Invester i mikrofinans

Finansiel inklusion betyder mere ligestilling

Gennem Merkur kan du investere i en helt særlig fond, der arbejder for at give alle mennesker lige adgang til finansielle ydelser. Det er nemlig et effektivt værktøj til at skabe mere lighed og ligestilling i hele verden. Læs her hvordan mikrofinans har betydning for både kvinder, familier og virksomheder verden over.

Der er mere end 1,7 milliarder mennesker i verden, der har begrænset eller ingen adgang til helt almindelige bankydelser. Det er et problem, for adgangen til bankydelser er i mange tilfælde en forudsætning for forbedrede levevilkår og endda ligestilling.

Igennem Merkur kan du investere i Triodos Microfinance Fund, som netop arbejder for at give alle mennesker lige adgang til finansielle ydelser og dermed skabe mere lighed.

Merkur Andelskasse har siden 2007 samarbejdet med Triodos Investment Management om at tilbyde investeringsmuligheder, der både leverer økonomiske og samfundsmæssige afkast. En af dem er Triodos Microfinance Fund, som arbejder for at skabe en modstandsdygtig, gennemsigtig og inkluderende finanssektor.

Triodos Microfinance Fund stiller lån og egenkapital til rådighed for finansielle institutioner, som leverer finansielle tjenester til dem, der ikke har en bank. Målet er at stimulere iværksætteri og jobskabelse for dermed at fremme social og økonomisk udvikling i verden.

Diversitet kan løfte økonomien

Der er mange gode grunde til at investere i diversitet og inklusion i den finansielle sektor. Globalt er der milliarder af mennesker, der har ingen eller begrænset adgang til bankydelser, og det gælder i særlig grad kvinder i udviklings- og vækstlande. De kan simpelthen ikke få en helt almindelig bankkonto.

FN skriver på hjemmesiden unwomen.org, at færre kvinder end mænd har adgang til finansielle institutioner, eller det at have en bankkonto. Mens 65 procent af mændene rapporterer, at de har en konto i en formel finansiel institution, er det kun 58 procent af kvinderne på verdensplan.

Det kan være et problem af flere årsager. Ifølge Kristine Kaaber Pors, der er koordinator i Dansk Forum for Mikrofinans, løfter kvinders opsparing ofte hele lokalsamfund, da der er en tendens til, at mænd bruger penge på ting, mens kvinder typisk hellere vil bruge dem på børnenes skolegang og lignende.  

En nøgle til at bekæmpe fattigdom og ulighed

En anden problematik handler om muligheden for at drive virksomhed. For mange mikro-, små- og mellemstore virksomheder i udviklingslande er det et problem at få lån og andre typer finansiering, hvilket begrænser mange menneskers mulighed for at skabe en indtjening.

Derfor kan finansiel inklusion være det første skridt ud af fattigdom, idet adgangen til basale finansielle tjenester gør det muligt at opbygge og udvikle virksomheder, forbedre indtjeningsevnen samt at spare op til fremtiden.

Finansiel inklusion spiller også en afgørende rolle i forhold til adgang til uddannelse, sundhedsvæsen, vedvarende energi og rent vand. Kort sagt kan adgangen til finansielle ydelser forbedre levevilkårene for mange mennesker.

Indisk bank hjælper kvinder med at blive iværksættere

Én af de banker, Triodos Microfinance Fund har investeret i, er den indiske bank Annapurna Finance. Banken spiller en stor rolle i at fremme iværksætteri blandt kvinder i Indien.

Annapurna Finance har en stærk social mission og sigter mod at hjælpe fattige husstande ved at yde finansiel og teknisk støtte til at styrke deres kompetencer inden for iværksætteri, så de kan drive forretning på en effektiv måde. Især i de landområder, hvor det formelle finansielle system stadig ikke er til stede lokalt.

Foto: Annapurna Finance

Mikrofinansieringsinstitutionen henvender sig udelukkende til kvinder og har et særligt fokus på familier i landdistrikter, der lever under fattigdomsgrænsen. Annapurna arbejder også for at minimere miljøpåvirkningen fra sine udlån, forbedre interne standarder for miljøstyring, reducere sit CO2-fodaftryk og levere bæredygtige, grønne produkter.

Du kan investere i finansiel inklusion

Triodos Microfinance Fund finansierer i dag mere end 100 finansinstitutioner i 47 udviklings- og vækstlande i Asien, Afrika, Østeuropa og Latinamerika. Fonden er en af de såkaldte ’impact first’ investeringsmuligheder, Merkur kan tilbyde i samarbejde med Triodos Investment Management. Impact first fondene generer økonomiske og menneskelige afkast, ved at tilføre nye penge til bæredygtige projekter og virksomheder. Du kan også investere i fonden via paraplyfonden Triodos Impact Strategy Fund.