Kundehistorie

Sammen om at dyrke fremtidens landbrug

De to studieveninder Emilie Berning og Ingeborg Pauls har sammen grundlagt mikromølleriet Vild Hvede, som har fokus på bæredygtig fødevareproduktion. Med Merkur Andelskasse som økonomisk partner har de etableret et samarbejde, der styrker værdibaserede initiativer i landbruget.

13 maj 2025

Da Emilie Berning og Ingeborg Pauls mødtes under deres studier på Københavns Universitet, delte de en fælles drøm om at skabe forandring i landbruget. Deres passion for landbrug og bæredygtighed blev startskuddet til en vision, der i dag hedder Vild Hvede. De to stiftere, Emilie og Ingeborg, arbejder for at fremme jordens sundhed, biodiversitet og bæredygtige fødevaresystemer.

Med udgangspunkt i regenerativt landbrug og gamle kornsorter stiftede de i 2021 et mikromølleri i Veflinge på Nordfyn med egen kornproduktion, som de driver sammen med landmanden Bjarne Schaldemose.

”Vi så et behov for at gentænke måden, vi driver landbrug på. Det handlede om at genoprette balancen i jorden, skabe en værdikæde, hvor ansvar og omsorg for vores ressourcer er i fokus, og sikre, at landmænd bliver belønnet for deres indsats for at passe på jorden,” fortæller Emilie Berning.

Forrige år udvidede makkerparret forretningen og indgik et partnerskab med kokken Steffen Povelsen, der åbnede sit eget bageri på samme gård som mølleriet. Steffen Povelsen, der har en baggrund inden for kantine og catering, har altid dyrket sin passion for surdej og godt bagværk.

Et værdifællesskab med Merkur

Da Merkur Andelskasse kontaktede Vild Hvede tilbage i 2021 for at tilbyde deres løsninger, fandt begge parter hurtigt et værdimæssigt fællesskab. Som et værdibaseret pengeinstitut har Merkur Andelskasse et særligt fokus på at støtte virksomheder, der arbejder for sociale og miljømæssige mål – en tilgang, der passede perfekt til Vild Hvedes mission om at fremme regenerativt landbrug og bæredygtig fødevareproduktion.

Emilie Berning forklarer:

Merkur skilte sig ud, fordi de mødte os med en personlig tilgang og en oprigtig interesse i vores projekt. Det føltes som et samarbejde, hvor de virkelig forstod vores værdier og vision.

Emilie Berning, medstifter af Vild Hvede

Samarbejdet mellem Vild Hvede og Merkur er ikke kun baseret på økonomiske løsninger, men også på en dyb forståelse og interesse for virksomhedens arbejde og potentiale. Merkur har blandt andet besøgt mølleriet for at få et førstehåndsindtryk af produktionen og de værdier, der ligger til grund for Vild Hvede.

”Det betyder meget for os, at Merkur har taget sig tid til at komme ud og besøge os. Det viser, at de ikke kun ser os som kunder, men som en del af et værdifællesskab. Det er tydeligt, at Merkur har ambitioner på deres kunders vegne og blandt andet har foreslået os samarbejdspartnere blandt deres andre kunder. Det viser en oprigtig interesse for vores udvikling,” fortæller Emilie.

For Merkurs erhvervsrådgiver Jesper Elmose er samarbejdet med Vild Hvede et godt eksempel på, hvordan værdibaserede virksomheder kan skabe reel forandring.

"Vi støtter virksomheder som Vild Hvede, fordi de afspejler de værdier, vi selv tror på: social og miljømæssig bæredygtighed. Deres arbejde er et stærkt eksempel på, hvordan innovation og omtanke kan føre til en mere bæredygtig fødevareproduktion. For os er det vigtigt at samarbejde med aktører, der bidrager til en bedre verden – både for samfundet og for miljøet," siger Jesper Elmose.

Om Vild Hvede

Vild Hvede er et mikromølleri drevet af Ingeborg Pauls, Emilie Berning og Bjarne Schaldemose. Virksomheden arbejder med regenerativt landbrug og gamle kornsorter for at fremme jordens sundhed og biodiversitet. Kornet dyrkes med minimal jordbearbejdning og holistisk afgræsning og forarbejdes nænsomt på stenkværn for at bevare næringsstoffer og smag. Vild Hvede stræber efter at skabe fødevarer i harmoni med naturen og et bæredygtigt kredsløb.

Læs mere om Vild Hvede her. 

Fleksible løsninger og tryghed

En tæt dialog med bankens rådgivere har givet Vild Hvede en følelse af tryghed og muligheder. Gennem Merkur er de blandt andet blevet tilbudt et lån med EU-garanti og særligt gunstige vilkår, som dækker op til 70 pct. af investeringen – en løsning, som Vild Hvede endnu ikke har haft behov for, men som giver en vigtig sikkerhed.

"Vi ønsker som udgangspunkt at være gældfri, men det er en stor tryghed at vide, at vi har adgang til likviditet, hvis vi skulle få brug for det. Og så er et EU-garanteret lån særligt fordelagtigt, fordi det reducerer den økonomiske risiko væsentligt for begge parter. Merkur har forstået, at vi har en lidt anderledes tilgang til forretningsdrift, og de har været dygtige til at tilpasse deres tilbud til vores behov – og det kan være, at vi i fremtiden takker ja til tilbuddet," forklarer Emilie.

Inspiration til andre virksomheder

‘Forandring’ er et nøgleord i Vild Hvedes arbejde, hvor hele virksomheden bygger på et stærkt ønske, en tro og en lyst til at skabe positive ændringer. Emilie Berning håber, at Vild Hvedes rejse kan inspirere andre til at tænke nyt og tage ansvar – ikke kun i landbruget, men i alle brancher. Hun forklarer: 

Vi vil gerne vise, at det kan lade sig gøre at drive en virksomhed baseret på ansvarlige principper. Det kræver mod og en stærk værdibase, men belønningen er stor. Samtidig ønsker vi at motivere vores kunder og samarbejdspartnere til at træffe bevidste valg og se værdien i bæredygtige løsninger.

Emilie Berning, medstifter af Vild Hvede

Emilie Berning deler også afslutningsvis sit bedste råd til nyopstartede virksomheder:

"Sørg for at have en god revisor, og vær ikke bange for at bede om hjælp. Det gælder også din finansielle rådgiver. At afdække dine muligheder tidligt i processen kan være afgørende for din succes."


Relaterede artikler