Guide

Hjælp naturen og få en have, der summer af liv

Med et par enkle tiltag kan du omdanne haven til et rent paradis for planter, insekter, sommerfugle, smådyr og fugle. Selv med en lille altan eller et grønt areal i din virksomhed kan du gøre en forskel for planter og dyr. Naturen mangler plads, og alle arealer tæller!

Liva Johanne Ehler Molin og Philip Hahn-Petersen 15 juni 2023
1

Gør græsplænen vild

Foto: Masaaki Komori / Unsplash

 

Græsplænen er et nemt sted at sætte ind. Der kan komme et væld af blomster, hvis man slår græsset sjældent og varieret, og husker at fjerne afklippet. Målet er flere urter og mindre græs. En vildere græsplæne er et godt levested for mange insekter. Hvis du ikke vil lade hele græsplænen vokse vildt, kan du klippe stier eller nøjes med bestemte områder.

2

Lad træerne stå

Foto: Robert Linder / Unsplash

Har du gamle træer i haven, så lad dem endelig stå, for de er levested for insekter, fugle og svampe. Beskær fremfor at fælde! Døde træer og stammer er også gavnlige for mange forskellige arter. Mens det døde træ langsomt omdannes til muld, kan det for eksempel fungere som skjul og fødekilde for insekter. Mangler der hule træer i din have, kan du sætte fuglekasser op. Mangler der dødt træ, kan du lave et insekthotel.

3

Drop gødning og gift

 

Gødning er ikke godt for biodiversiteten. Det gælder både organisk gødning og kunstgødning. En næringsfattig jord giver meget bedre plads til en stor mangfoldighed af planter. Det siger næsten sig selv, men sprøjtemidler og gift er ikke godt for livet i haven, og det spreder sig nemt til større områder. Så har du ikke allerede droppet giften, er det et godt sted at starte!

4

Lav en stenbunke

Foto: Mika Korhonen / Unsplash

En bunke sten kan være et godt skjulested, og står den solrigt, er den god for blandt andet vilde bier, sommerfugle, padder og krybdyr, der har brug for lidt varme.

5

Brug krat og kvas

Foto: Kahuna Films

Sørg for, at der er buske og krat i haven - det giver læ, skjul og føde til havens dyr. En kvasbunke er et godt levested for et væld af smådyr. Her kan pindsvin bo, tudser kan overvintre, fugle som gærdesmutten kan finde insekter osv. I stedet for at køre haveaffald på genbrugspladsen, kan du lægge det i bunker, eller klippe grenene op og bruge dem til at lave mere organiserede kvashegn.

6

Byg en jordvold

Foto: Bruno Pereira / Unsplash

Lav en sydvendt jordvold eller skråning med bare og sandede områder. Her kan jordlevende bier bygge deres redegange. Det er også godt for varmekrævende urter og sommerfugle.

7

Vand er vigtigt

Foto: Daria Kraplak / Unsplash

Fugle, smådyr og insekter har alle brug for vand. Derfor kan du med fordel sætte et fuglebad op, gerne med nogle sten i, der stikker lidt op, så insekter kan sætte sig og slukke deres tørst. Har du mod på at etablere en havedam, vil den tiltrække masser af dyr såsom salamander, frøer, fugle, guldsmede og mange flere.

8

Blomster fra forår til efterår

Foto: Vild med Vilje

Blomster er en fryd for øjet, men også en vigtig fødekilde for sommerfugle, bier og andre insekter. Sørg for, at der er noget, der blomstrer på forskellige tidspunkter - lige fra det tidlige forår og indtil efteråret sætter ind. Vælg hjemmehørende plantearter.

9

Småt med plads?

Foto: Artur Aleksanian / Unsplash

Du behøver ikke have en kæmpe have, for at være med. Der kan sagtens leve mange forskellige arter på en lille altan. Her kan du sætte en hjemmehørende busk, så blomsterfrø, lade noget vokse op ad væggen og hænge potter op. Blomstrende krydderurter er eksempelvis forrygende spisekamre for både sommerfugle og insekter.

10

Oplev naturen i din have

Foto: Andriyko Podilnyk / Unsplash

Når du har fået en have, der summer af liv, så husk at nyde det! Sæt dig ned, lyt til fuglene eller betragt insekterne, der svirrer i blomsterne, og se om ikke du får øje på noget nyt.

Bliv Vild Med Vilje

Tilmeld din have (eller et andet areal, du vil gøre vildt) på vildmedvilje.dk, og bliv en del af en bevægelse for alle, der vil gøre en konkret og lokal forskel for at gøre naturen vildere, rigere og mere mangfoldig.

Foreningen Vild med Vilje er kunde i Merkur. 


Relaterede artikler