Klimastrejke
En dag for klimaet
Fredag d. 27. september holdt Merkur Andelskasse lukket hele dagen. Foran vores tre afdelinger hang bannere og skilte, hvorpå man kunne læse, at der var lukket pga. klimastrejke. Merkurs hjemmeside ”gik i sort”, og vi tog ingen nye forretninger eller kunder ind på dagen. Og hvorfor så det?
Vi tog en dag ud af kalenderen for at støtte op om de unges klimakamp. Med skolestrejkerne har de sat fokus på, at klimaet ikke kan vente. Der skal ske noget nu. Men det bør ikke være de unges kamp alene.
Den 27. september havde de bedt os ”voksne” om at deltage ved at give vores frokostpause for klimaet. Break for Climate hed initiativet, som foregik i mere end 400 byer verden over.
Merkur deltog i Break for Climates to timers manifestationer i både Aarhus, Aalborg og København for at markere, at vi bakker op om den klimahandling, som de unge efterspørger.
Resten af dagen havde medarbejderne i de enkelte afdelinger arrangeret forskellige aktiviteter. Der blev bl.a. malet skilte og (genbrugs)t-shirts og diskuteret bæredygtighed i hverdagen.
Aarhus afdeling lånte lokaler på Godsbanen og inviterede alle kunder til at deltage i skiltemaling på dagen. I København arrangerede en håndfuld medarbejdere en workshop for afdelingen for at finde frem til konkrete tiltag, der kan gøre hverdagen i Merkur mere bæredygtig. Og i Aalborg stod medarbejderne på gaden foran afdelingen for at få de forbipasserende i tale.
En dag er ikke meget i det store billede, så kampen stopper naturligvis ikke her. Men vi brugte dagen til at sætte fokus på den vigtige klimadagsorden og fortsætter nu arbejdet med også i det daglige at kæmpe for et bæredygtigt og socialt retfærdigt samfund.