29-09-2021

Redegørelse fra Finanstilsynet 2021

I maj og juni 2021 gennemførte Finanstilsynet en funktionsinspektion i Merkur Andelskasse, hvor de væsentligste risikoområder blev gennemgået. Det har været en generelt god og konstruktiv dialog, hvor Finanstilsynet bemærker, at Merkur bevæger sig ”i en bedre retning”.

Inspektionen gav anledning til øgede nedskrivninger på særligt erhvervskunder. Det er dog her værd at bemærke, at disse nedskrivninger i al væsentlighed er indarbejdet i Merkurs halvårsregnskab pr. 30. juni 2021. Der udestår fortsat afklaring af enkelte forhold, men disse forventes allerede indeholdt i det ledelsesmæssige skøn på 4 mio. kr. som andelskassen foretog ved halvåret.

Derfor fastholder Merkur forventningen om et resultat for hele 2021 på 8-15 mio. kr. før skat, som fremgår af halvårsrapporten.

Merkur Andelskasse har haft særligt fokus på at højne kreditkvaliteten de seneste år. Den proces er godt i gang og udvikles fortsat, men som Finanstilsynet også påpeger, er der stadig et udestående med klassifikation af specielt mindre erhvervskunder. Det arbejder vi intensivt på at få helt på plads.

Compliancefunktionen er det seneste år væsentlig styrket. Både i foråret 2021 og umiddelbart efter Finanstilsynets inspektion er compliancefunktionen sikret flere ressourcer til at løse opgaverne.

Finanstilsynet påpeger, at Merkur på kapitalsiden har formået at øge overdækningen over de senere år. Indenfor kort tid vil kapitalsituationen blive styrket yderligere.

Merkur Andelskasse har taget Finanstilsynets bemærkninger til efterretning og arbejdet med at efterleve dem er allerede langt.