Kan vi bo bedre på færre kvadratmeter?

Når Jane Ibsen Piper slår dørene op til sit rækkehus i Måløv nord for København, synes hun selv, at der er masser af plads. Det er nærmest den rene luksus. Hendes to børn har hvert sit værelse, der er kontor og soveværelse til de voksne, og i køkkenalrummet er der spiseplads og sofahjørne.

Alligevel lever familien på næsten halvdelen af den plads, som en gennemsnitsfamilie på fire i Danmark råder over.

Til gengæld har rækkehuset givet dem mulighed for at leve det liv, de drømte om, da de startede boligjagten tilbage i 2015 og valgte at styre efter nogle andre parametre end antallet af kvadratmeter.   

Boligen har fået vokseværk

For de fleste af os danner boligen ramme om det daglige liv og er en af de afgørende faktorer for et godt liv. Det er her vores minder og fremtidsdrømme formes, mens livet udfolder sig dag for dag. Men hvad er en god bolig?

Noget tyder på, at mange vil være tilbøjelige til at svare, at det handler om plads. Masser af plads.

Ser man på den mest populære boligform, parcelhuset, så har den nemlig fået vokseværk. Siden 1960 er et gennemsnitligt, dansk parcelhus næsten fordoblet i størrelse og er i dag over 200 kvadratmeter, skriver CONCITO.

Danskernes gennemsnitlige boligareal er også vokset stødt og er i 2024 på 53,7 kvadratmeter pr. person ifølge Danmarks Statistik.

Så nu kan du begynde at regne på, hvor stort Jane Ibsen Pipers rækkehus i Måløv er. Det kommer vi tilbage til.

Mens de mange store, nybyggede parcelhuse, der skyder op over hele landet, er drømmeboliger for de mennesker, der bor i dem, så er de desværre ikke gratis på klimakontoen.

Det samme gælder resten af byggeriet, der til sammen står for 23 procent af de samlede udledninger i Danmark, ifølge Byggeriets Handletank for Bæredygtighed.

Der skal derfor ske nogle dramatiske forandringer de kommende år, både i byggebranchen og i vores boligvalg, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Det fortæller Nethe Veje Laursen, der er programchef for energi, bygninger og industri i den grønne tænketank CONCITO.

Vi skal deles om pladsen

”Grundlæggende er de bedste klimamæssige kvadratmeter dem, der ikke bliver bygget,” fortæller hun.

Vi skal have langt større fokus på at bevare, renovere og omdanne eksisterende bygninger, så vi kan bygge så lidt nyt som muligt.

Selvom der kan være stor forskel på klimaaftrykket fra nybyggeri alt efter, hvordan man bygger, og hvilke materialer man bruger, så er det generelt mere klimavenligt at renovere eksisterende huse end at rive ned og bygget nyt.

Nethe Veje Laursen påpeger også et andet problem med de voksende boliger, nemlig pladsmangel.

”Vi har simpelthen ikke areal nok i Danmark til fortsat at brede boligerne ud. Vi kan ikke både have power-to-X-anlæg, vild natur, vindmøller på land, nye veje osv. Så vi skal altså vænne os til tanken om at deles om færre kvadratmeter,” siger hun, men anerkender samtidig, at det nok er de færreste mennesker, der tænker over, at boligen har en klimamæssig pris.

Det er noget vi først nu skal til at lære, lige som vi efterhånden har lært, at oksekød er tungt på klimaregnskabet, mener hun.  

Jane Ibsen Piper troede faktisk, at hendes nybyggede rækkehus var et klimavenligt valg, da hun købte det, for energimærket var godt og varmeregningen var lav. 

”Men nu er jeg blevet klogere,” fortæller hun, ”for nybyg er ikke det mest klimavenlige. Men nu er huset jo bygget, så det er ikke fordi, vi flytter af den grund.”

Nethe Veje Laursen ser for sig, at vi i fremtiden kan bruge de kvadratmeter, vi har bedre, uden at gå ned i livskvalitet og boligglæde. Det skal være nemmere at flytte til noget mindre, når livssituationen ændrer sig, og vi kan blive langt bedre til at transformere de eksisterende bygninger. Her kan kommuner ofte også understøtte en udvikling.

Eksempelvis ved at gøre det nemt at dele huse og matrikler op, omdanne kontorbygninger til boliger eller prioritere fælles faciliteter såsom gæsteværelser i et boligområde.

Et nyt boligideal på vej?

Danskernes ideal om den gode bolig er formet i takt med velfærdssamfundets udvikling de seneste 100 år. Det fortæller Mette Mechlenborg, der er seniorforsker med speciale i boligkultur på Aalborg Universitet.  

I velfærdssamfundet har der været et stort fokus på, hvordan vi kunne skabe gode, sunde boliger til borgerne, og det har især handlet om at skabe plads nok, fordi vi har boet for tæt før i tiden.

”Med de bedste intentioner har det sat fut under en tendens til, at vi bor større og større og større,” forklarer seniorforskeren.

Et af problemerne, som forskningen har vist, er, at jo flere kvadratmeter du har, jo mere vil du også forbruge. Det gælder både møbler, ting og sager, biler og elektroniske apparater, der er med til at hæve boligens energiforbrug og det samlede klimaaftryk.

Så boligidealet skal ændres, hvis vi ønsker et bæredygtigt samfund, men det kan være svært så længe, der er prestige i at have et stort, lækkert hjem. Ifølge Mette Mechlenborg kan den slags idealer kun ændres indefra, og derfor er hun meget optaget af at undersøge, hvilke kvaliteter, der kan komme af at nedskalere sit boligareal.

Her peger hun på, at en mindre bolig kan give større økonomisk frihed, færre forpligtelser i boligen og nemmere adgang til fællesskab og samvær med andre.  

”I dag er der mange, der ønsker en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. En af de ting, der kan løse den gordiske knude om at få folk til at bo på mindre plads, er at vise, at hvis vi bor flere sammen, bor mindre, har en lavere boligafgift eller et mindre lån – at det giver noget af den fleksibilitet, som mange efterlyser.”

Hun understreger, at vi danskere er opdraget til, at boligen er vigtig for vores livsdrøm, og derfor bruger mange af os maksimalt af vores indtægt på boligen.

Men nye tendenser, hvor tiny houses er en af de mest fremtrædende, peger på, at udviklingen kan gå i andre retninger, hvis vi begynder at vægte andre værdier som eksempelvis økonomisk frihed højere.  

Drømmehuset er et ”grimt” rækkehus

Så modtendensen til de voksende parcelhuse er nye former for mikroboliger, hvor man klemmer hele boligen ind på ét beboelsesrum.

”Det er et udtryk for et opgør med ideen om, at lykken er at eje et hus med have, som man kan pleje i 30 år. I stedet ligger friheden her i ikke at eje ting, for så er du fri til at gøre hvad du vil,” fortæller Mette Mechlenborg om de nye bevægelser.

Vi kommer nok aldrig til at bo i tiny houses alle sammen, men mindre – eller større skulle man måske sige – kan også gøre det. Som de 110 kvadratmeter, som Jane Ibsen Piper og hendes familie bor på.

Jane Ibsen Piper beskriver selv familiens bolig som ”et klassisk kassehus”, som mange synes er lidt grimt. ”Og ja, det er det helt ærligt, men man kan ikke få det hele,” siger hun med et smil.

Grunden til at det netop var rækkehuset, der viste sig at opfylde familiens behov bedst var, at det passede til deres ønske om et familieliv, hvor der var frihed, overskud og god tid til at være sammen.

”Vi valgte huset, fordi det var vedligeholdelsesfrit, og fordi vi ikke ønskede at sidde for hårdt i det økonomisk. Så det handlede om at spare tid og penge. Vi kan godt lide at vandre, cykle, tage i svømmehallen eller ud til stranden. Vi vil gerne ud at bevæge os sammen i stedet for at bruge tiden på at holde hus. Ved at købe et billigere hus vil vi også kunne sidde her én person i fremtiden, hvis det skulle blive nødvendigt,” forklarer Jane Ibsen Piper.

Siden de købte huset har Jane også skiftet job til en anden branche, hvor lønniveauet er lavere, så på den måde har valget af bolig gjort det muligt for hende at føre sine karrieredrømme ud i livet.

Færre ting er et plus

Det som Jane og hendes familie har måtte undvære med deres rækkehus, er ifølge dem selv en garage, en køkkenhave og ekstra opbevaringsplads.

Garage og køkkenhave ville de gerne have haft, men de var også klar over, at de måtte gå på kompromis, for at få budgettet til at passe. Og med et par plantekasser og et lille drivhus i haven, klarer de sig fint.

Hvad angår den sparsomme opbevaringsplads, ser de det som en gave, at de ikke skal gå og gemme på en masse ting.

”Loft- og kælderrum er bare der, man sætter ting, man ikke har taget stilling til,” understreger Jane Ibsen Piper, der har gjort det til et livsprojekt at rydde op og leve minimalistisk.

Da familien flyttede fra deres tidligere lejlighed til rækkehuset, tog de ikke noget med fra deres to kælder- og loftsrum andet end ekstratøj til børnene.

”Der blev det tydeligt for mig, at det er fjollet, at vi har passet på alle de ting, når vi ikke skulle bruge dem.”

Et værelse mere?

For Mette Mechlenborg er der ingen tvivl om, at vi i fremtiden skal se på, hvor mange kvadratmeter, vi forbruger. Det er en stor, strukturel udfordring, hvor man kan gøre meget ude i kommunerne og gennem lovgivning.

For den enkelte boligkøber mener hun, at det ville være en hjælp, hvis man kunne se et CO2-regnskab for boligen, på samme måde som de energimærker, der i dag er blevet standard og har gjort en stor forskel i bevidstheden om boligens energiforbrug.

Hun håber, at boligens CO2-aftryk i fremtiden vil indgå som et parameter på linje med beliggenhed og pris. Og at vi kan vende tankegangen lidt på hovedet, når vi er på boligjagt:

”I stedet for at starte med at se på, hvor stort vi kan få det, skal vi starte med at se på, hvad vi egentlig har brug for? Det vil altid være dejligt med et værelse mere. Men måske er der også nogle fordele ved ikke at have det ekstra værelse, fordi det sætter mig fri til eksempelvis ikke at have et fuldtidsarbejde?”

Spørgsmålet er åbent, for i sidste ende er det selvfølgelig op til den enkelte at afgøre, hvad der er vigtigst.

Men for Jane Ibsen Piper har de 110 kvadratmeter i hvert fald været lige tilpas og givet familien det hverdagsliv, som de drømte om.