Merkur Andelskasses website bruger helt almindelige cookies til at måle trafik og gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Du kan læse mere om brugen af cookies og vilkår for brug af hjemmesiden her

Debat

Al magt til fremtiden

Emil Månsson er medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse og ph.d.-studerende i filosofi. Han spørger, hvem der taler fremtidens og de kommende generationers sag?

Klimastrejke i København. Foto: Joris V. Hougaard
Af Emil Månsson

 

“Vi skal have omtanke for fremtiden,” sagde dronning Margrethe i sin seneste nytårstale. Men hvordan udviser et samfund omtanke?

Det havde den konservative politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797) et godt indledende bud på, da han i 1790 skrev, at et samfund bør betragtes som “et partnerskab ikke kun mellem de levende, men mellem de levende, de døde og de endnu ufødte”.

Problemet er bare, at Burkes ideal synes systematisk undermineret siden dengang. For hvem repræsenterer børnene, ungdommen og de endnu ufødte i det repræsentative demokrati? Kort sagt, hvem taler fremtidens sag i dag?

Det er en udbredt anklage i den politisk-filosofiske litteratur, at det moderne demokrati lider af kronisk kortsigtethed. Det har for så vidt altid været demokratiets akilleshæl: her får vi, hvad vi bestiller (nu og her), ikke hvad vi behøver (på sigt og sammen).

Men hvor vores egen short-term bias længe er blevet set som et problem i forhold til det, der på fagsprog kaldes intragenerationel retfærdighed – dvs. når konsekvenserne af vores adfærd rammer andre nulevende mennesker, f.eks. i andre lande eller andre sociale klasser – så sætter klima- og biodiversitetskrisen samtidig spot på en anden dimension: problemet vedrørende intergenerationel retfærdighed – dvs. når konsekvenserne rejser i tid, på tværs af generationsskel, og rammer mennesker i fremtiden.

Man kan naturligvis sætte spørgsmålstegn ved vores altruistiske indsats og vores reelle politik på området, men ingen kan benægte, at det intragenerationelle ansvar i dag er blevet en del af det officielle klimaarbejde – ikke mindst i FN-regi og i form af klimabistand.

Men imens halter den intergenerationelle retfærdighed efter, og det kan undre, al den stund at idéen om at hjælpe vores efterkommere velsagtens burde være en bred, politisk vindersag?

Spørgsmålet er så bare, om vi simpelthen er for egoistiske til at give fra os i dag, for at andre kan trives i fremtiden? Eller måske ved vi bare ikke, hvordan vi skal komme problemet i møde?

Omsorg for fremtiden

Hvis vi med alt, hvad mennesket er i det 21. århundrede, inklusive vores egen teknologiske formåen, skal lære at leve i harmoni med naturen – og det er den egentlige øvelse her, snarere end at få klimaet under kontrol – så kræver det ikke bare en grøn omstilling af diverse sektorer, men en helt anden indstilling til måden, vi lever sammen på.

Og så må vi også være parate til anderledes radikale reformer, og ikke kun af vores økonomi, men af vores politiske indretning.

Jeg har tidligere foreslået (i Eftertryk Magasin 15.08.18), at idéen om omsorg for fremtiden kan fungere som en slags akse for den rette omstilling til den rette indstilling.

Begrebet har jeg fra den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas (1903-1993) og hans udkast til en “etik for den teknologiske civilisation”, som det hedder i undertitlen til Ansvarets princip fra 1979.

Jeg kan ikke gå i dybden med mellemregningerne her, men det korte af det lange er, at omsorg for fremtiden i mere praktiske termer kan oversættes til omsorg og ansvar for alt det, vi deler med fremtidens borgere: vand, luft, skov, natur, øko- og klimasystemer, men også sådan noget som fælles kulturarv.

Kort sagt alt det, man på engelsk kalder commons, og som bedst oversættes til fælleder eller alminding (en slags allemandseje, men med fokus på fælles ansvarsfølelse frem for ejerskabsfornemmelser).

Så langt, så godt. Det næste skridt på vejen mod intergenerationel retfærdighed bliver nu at se på, hvordan dette klode-, klima- og fremtidshensyn omsættes til politisk handling, eller rettere, til parlamentarisk forandring. Kort sagt, hvordan tager vi bedst vare på i morgen i dag?

Her kan vi i første omgang se på, hvad andre lande har gjort. Hvorfor ikke lære af Norges paragraf 112 om langsigtet beskyttelse af naturens ressourcer tilbage fra 1992? Eller af Finlands Komité for Fremtiden fra 1993? Eller af Wales’ omfattende Well-being of Future Generations Act fra 2015?

Eller vi kan kaste blikket over Atlanten, til Ecuador og Bolivia, hvor man siden 2008 og 2010 har anerkendt selve Moder Jords egne, særskilte rettigheder, og således i dag kommer tættest på at møde idealet om udstrakt solidaritet med og omsorg for naturen og kloden.

Mulighederne er mange, men pointen er simpel: hvis vi ellers vil, så kan også Danmark relativt nemt komme i gang med at forandre og fremtidssikre selve vores demokrati. Det kræver i første omgang kun, at vi adopterer og helst videreudvikler på andre landes eksisterende gode eksempler. Så hvad venter vi på?

Institutioner for fremtiden

Det springende punkt for enhver samtale om intergenerationel retfærdighed er for mig at se dette: Er vi parate til at opgive dele af vores øjeblikkelige suverænitet til fordel for fremtiden, og hvis ja: Hvordan designer vi så institutioner – i første omgang politiske, men ikke kun – som fremmer fremtidige borgeres særskilte interesser?

Med andre ord, hvordan fremtidsorienterer vi vores nu-fikserede demokrati?

Det er selvfølgelig ikke helt lige til. For det første kan man spørge: Hvis det politiske system er så blindt for det lange perspektiv, som jeg og andre påstår, hvad vil en sølle lovændring så rykke ved det store billede? Ja, vi vil sandsynligvis se en række klimaretssager imod danske regeringer og/eller den danske stat, ligesom i udlandet.

Men vi vil sandsynligvis også se et politisk system, som relativt let ryster retssagerne af sig igen – som vi også har set i udlandet. Og desuden: en løsning, hvor det til syvende og sidst er civilsamfundets rolle at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest ved hjælp af klimaretssager, holder ikke i længden.

Problemet består med andre ord, så længe den langsigtede og progressive lov blot fødes ind i et i øvrigt kortsigtet og fastlåst system. Derfor må den fremtidsfokuserede lovgivning (a la Norges §112) samtidig følges op af en reformation af den politiske hardware (a la Finlands Komité for Fremtiden, men med reel beslutningsmagt).

For først når den parlamentariske proces af sig selv tager vare på vores fælles fremtid, til alle tider, har vi håb om reel forandring. Og så skal vi også lige have resten af verdens lande med på vognen – men jeg sagde jo også kun, at det var nemt at komme i gang, ikke i mål.

Herhjemme har forfatterne til bogen Tæm eliten fra 2017 foreslået oprettelsen af et såkaldt Borgerting på 300 tilfældigt udvalgte borgere, som sammen med Folketinget skulle udgøre den lovgivende magt.

Og det er den tanke, jeg i revideret form vil slutte af med her, nemlig med idéen om et Fremtidsting – dvs. et politisk organ a la Borgertinget, men med særligt mandat til at bremse og måske ligefrem gennemtrumfe lovgivning, som henholdsvis truer eller fremmer fremtidige generationers særlige behov og interesser.

Hvordan et sådan Fremtidsting mere præcist kan skrues sammen, er et åbent spørgsmål. Men én ting er sikkert: vi kan gøre meget – og også meget mere, end vi gør i dag – for at hjælpe både vores egne efterkommere og Jordens øvrige fremtidige generationer.

Spørgsmålet er bare, hvor langt vi er villige til at se. Og ikke mindst, hvor langt vi er villige til at gå for andre end os selv.

 

Artiklen har været bragt i Pengevirke nr. 1 2019 og er tidligere bragt af onlinemediet Zetland i en længere version.