Investering

Impact investering - penge der skaber positiv forandring

Sammen med Triodos Investment Management tilbyder Merkur investeringsprodukter, der er med til at sikre en sund og værdig fremtid for mennesker og planeten. Lyder det for godt til at være sandt? Vi har faktisk tallene og historierne til at bakke visionen op. Så hvis du er nysgerrig efter, hvilken forskel dine investeringer gør, skal du læse med her, hvor vi giver dig nogle af højdepunkterne fra Triodos’ Impact rapporter 2022.

Sætter fart på omstillingen til grøn energi

Investeringer i Triodos Energy Transition Europe Fund viste sig mere relevante end nogensinde før i 2022 med den energikrise, der ramte Europa som følge af krigen i Ukraine. Krigen afslørede sårbarheder i vores nuværende energisystem og tydeliggjorde behovet for at omstille til et vedvarende og pålideligt energisystem. Fonden nåede i 2022 op på 42 investeringer fordelt på ni europæiske lande.

41.103 ton CO2 sparet

Den grønne energi, som er blevet til gennem de projekter, som fonden har været med til at finansiere, har resulteret i, at der er fortrængt eller sparet 41.103 ton CO2. Det er det samme som godt 2.400 danskeres årlige CO2-udledning[i].

Grøn energi til 28.502 husstande

De projekter, som fonden har været med til at finansiere, har genereret nok vedvarende energi til at dække det årlige forbrug for 28.502 husstande.  

Investering i dansk virksomhed

I 2022 investerede Triodos Energy Transition Europe Fund i fire nye projekter. Et af disse projekter er det danske selskab WindSpace. WindSpace udvikler sol- og vindmølleprojekter i europæiske vækstmarkeder såsom Polen og Kroatien. Med investeringen fra Triodos har WindSpace fået mulighed for at udvikle og sætte nye grønne projekter i gang.

Vindmøller på mark - Windspace

Stor impact, når du investerer i en inkluderende verden

Det skaber en positiv forskel at investere i mikrofinans. Det fastslår rapporten 60 Decibels Microfinance Index Report, som er baseret på en undersøgelse af næsten 18.000 mikrofinanskunder fra 72 mikrofinansinstitutioner i 41 lande. Undersøgelsen konkluderer, at mikrofinansiering forbedrer livskvaliteten for 88% af kunderne og øger den økonomiske modstandsdygtighed i krisetider.

22,1 mio. mennesker har fået adgang til lån

Formålet med Triodos Microfinance Fund er at give lavindkomstgrupper adgang til almindelige bankydelser som f.eks. at låne penge. Fonden har investeret i mere end 100 pengeinstitutter fordelt over 44 lande. Pengeinstitutterne varierer fra meget små ngo'er til fuldt udviklede banker, der tilbyder en bred vifte af produkter. Sammenlagt har 22,1 millioner mennesker fået mulighed for at låne penge, som de kan bruge til at starte eller udvide deres forretning og skabe en indkomst. 242.000 af låntagerne har optaget lån relateret til vedvarende energi eller andre bæredygtighedstiltag.

Kvinder gør stor forskel

Kvinder er ofte dårligt stillet i udviklingslande og vækstøkonomier. At give kvinder friheden til at styre deres indkomst og støtte deres familier forbedrer ikke blot deres egen position og fremtidige muligheder, men giver også deres familier bedre vilkår. 78% af dem, der har lånt penge gennem fondens projekter, er kvinder.

En investering der fremmer sundhedsydelser

Triodos Microfinance Fund sætter et positivt aftryk på mange fronter. Et inspirerende eksempel fra impact rapporten er en ny investering, som fonden foretog i 2022. Her er nemlig ikke tale om et pengeinstitut i klassisk fortand. Garantia er en fintech-virksomhed i Mexico, der tilbyder leasing af sundhedsudstyr til læger og små private klinikker, der primært betjener folk med lav og mellemindkomst. På den måde løser virksomheden et af de mest presserende problemer i udviklingslande: adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet til en overkommelig pris.

Sundhedsudstyr fra Garantia

Aktie- og obligationsfonde giver verdensindeks baghjul

Som investeringskunde i Merkur kan du også investere i en række af Triodos’ aktie- og obligationsfonde, som alle har til formål at adressere verdens største udfordringer og på den måde gøre gavn. For at visualisere den store forskel der er på at investere i Triodos’ fonde sammenlignet med, hvis du investerer bredt i et verdensindeks – altså tilsvarende traditionelle aktier og obligationer uden fokus på bæredygtighed – kan du i impact rapporterne se, hvordan fondene præsterer i forhold til CO2-udledning, vandforbrug og affald.

Mindre CO2, mindre vand og mindre affald

Tager vi Triodos Impact Mixed Fund (neutral), som investerer i en blanding af aktier i virksomheder og obligationer, adskiller den sig markant fra en tilsvarende sammensat portefølje ud fra verdensindekset. Fondens portefølje har tilsammen:

  • udledt 45% mindre drivhusgasser. 
  • brugt hele 87% mindre vand.
  • genereret 28% mindre affald.

Dyk ned i mange flere tal og historier om, hvordan dine penge gør en forskel, når du investerer i Triodos’ fonde. Du finder alle impact rapporterne nedenfor.  

[i] Ifølge tænketanken Concito udleder en dansker i gennemsnit 17 ton CO2-ækvivalenter om året

Artiklen er skrevet på baggrund af informationer i Triodos' impact rapporter 2022.