet sin faste stilling ud med en position som iværksætter hos virksomheden DoLand. 

““Hvis vi skal starte en bevægelse for bæredygtige investeringer er det nødvendigt at skabe en meget større grad af nysgerrighed hos alle dem, der ikke investerer og fortælle, hvad det er investeringer kan, når vi snakker en mere bæredygtig udvikling,” fortalte han over telefonen og gav sin egen søster som eksempel.

Hun er sygeplejerske, har tre børn og går op i bæredygtighed til hverdag. Hun har også en pensionsopsparing hos netop PKA, men alligevel er bæredygtig finans ikke noget hun interesserer sig for. Det samme gælder for en stor del af danskerne, der skruer ned for oksekød og flyrejser, men måske ikke er bevidst om, hvad deres opsparing og pension bliver investeret i, siger Pelle Pedersen:

“Der er en kløft mellem vores dagligdag, hvor vi i stigende grad fokuserer på bæredygtighed, og hvordan vi tænker investeringer”.

Det er ikke folks skyld, siger Pelle Pedersen. Det er bankerne, pensionskasserne og alle de andre, der forvalter vores penge, som taler hen over hovedet på folk og gør det sværere, end det er, men – og det er et vigtigt et af slagsen – der er også en bevægelse i gang, hvor vores penge bliver flyttet i en bæredygtig retning. Den kommer fra iværksættere og impact investorer, der både vil tjene penge og kloden. Den kommer fra nogle af verdens største kapitalfonde og investeringsbanker, der flytter deres investeringer væk fra fossile brændstoffer. Og hvis alt går efter planen vil det også komme fra den danske finanssektor, der vil være en af de grønneste i verden.

Der er endnu håb for, at vi kan sikre en grøn omstilling, så vi når Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning under 2° C og undgår de værste klimaforandringer, men det koster. Og spørgsmålet er, hvor vi skal finde pengene?

Money makes the world go round

I 2018 udgav FN’s klimapanel, IPCC, en rapport skrevet af 91 forskere på baggrund af 6.000 videnskabelige studier. Ifølge rapporten er vi på kurs mod en global temperaturstigning på 1,5 grader i 2040, og allerede ved disse temperaturer vil konsekvenserne være enorme. Verden vil mangle mad, skovbrande vil hærge kontinenter, koralrev vil dø på stribe.

Hvis vi skal undgå denne katastrofale udvikling, kræver det ifølge rapporten, at vi ændrer verdensøkonomien med en hast og et omfang, som i hvert fald på det tidspunkt havde “ingen dokumenterede historiske fortilfælde”.

Vi skal, som en af hovedforfatterne, professor ved Oxford University Myles Allen, efterfølgende sagde “vende verdensøkonomien på en tiøre.”.

Det er svært at sige, hvor mange penge, der i dag bliver brugt på at adressere klimaforandringerne, men det bedste bud fra tænketanken Climate Policy Initiative landede på 3.500 milliarder kroner i 2017. Det kan lyde af meget, men ifølge FN’s klimapanel IPCC kræver det alene 16.000 milliarder kroner, hvis vi skal omstille vores energisystemer. Det svarer til omkring 2,5 procent af verdensøkonomien, og hvis vi skal nå Paris-aftalens mål, kræver det mere og andet end grøn energi.

Ifølge analysen fra Climate Policy Initiative kom halvdelen af pengene til klimakampen i 2017 fra de offentlige pengekasser, mens den anden halvdel kom fra det private. Siden da er klimaet blevet rykket øverst op på den politiske dagsorden i både Danmark og EU, men de offentlige pengekasser er ikke bundløse, og regeringerne er bundet af den politiske virkelighed og love, der gør det svært at finde de penge, der skal til, for at sikre den grønne omstilling. Derfor vil finansbranchen og private investorer komme til at spille en afgørende rolle.

Da Europa-kommissionen i januar præsenterede sin investeringsplan for at gøre unionen klimaneutral i 2050 lød prisen på 7.500 milliarder kroner det næste årti, og kommissionen gjorde sig ikke forhåbninger om, at de penge skulle komme fra staternes pengekasser. I stedet vil EU finde pengene i pensionskasser, investeringsfonde og almindelige menneskers sparegrise.

Samfundets sårbarhed

Den 12. marts sad Anders Eldrup i sin bil og var ret fortrøstningsfuld, når det kom til opgaven med at finde investeringerne til den grønne omstilling.

“Det kræver mange penge,” medgav han over telefonen; “og det skal gå lidt hurtigt”. Men, sagde den tidligere direktør i Dong, der siden har skiftet navn til Ørsted: “Finanssektoren er godt i gang med at finde ud af, hvordan man understøtter den her omstilling i samfundet.”

Anders Eldrup fremhævede Den Europæiske Investeringsbank, der vil stoppe sine udlån til fossile energikilder. Han kunne også have nævnt den danske pensionssektor, der har forpligtet sig til at investere 350 milliarder i den grønne omstilling frem mod 2030. Eller verdens største kapitalforvalter Blackrock, som i begyndelsen af året erklærede, at de vil gøre bæredygtighed til en central del af deres forretning og øjeblikkeligt udfase investeringer i termisk kul.

“I den nære fremtid – og hurtigere end de fleste forventer – vil vi se en betydelig omfordeling af kapital,” skrev Blackrocks administrerende direktør, Larry Fink i et brev til nogle af verdens største virksomheder.

For folk som Larry Fink er de grønne investeringer ren forretning, og de ser i stigende grad klimaforandringer som en finansiel risiko. Argumentet er ret simpelt: Et finansielt system der styrker bæredygtighed giver bedre økonomisk mening, end det system vi har i dag, for man kan ikke forvente positive afkast, hvis verden som vi kender den, ikke eksisterer længere.

Ti dage forinden denne dag i bilen havde erhvervsminister Simon Kollerup udpeget Anders Eldrup som formand Danmarks Grønne Investeringsfond, der skal være med til at finansiere de investeringer, som skal få Danmark ind i en grøn fremtid.

Erhvervsministeren havde fremhævet Anders Eldrups dybe indsigt og lange erfaring med den grønne omstilling og arbejdet med at finde penge til den. En opgave som 71-årige Eldrup stadig bruger en del energi på som formand i Forum for Bæredygtig Finans, hvor han få måneder forinden havde præsenteret 20 forslag til, hvordan den finansielle sektor kan skubbe på den grønne omstilling.

“Når man gennemfører de anbefalinger, bliver vi den finanssektor, der er længst fremme i EU og dermed i verden,” proklamerede Eldrup fra sin bil.

Corona: En ny mulighed

Lige præcis d. 12. marts var det nok de færreste i de danske banker eller pensionsselskaber, der tænkte på den grønne omstilling. Dagen forinden havde Mette Frederiksen i coronaens navn sat gang i det største økonomiske eksperiment i nyere danmarkshistorie, da hun sendte offentligt ansatte hjem, lukkede skoler og bad folk i private virksomheder om så vidt muligt at arbejde hjemmefra.

Den dag i dag ved vi endnu ikke, hvad corona-pandemien og nedlukningen af Danmark vil betyde for den grønne omstilling. Vi har mistet tid og penge, men vi har også rykket vores forståelse af, hvad der er muligt. Og måske har vi fået en bedre forståelse for, hvilke konsekvenser det har, hvis vi ikke handler. Eller som tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen påpegede i en klumme i Politiken:

“Coronakrisen illustrerer på skræmmende vis, hvor sårbare vi er, når vi står over for kræfter, vi ikke kan styre. Klimaforandringerne vil også udløse ukontrollerbare, destruktive naturkræfter, hvis ikke vi handler hurtigt. Derfor skal vi samtænke indsatsen mod den økonomiske krise med vores klimaindsats.”

Og imens aktiemarkederne generelt har blødt i 2020 er investeringer i bæredygtige ESG-aktier (environmental, social & governance) nået et nyt niveau, og investeringerne klarer sig bedre gennem krisen end gennemsnittet.

Det har fået flere til at omtale coronakrisen som det endelige vendepunkt for bæredygtig finans. Investeringsbanker som JP Morgan og Goldmann Sachs sender beskeder til deres kunder om, at coronakrisen “accelererer trenden” med at investere i ESG-aktier. Og ifølge en artikel fra den tyske kapitalforvalter DWS’s researchcenter tjener coronakrisen som en strategisk forretningscase for bæredygtig investering, fordi pandemien udspringer af menneskets overdrevne aftryk på jorden, hvilket bæredygtige investeringer prøver at minimere.

Månelandinger og taksonomier

Da Europa-kommissionens formand, Ursula Von Der Leyen, i december præsenterede sin skitse til EU’s klimaplan, kaldte hun det for “Europas månelanding”. EU’s primære redskab til at få finanssektoren til at investere i den mission er … en taksonomi.

Det kan på en gang lyde overordentligt støvet og håbløst banalt, men i finanssektoren har de længe spurgt efter et system, hvor de kan se og dokumentere, hvilke investeringer der er grønne, og hvilke der er sorte.

9. marts, kort før coronavirussen lukkede Europa, præsenterede en ekspertgruppe sit endelige forslag til den målestok, taksonomien skal bruge til at vurdere, hvordan investeringer og andre økonomiske aktiviteter hjælper med at opfylde Paris-aftalens klimamål. Selvom lovgivningen kom på plads og blev vedtaget i løbet af juni, er taksonomien ikke fastlagt endnu, og den vil med garanti blive offer for store politiske kompromisser. Men lykkes det at vedtage en ambitiøs målestok, får EU en klima- og miljømæssig pendant til de regnskabsprincipper, der i et århundrede er blevet brugt til at styre økonomien. Det kan være med til at forhindre greenwashing og gøre bæredygtighed til et reelt konkurrenceparameter.

Ifølge Pelle Pedersen, der taler med investorer og kapitalforvaltere fra hele Europa, har det allerede haft en enorm positiv påvirkning internt i finansbranchen.

“Der kommer ikke til at være en perfekt definition, men allerede da diskussionen i EU startede, begyndte folk at lytte til det her,” fortæller han.

“Bare det, at vi får en fællesnævner, gør det nemmere for aktørerne i finansbranchen at vurdere hinanden og vurdere, hvordan man er bæredygtig, og hvad det er for initiativer, vi skal sætte i gang.”

De 20 anbefalinger som Anders Eldrup og Forum for Bæredygtig Finans har givet til den danske finanssektor, bygger på nogle af de samme principper: Gør bæredygtighed til en del af jeres forretning og vær transparente omkring det. Anders Eldrup fremhæver selv et forslag om, at finansbranchen skal lave et fælles system, der opgør pengeinstitutternes CO2-udledning og den afledte udledning fra de lån og investeringer, de laver.

“Og det er Finans Danmark faktisk ved at opstille,” fortæller Anders Eldrup og uddyber:

“Det vi foreslog, som er vidtgående og interessant, er, at når man har fået lavet sådan et fælles afsæt, så skal institutterne lave en handlingsplan for, hvordan de reducerer deres CO2-aftryk år for år. Hvis vi får det til at virke, kan det give en ganske kraftig reduktion.”

Pelle Pedersen har også været en del af Forum for Bæredygtig Finans. Han fremhæver et forslag om, at der skal flere bæredygtige produkter på hylden hos pengeinstitutterne, og et forslag om bedre uddannelse i sektoren.

“Hvis ikke bankrådgiveren i den lokale filial er i stand til at rådgive folk, der kommer ned og siger, de vil investere 100.000 kroner bæredygtigt, og hvis der ikke er nogen bæredygtige produkter på hylderne, så kan det være svært for folk at komme i gang,” siger Pelle Pedersen.

Et pres nedefra

Imens coronakrisen har udløst nye love og regler for banker og pensionskasser, vil hverken den danske regering, EU eller finansbranchen bruge lovgivning til at tvinge finanssektoren grøn eller straffe den for sorte investeringer. Selv efter fire måneders global pandemi, en dag i slutningen af juni, holder Anders Eldrup fast i, at vores penge skal sendes i en grønnere retning ved hjælp af positive incitamenter.

“Selvfølgelig kan staten fastsætte nogle formelle regler, men det vil virke langt bedre, hvis finanssektoren selv gør de her ting, fordi kunderne lægger pres på dem. Det er en stærkere mekanik end sådan nogle regler,” siger Anders Eldrup.

Det er omtrent det samme sted, at Pelle Pedersens drøm om ændre finansbranchen begynder. Men, tilføjer han, finanssektoren kan ikke bare læne sig tilbage og sige, at det kun er de små investorer, der skal presse på.

“Der er lige så meget behov for en finanssektor, der er parat til at omstille sig og træffe nogle for dem svære beslutninger. Og det kræver rigtig, rigtig meget mod.”