Virksomheder og foreninger får personlig og nærværende rådgivning hos Merkur Hverdag

Hos Merkur Hverdag – Erhverv & Foreninger betjener vi alle vores foreningskunder og erhvervskunder med mindre lånebehov. Selvom lånebehovet ikke er stort, betyder det ikke, at behovet for god rådgivning og forståelse for virksomhedens struktur er mindre vigtigt. Derfor har vi et dedikeret team af rådgivere, der hver dag arbejder med at levere den bedste bankrådgivning og service til netop forenings- og erhvervskunderne.

26 september 2024

Fakta om Merkur Hverdag – Erhverv og Foreninger

  • Servicerer Merkurs forenings- og erhvervskunder med mindre lånebehov
  • Kunderne serviceres af et team på fem rådgivere bestående af Lisa, Anette, Helle, Melissa, Morten samt vores dygtige studentermedhjælper Andreas.
  • Vi sidder klar ved telefonerne alle hverdag mellem 10-16
  • Book et onlinemøde ved at skrive eller ringe til os

Et lille dedikeret team

Når din virksomhed eller forening er kunde i Merkur Hverdag, bliver du betjent af et team på seks specialiserede medarbejdere. Det betyder, at du som kunde ikke er afhængig af, om den rådgiver, du søger, er til stede.

Lisa Nyeboe Bertelsen er gruppeleder for teamet. Hun og hendes kolleger holder meget af netop forenings- og erhvervskunderne, for selvom de er forskellige, gør de alle sammen noget godt for samfundet.

"Det er jo ikke bare en almindelig erhvervskunde, vi har i røret. Hver og en er noget særligt, om det så er en skole, en fond eller noget helt tredje. Det er rigtig spændende og gør, at kunderne ikke bare bliver et nummer i rækken."

Lisa fortæller, at meget rådgivning foregår pr. telefon eller via beskeder i netbanken. Har du som kunde behov for et møde, tilbyder teamet onlinemøder og kan også holde møder i Merkurs afdeling i Aalborg, hvis din virksomhed eller forening holder til i nærheden. Som Lisa siger:

”Vi er her, når kunderne har brug for os. Så er formen mindre vigtig, og vi finder altid en løsning.”

Anette er en af de rådgivere, der servicerer forenings- og erhvervskunderne i Merkur Hverdag.

Hurtig og effektiv betjening

I hele Merkur sætter vi en ære i at betjene vores kunder hurtigst muligt, men er du kunde i Hverdag – Erhverv & Foreninger, er der alligevel visse fordele, hvis du spørger Lisa Nyeboe Bertelsen:

"I min optik får kunderne det bedste fra begge verdener. Vi er jo ikke et eller andet upersonligt callcenter men derimod et lille dedikeret team, som sidder samlet – så på en måde har erhvervs- og foreningskunderne i Hverdag bare fået fem personlige rådgivere i stedet for én."

Lisa Nyeboe Bertelsen, Gruppeleder

Lisa pointerer samtidig, at alle i teamet er uddannede og dygtige rådgivere, så du kan som kunde også være tryg ved, at du modtager en ikke bare effektiv men også kompetent rådgivning og service.

Tillid og værdifællesskab

Ambitionen er at levere en nærværende og personlig service hver gang. Det kan teamet, fordi de ikke er så mange. Og så er der en ekstra dimension i Merkur, mener Lisa, som tidligere har arbejdet i flere forskellige pengeinstitutter:

"I Merkur kan du som kunde ikke blot have tillid til, at den enkelte rådgiver vil dig det godt. Nej tilliden er til hele Merkur, fordi vi har et værdifællesskab med vores kunder. Derfor har vi som rådgivere lyst til at gøre os ekstra umage og værne om den tillid, som vores kunder viser os."

Kontakt Merkur Hverdag

Du kan kontakte Merkur Hverdag – Erhverv og Foreninger alle hverdage mellem kl. 10-16. Du kan ringe, maile eller skrive til os i netbanken.


Relaterede artikler