Af jorden skal landbruget igen opstå

Af Sofie Mohanty Hviid

For de fleste af os er jord egentlig bare jord. Noget, vi går på, noget vi graver vores hækplanter ned i, eller noget vi køber hjem fra plantecentret i plastiksække. Vi kan se, når jorden mangler vand, og vi ved, at det, vi spiser, ofte har været i jorden.

Men jorden er også hjem for mere end en fjerdedel af hele klodens biodiversitet. Den er fyldt med liv, som ikke har haft de bedste vilkår efter mange år med pløjning og sprøjtemidler.

FN har advaret mod, at hvis vi fortsætter med at behandle jorden, som vi gør i dag, så vil 90 procent af al jord på kloden være svært udpint i 2050. Samtidig skal vi mætte flere mennesker på færre arealer, og nedbringe landbrugets høje klimaaftryk.

Vi står med andre ord med en udfordring, der akut kalder på nye ideer.

Økologiske kriser

Regenerativt landbrug bliver af nogle kaldt den revolution, som landbruget har brug for. En rapport fra Boston Consulting Group viste eksempelvis i februar 2024, at landbruget kan spare 4 megaton CO2 om året fra 2035-2040 ved at implementere regenerative metoder, samtidig med at landmændene, ved omlægning til regenerativt landbrug, kan øge fortjenesten for en konventionelt drevet gennemsnitsmark med 40 procent.

Mængden af jord, der dyrkes regenerativt i Danmark, er dog stadig lille, selvom bevægelsen har fået medvind de senere år. Blandt de regenerative bønder er der både unge idealister, der går ind i faget, fordi de vil forandre måden, vi driver vores landbrug på, men også erfarne landmænd, der har arbejdet med landbrug i mange år, før de blev optaget af det regenerative.

Det fortæller Sofie Isager Ahl, som de sidste ti år har studeret alternative landbrugspraksisser i Danmark, Norge og Frankrig. Hun er antropolog, og har skrevet flere bøger og en ph.d. om regenerativt landbrug.

Hun ser hos mange et stort ønske om at bryde med normerne:

“På mit feltarbejde på den økologiske landbrugsskole i Norge talte jeg med mange af de unge om, hvad der drev dem ind i det her arbejde, og det handlede ofte om at have et meningsfyldt arbejdsliv og komme væk fra at sidde indenfor på et kontor bag en computer. Eller at vågne op til de økologiske kriser vi står overfor og have et ønske om at gøre en forskel.”

På arbejde under den åbne himmel

Nanna Lundgren Thomsen er en af dem, der har kastet sig hovedkulds ud i det regenerative landbrug sammen med sin mand Christoffer Lundgren Thomsen. En karriere, hun slet ikke havde forudset, da hun startede på universitetet for at læse international udvikling. Men efter at have skrevet projekt om landbrug og fødevaresikkerhed i Columbia, gik det op for hende, hvor vigtig en rolle landbruget spiller for et lands sikkerhed. Hun skiftede de akademiske bøger ud med gummistøvlerne og søgte ind på Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Nanna og Cristoffer driver i dag fire hektar jord ved den lille nordsjællandske by Melby. De har to praktikanter til at hjælpe sig, som er i praktik gennem Den Regenerative Jordbrugsskole.

Gården, der egentlig ikke er en gård, men blot et stykke land, er ejet af foreningen Andelsgaarde. Nanna og Christoffer forpagter jorden, men ejer ingenting. Andelsgaarde er drevet som en andelsforening, hvor medlemmerne betaler for, at landmænd kan drive regenerative landbrug.

Markerne på Lerbjerggaard, som deres gård hedder, ligner ikke de marker, vi normalt forbinder med dansk landbrug. Mest af alt ligner det en stor urtehave med bede, hvor forskellige planter som hvidløg og grønkål står side om side. De er inspireret af den såkaldte ‘market garden’, der grundlæggende betyder, at man har en urtehave, der er stor nok til at drive forretning med.

Jordens liv

Nu er det den tid på året, hvor ukrudt vælter op af jorden. Men hos Nanna og Christoffer er der ingen plov til lige at gøre jorden klar. De har ingen maskiner, men forskellige redskaber, der så blidt som muligt kan gøre jorden klar til nye afgrøder.

Et af de redskaber er en slags greb, som de stikker ned i jorden og lige løsner jorden forsigtigt med for at gøre klar til frø. Ukrudt bliver luget med håndkraft for ikke at forstyrre mikrolivet i jorden.

Pløjning af jorden er en udbredt praksis i konventionelt landbrug, hvor landmænd bruger plove til at vende og løsne jorden før såning. Pløjning bliver betragtet som nødvendig for at fjerne ukrudt, øge luftcirkulationen i jorden og forbedre dræningen.

Men forskning og erfaringer fra blandt andet regenerativt landbrug viser, at pløjning af jorden forstyrrer jordens naturlige struktur og mikrobielle samfund. Man skal forestille sig et helt samfund af veje og levesteder under jorden, som bliver ødelagt, når man pløjer eller graver i jorden.

Organisationer som FN peger også på, at pløjefrit landbrug kan øge lagringen af kulstof i jorden, der er en klimaløsning med store potentialer.

Hvis man skal forstå den regenerative praksis, handler det først og fremmest om at komme ned i jorden til svampe, bakterier og regnorme og se på, hvad de har brug for til at gøre deres arbejde bedst muligt.

De små organismer har brug for at blive fodret hele tiden. Nogle af dem spiser sukkerrester fra fotosyntese, andre nedbryder organisk materiale. Efterlader man halm på marken, er det de små organismer, der nedbryder det. Men efterlader man marken uden planter, er der intet, som mikrolivet kan leve af.

Når der tilføres kunstgødning, der er sammensat af en række kemiske forbindelser designet til at forsyne planter med næringsstoffer, får mikrolivet heller ikke det organiske materiale, det har brug for. Så uanset hvor meget gødning, markerne får, hjælper det ikke mikrolivet.

Jorden mister, ifølge de regenerative landmænd, på sigt sin evne til både at forsyne planterne tilstrækkeligt med næringsstoffer, men også evnen til at opbygge humus (det som er tilbage, når bakterier, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde dyre- og planterester) bliver svækket. Og dermed nedsættes også evnen til at lagre CO2 i jorden.

Naturvin på nye flasker?

I landbrugskredse kan man både finde begejstring og kritik af ideen om regenerativt landbrug. Der er endnu ikke nogen udbredt certificering, der kan sikre, at produkter fra det regenerative landbrug lever op til bestemte krav, og det skaber en frygt for, at man kan markedsføre sig som regenerativ, uden at forbrugerne ved, hvad det helt præcist dækker over.

Det regenerative landbrug er altså ikke fast defineret, og det bliver også ofte blandet sammen med den praksis, der bliver kaldt 'conservation agriculture' – da dette også er en praksis, der sigter mod jordforbedring ved eksempelvis at undlade at pløje. Men her er der den forskel, at man i 'conservation agriculture' gerne må bruge sprøjtemidler.

Hvad er så forskellen på økologisk og regenerativt landbrug? Spørger man antropologen Sofie Isager Ahl er de økologiske og regenerative bønder ikke nødvendigvis enige om alting. Særligt den pløjefri praksis kan være en afgørende forskel, fordi der ikke stilles krav om det i økologien – selvom der også findes økologer, der vælger at dyrke pløjefrit.

Derudover har de regenerative landbrug et særligt stort fokus på levende efterafgrøder hele året rundt.

Mange af de økologiske landmænd følger flere af de regenerative praksisser, men det er op til den enkeltes tolkning af de økologiske regler, forklarer Sofie Isager Ahl:

“Jeg betragter det regenerative som en forlængelse af økologien, en form for økologi 2.0, men det er ikke det samme. Men der er mange, der forsøger at 'løbe' med begrebet i disse år, så det er virkelig vigtigt at være opmærksom, når det bliver brugt. På internationalt plan taler flere om ‘regenerativt økologisk landbrug’ for at undgå forvirringen og for at understrege, at regenerativt landbrug netop både er pløjefrit og orienteret efter jordsundhed, men uden sprøjtegift. Måske er det vejen frem.”

Den stærke storebror

Nanna er selv medlem af Økologisk Landsforening og ser økologien som den stærke storebror, der kan være med til at styrke det regenerative. Men hun går ikke og presser på for, at der skal komme en regenerativ certificering i morgen.

“Jeg tror, at hvis man er for hurtig med at komme ud med en certificering, så fastlåser vi også processen og udviklingen. Jeg synes ikke, at det med at være regenerativ er et endemål. Det er hele tiden en proces, der handler om, hvordan vi kan blive ved med at forbedre jordens frugtbarhed. Så det der med at sige, at nu er du regenerativ, tror jeg ikke findes.“

Nanna og Christoffer finder hele tiden på nye ting, de kan gøre på deres fire hektar. De tager jordprøver, kigger efter liv i mikroskop og afprøver nye organiske blandinger, som kan styrke livet i jorden.

De er et godt makkerpar, synes Nanna. Christoffer er nørden, der går og lytter til podcasts om nye metoder til at stimulere jorden, og Nanna er hende, der bare gør alt muligt og eksperimenterer på egen hånd.

De har mødt masser af udfordringer, som de dræbersnegle, der æder gulerødderne – men Nanna er godt tilfreds med, at hun valgte det traditionelle akademikerliv fra og søgte ind på landbrugsskolen:

“Man bliver ikke økonomisk rig, men jeg synes virkelig, det er fedt at gå på arbejde til lærkesang, med min labrador og min mand ved siden af mig, og kunne give min datter sunde grøntsager. Vi er ret fleksible med vores arbejde, og jeg synes, det er en ret stor gave at kunne indrette sit arbejde efter det, man synes er allervigtigst.”

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2024.