Vil du investere bæredygtigt?
Besøg vores investeringsunivers og se, hvad vi kan tilbyde dig som bæredygtig investor.
Investering
Mange har tidligere været enige i, at investeringer i våben hverken er etiske eller ansvarlige. Men i lyset af udviklingen i krigen i Ukraine og krigen i Mellemøsten er debatten om investering i våben taget til. For vi skal da kunne forsvare vores lande og samfund – det gør vel investering i våben til et ansvarligt valg? Det mener vi ikke i Merkur. Læs her hvorfor.
Denne artikel blev udgivet første gang i 2022, men den er desværre ikke blevet mindre relevant. Vi har derfor opdateret den i marts 2024
Med henvisning til sikkerhed og forsvar har våbenindustrien angiveligt længe lobbyet for, at EU klassificerer investeringer i våben som bæredygtige under sin sociale taksonomi. Den sociale taksonomi er en form for regelsæt, der definerer, hvad der kan kategoriseres som bæredygtigt, når det gælder menneskers leve- og arbejdsvilkår. EU har nu godkendt, at forsvarsindustrien skal have mulighed for lettere at kunne hente finansiering fra såvel private som offentlige kilder. I Danmark har flere pensionskasser for nyligt meddelt, at de også ser positivt på investering i våben.
I Merkur forstå vi godt baggrunden for disse beslutninger – det er jo helt naturligt, når krig kommer tæt på. Men vi er ikke enige.
Merkur mener stadig ikke, at våben kan betegnes som en bæredygtig investering, og vi mener, at det må være en offentlig opgave at sørge for forsvaret. Det er en holdning, vi deler med vores mangeårige samarbejdspartner Triodos Investment Management.
Vi mener simpelthen ikke, at det skal være muligt at skabe stor profit på at producere våben. Men der er mange andre årsager til, at Merkur har fravalgt våben. F.eks. er det meget svært at sikre sig, at våben ikke falder i de forkerte hænder.
Triodos’ mission er at være med til at skabe et samfund, der fremmer menneskers livskvalitet, og som har menneskelig værdighed i centrum. Det minder om Merkurs ambition, hvor vi bl.a. skriver: Merkur ønsker at bidrage til en verden med værdighed, respekt og omsorg for hvert enkelt menneske. Finansiering af våben er grundlæggende i modstrid med det, både Merkur og Triodos arbejder for: Brugen af våben – når som helst og hvor som helst – underminerer fundamentalt menneskets fysiske og psykologiske integritet og nærer en konflikt- og voldskultur.
Både Triodos og Merkur har altid afstået fra og vil fortsat afstå fra at finansiere våben gennem vores bank- og investeringsaktiviteter; uanset om der er tale om kontroversielle eller såkaldte konventionelle våben. Der, hvor temaet især bliver relevant, er investeringer i børsnoterede aktier og obligationer – et område hvor Merkurs primære samarbejdspartner er netop Triodos. Triodos ekskluderer luft- og forsvarsindustrien fuldstændigt og screener omhyggeligt virksomheder i højrisikosektorer for direkte og indirekte involvering. Triodos har nultolerance overfor virksomheder, der er involveret i produktion af, distribution af eller tjenesteydelser relateret til våben.
Kurserne på våbenaktier røg i vejret efter adskillige europæiske landes udmeldinger om, at de vil øge deres forsvarsudgifter, og flere finansielle institutioner har efterfølgende tilkendegivet, at de er villige til at genoverveje og øge deres engagement i våbensektoren.
Krigene i Ukraine og Mellemøsten har sat sikkerhedsspørgsmålet i højsæde i den europæiske debat, men finansiering af våbenfremstilling og våbenhandel betyder også finansiering af krigsførelse - ikke kun i dag, men i fremtiden. Banker, der begynder at finansiere produktion af og handel med våben i dag, vil fortsætte med at gøre det, når de igangværende konflikter er forbi. Det betyder en normalisering af den type investering, hvilket i sidste ende kan ende med at aflede både opmærksomhed og ressourcer fra konfliktforebyggelse og genopbygning. Allervigtigst er det dog, at kapitalen ledes væk fra andre reelle økonomiske aktiviteter, der virkelig kan bidrage til samfundsmæssige fremskridt.
Finansiering af våbenindustrien handler langt fra om at investere i sikkerhed og forsvar. Handel med våben mangler strukturel gennemsigtighed, er dårligt overvåget og meget følsom overfor korruption. Regeringer leverer sjældent omfattende lister over de lande, der er udelukket fra deres handelsaktiviteter, og når de udtrykkeligt forbyder salg af våben til konfliktområder, undermineres disse kriterier ofte af mangel på gennemsigtighed. Selv når våben og militært udstyr sælges og handles til forsvars- og sikkerhedsformål, er det umuligt på forhånd at fastslå, hvordan, hvor og af hvem våbnene vil blive brugt, da selv forældede våben kan finde vej til ”genbrugsmarkeder”. I sidste ende har banker og kapitalforvaltere, der kanaliserer penge til våbenproducenter, ingen eller begrænset formel kontrol over, hvem våbnene sælges til.
I dag er produktion, salg og brug af våben i sig selv uholdbart. Våbenkapløbet kombineret med (eksponentielle) teknologier sætter samfundet i en position, hvor væbnede konflikter ikke kan vindes uden massive dødstal.
Det er både Merkurs og Triodos’ holdning, at når man udelukkende ser på fakta, er der ikke plads til, at våben og våbenrelaterede produkter kan anses for bæredygtige under EU's taksonomi.
Den erklærede hensigt med EU-taksonomien er at etablere et fælles sprog og klare definitioner for, hvad der er "bæredygtigt" ved at skabe "et fælles klassifikationssystem for bæredygtige økonomiske aktiviteter". Mens nationale regeringer af sikkerhedsmæssige årsager kan anse våben og militært udstyr for vigtigt, er det af alle de ovennævnte grunde ikke nok til at kunne kalde våbenproduktion og -handel for bæredygtigt.
I både Merkur og i Triodos har vi forpligtet os overfor vores kunder, investorer og samfundet generelt til at kanalisere penge mod aktiviteter, der skaber positive sociale og klimamæssige forandringer. Krigsførelse er er ikke en sådan aktivitet og bør aldrig anses for bæredygtig.
Merkur samarbejder også med SDG Invest, som tilbyder en investeringsportefølje af virksomheder, der alle forholder sig aktivt til FNs 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. SDG Invest har ligesom Merkur og Triodos en nultolerance overfor våben. Så investerer du via Merkur, kan du være helt sikker på en våbenfri investeringsportefølje.
Kilder: Triodos Investment Management og Hvordan Merkur giver penge værdi