Danmark trænger til endnu en jordreform

Af Rasmus Thirup Beck

Der var engang, hvor nye rammer for, hvordan vi overordnet skal bruge vores plads her i Danmark, primært handlede om at få mere jord at pløje. I dag bliver det nødt til at handle om, hvordan man får ploven op af jorden igen.

I Danmark har vi haft tre såkaldte jordreformer, altså politiske tiltag, der ændrer jordejerskab, for eksempel gen­nem konfiskation og udstykning. De har alle handlet om at få mere ud af vo­res landbrug. Derfor uddelte man jord til bønder, der rykkede ud af landsby­erne for at dyrke landbrug lokalt. Det var helt tilbage i 1700-tallet og igen i 1919. I 1970’erne lempede man beskyt­telsen af landskabet til fordel for de mange nye heltidslandbrug.

Siden har ordet jordreform samlet støv i rigsarkiver og på universiteternes historieafdelinger.

Men pludselig er begrebet begyndt at dukke op igen. Blandt forskere, politi­kere, NGO’er og foreninger. I dag er det bare den modsatte bevægelse, de råber på: færre arealer med intensivt land­brug og mere plads til bl.a. naturen.

En af disse stemmer er Tommy Dal­gaard, der er professor på Aarhus Uni­versitets Institut for Agroøkologi, hvor han leder sektionen ‘Jordbrugssyste­mer og Bæredygtighed’. Han har både forsket i jordreformer og blandet sig i den mere folkelige diskussion med flere debatindlæg+ i medier sammen med an­dre professorer fra Københavns og Aal­borg Universiteter. Han ser behovet som helt indlysende, forklarer han over telefonen:

“Der er rigtig mange agendaer i dag. Mere natur, mere vedvarende energi, mere økologi, flere bioafgrøder, plads til Power-to-X. De dagsordener står i konkurrence med hinanden, og hvis den konkurrence ikke bliver rammesat, så misser vi en mulighed for at præge den udvikling, der er i gang.”

Landbruget fylder i dag omkring 62 procent af Danmarks areal. Se her, hvordan det har udviklet sig over tid. Grafik: Studiofrost

De sidste tre ord er vigtige. Jordrefor­men af Danmark er faktisk i gang, og har været det løbende i årtier, fordi vi er så dynamisk et land rent jordejermæs­sigt. Udskiftningen af landet sker bare fragmenteret og uden statslig styring. De senere år er dog alligevel bemærkel­sesværdige, siger professoren:

“Der er et opbrud i gang. Vi ser større centralisering af jordejerskab, meget større bedrifter, stor opkøbsaktivitet fra kapitalfonde og store skift i arealbrug. Der bliver simpelthen færre ejere af lan­det. Vi nærmer os kvotekongeproble­matikken, som er kendt fra fiskeriet.”

Behovet for en bred, national areal­strategi er også på radaren i den grønne tænketank CONCITO. De tager det så alvorligt, at de har oprettet et særskilt projekt, ‘Fremtidens arealanvendelse’, som skal bidrage med viden og forstå­else af de mange komplekse valg og di­lemmaer. Manden med ansvaret for det er programchef Peter Norn, og han gen­tager de fleste af Dalgaards pointer - også den med, at udviklingen er frag­mentarisk og uden ramme.

“Tiden er løbet fra, at vi laver småju­steringer,” siger han.

Det danske landbrug lægger også beslag på arealer uden for landets grænser. Med import af soja til dyrefoder bruger vi et areal i udlandet, der er på størrelse med Sjælland. Grafik: Studiofrost

Tænk nu langsigtet

Også foreningen Realdania, hvis formål er arbejdet for at “skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø”, har for mange år siden erkendt, at fordelingen af det ikke-byggede miljø også er vigtig. Fra 2014 til 1. januar i år finansierede de således handletanken ‘Fremtidens bæ­redygtige landskaber’, hvis bærende drivkraft netop var en jordreform. For­manden for initiativet var Søren Møller, der i dag lever af andet bestyrelsesar­bejde, og han er meget enig med Tommy Dalgaards behovsanalyse.

“Der er rigtigt mange arealbehov i Danmark, og lige nu løber de behov imod hinanden”.

Han har også nogle bud på, hvorfor den politiske jordreform ikke kommer. Den var ellers eksplicit en del af rege­ringsgrundlaget i S-regeringen – og den er også implicit til stede i det nuvæ­rende regeringsgrundlag i form af nogle brede formuleringer.

Men ifølge Søren Møller er selve det politiske system simpelthen ikke gearet til at håndtere en samtænkning af mange behov. Departementerne og ord­førerskaberne er skruet sammen, så de kun tager sig af deres respektive områ­der – landbrug, miljø, grøn energi, na­tur og så videre.

“Og det støder sammen ude i land­skabet,” som Søren Møller siger.

Peter Norn tegner CONCITO’s anbe­faling for det nødvendige politiske ar­bejde op:

“Et princip, vi godt kunne tænke os kom med, er: Alle arealer skal i spil. In­gen undtagelser.”

Det er voldsomt. Det ville nok skabe en del furore?

“Ja. Men det er også nødvendigt.”

Andreas Norn og Søren Møller er enige om, at det bør være muligt at lave en tværgående indsats, hvor man sæt­ter en ramme for indsatserne i de for­skellige ministerier. Sidstnævnte me­ner faktisk, at der ikke er nogen vej udenom:

“Det forudser jeg vil ske i løbet af få år, for der er behov for bedre rammer for de ændringer, der skal ske ude i landskabet”, fortsætter han.

Søren Møller har to overordnede anbe­falinger til dette arbejde: Tænk langsig­tet og tænk flere formål oven i hinanden.

Den igangværende massive udrul­ning af store markbaserede solcellean­læg i Danmark er et godt eksempel på, at man ikke nødvendigvis har tænkt fremad. Grøn energi nyder rigtig meget opmærksomhed lige nu, og ude i landet bemærker man hurtigt de mange store solcelleanlæg, der skyder op, typisk på tidligere landbrugsjord.

“Men vi behøver ikke kigge mere end 10-15 år frem, før der bliver en meget høj efterspørgsel på god landbrugsjord. Den grønne omstilling vil skabe en mangel på biomasse. Så er det måske ikke så smart at udtage det til fordel for eksempelvis solcelleanlæg,” konstate­rer Søren Møller og tilføjer:

“Man tænker slet ikke langsigtet og strategisk, og det er noget af det, der bekymrer mig allermest.”

Foto: Shaun Coward / unsplash

Dobbelt værdi

Søren Møllers anden anbefaling er Tommy Dalgaard også enig i. Vi må og skal blive bedre til at benytte vores be­grænsede plads til mere end én ting ad gangen. Altså det man kalder “multivendt jordbrug” eller “multifunktion”. Nogle gange er det lige til. Fødevaredyrkning under vindmøller er for eksempel helt op­lagt og sker i stor stil. Det samme gælder solcelleanlæg og hensyn til biodiversitet.

Men andre koblinger er sværere. Kan man dyrke fødevarer mellem solcellepa­neler er for eksempel stadig til diskus­sion, og biologerne er på ingen måde overbeviste om, at såkaldt klimaskov – det nye ord for plantager, der nu både plantes for at skabe CO2-lagring og bæ­redygtigt byggemateriale – også kan skabe mere biodiversitet. De er, som biolog Hans Henrik Bruun, der er lektor på Københavns Universitet har udtalt, ikke stort anderledes end rapsmarker.

Søren Møller siger: "Man kan også kigge på det her med spørgsmålet: Hvad er det, der skaber pengemæssig værdi? Noget kan skabe værdi for en jordejer, og noget kan skabe værdi for samfun­det. Biodiversitet skaber værdi for sam­fundet, men grøn energi skaber for begge, og det er nok en god grund til, at der er mere pres på opstilling af solcel­ler end projekter for biodiversitet.”

Og det er lige præcis det, en jordre­form skal gøre: Sikre, at der er fokus på, hvad der skaber værdi på lang sigt og skabe samspil mellem statslige og pri­vate investeringer.

“Der skal sættes nogle rammer fra staten – krav om at eksempelvis ti pro­cent af en jordejers areal skal tilgodese biodiversitet,” siger Søren Møller.

Mere af hvad - mindre af hvad?

Hverken Søren Møller eller Tommy Dalgaard er dog glade for at sætte præ­cise procenter på, hvordan arealforde­lingen i Danmark så bør være efter en jordreform. Det må bero på de politiske ønsker. De kan dog godt se nogle ret­ninger, en jordreform bør trække i.

Tommy Dalgaard, er det rimeligt at sige, at de foregående jordreformer i Danmark har handlet om at få mere landbrug?

“Ja.”

Skal en ny reform så handle om, at vi skal have mindre landbrug?

“Ja, men vi skal både udtage den rig­tige landbrugsjord, og samtidig omstille landbruget på resten af arealet.”

Et godt udgangspunkt for en jordre­form ser Tommy Dalgaard i den ellers så iøjnefaldende alliance mellem Land­brug & Fødevarer og Danmarks Natur­fredningsforening. For fire år siden gik de sammen om et forslag om at udtage 100.000 hektar landbrugsjord, særligt lavbundsjorde og ådale, for på den måde både at hindre CO2-udslip fra landbruget og sikre plads til både natur og vedvarende energi.

En jordreform skal bare være langt mere omfattende, siger Tommy Dal­gaard, der henviser til, hvor svært det kan være at udtage en hel ådal under de nuværende forudsætninger.

“Selv i mindre områder af en ådal kan der i dag være måske 80 jordejere med forskellige ønsker til deres jord, og selv hvis man kan få alle med i en jordforde­ling, så tager det virkelig lang tid,” siger han og fortsætter:

“Det er en anden god grund til beho­vet for en jordreform. Den kan sætte tempo på.”

Danmarkskortet illustrerer, hvor meget areal de forskellige kategorier fylder i Danmark. Kilde: Aarhus Universitet. Kort: Adobe stock. Illustration: Studiofrost 

Arealfordeling i Danmark

Danmarkskortet ovenfor er et overslag lavet på baggrund af udregninger fra forskere på Aarhus Universitet, bl.a. professor Tommy Dalgaard. Kortet viser arealfordelingen i Danmark, men det siger naturligvis ikke noget om, hvor i landet landbrugsproduktionen foregår, eller hvor der f.eks. er skov. Der kan være udsving i tallene, i takt med at vores arealanvendelse ændrer sig. 

Køer og får mm.: 15%
Konventionel produktion af rødt kød og mælkeprodukter. Arealet bruges primært til foder til de konventionelle kvæg og andre drøvtyggere, primært får.

Grise og fjerkræ mm.: 22%
Konventionel produktion af hvidt kød. Den største del af arealet bruges til svinefoder og en lille del til fjerkræ.

Korn- og grøntsagsmarker: 18%
Konventionelt landbrug, der består af frøavl, raps og korn. Det bruges til at lave blandt andet plænegræs, madolie, brød, gryn og øl.

Økologisk landbrug: 7%
Arealet bruges primært til husdyrproduktion af økologisk oksekød og mælk, men også andre økologiske fødevarer.

Øvrig natur: 13%
Dækker både mose og anden våd natur, hede og anden tør natur samt sø og å.

Skov: 13%

By og infrastruktur: 14%

Artiklen har været bragt i Pengevirke 1 2023.