Drømmeprojektet reddet

Erhvervslån med EU-garanti giver ny mulighed for at udvide

Sophiagård Elmehøjen på Fyn kan snart byde velkommen til tre nye beboere. De har nemlig fået mulighed for at udvide deres bosted for voksne udviklingshæmmede ved hjælp af et særligt lån med EU-garanti, som Merkur kan tilbyde sociale virksomheder, skoler og institutioner.

Af Liva Johanne Ehler Molin

 

Da der kommer en gård til salg i landsbyen Ølsted er Anja Grage ikke i tvivl. Det er nemlig ikke hver dag der bliver sat bygninger til salg i den lille landsby på Fyn, hvor bostedet Sophiagård Elmehøjen ligger. Så hvis de skal udvide med nye beboere, som Anja drømmer om, er det med at slå til, når chancen byder sig.

Anja Grage er bostedets forstander, og hun har længe ønsket at gøre plads til flere voksne udviklingshæmmede, som har brug for et trygt hjem. Og så har hun en drøm om at bygge et nyt multikulturhus med plads til fælles arrangementer for både beboere, forældre og folk i lokalområdet.

Derfor er hun og hendes kolleger spændte på at se gården, der ligger lige over for Sophiagård Elmehøjen. Da de træder ind, står det hurtigt klart, at huset er i overraskende god stand. Og rundt om ligger der en stor grund med gode muligheder for at bygge nyt. De bliver overraskede over, hvor godt gården passer til formålet om at lave bofællesskab.

”Det er som skabt til den mulighed,” fortæller hun. Der ligger endda et stort orangeri og et drivhus på grunden – lige som de længe har ønsket sig at få. ”Det falder lige i hak med vores drømme. Det er fantastisk.”

Anja Grage går derfor straks i gang med det forberedende arbejde, og inden længe ligger der en tilladelse fra kommunen til at bygge et multikulturhus på grunden. Der er bare ét problem: hun kan ikke få finansieret drømmeprojektet. 

Plads til flere i fællesskabet

Sophiagård Elmehøjen er en del af Landsbyfællesskabet Ølsted, som består af fire selvstændige institutioner der tager udgangspunkt i Rudolf Steiners idégrundlag og pædagogik. Der er børnehave, specialklasser, et hjem for børn og unge og så Sophiagård Elmehøjen, som består af to bosteder for voksne med tilhørende værksteder.

Sophiagård Elmehøjens 24 beboere er psykisk udviklingshæmmede, men fysisk mobile. Det vil sige, at de kan være født med en hjerneskade eller downs syndrom, og de har ofte ikke ret meget sprog. Derfor har de brug for trygge rammer, og Sophiagård Elmehøjen er både et hjem og et arbejdsfællesskab. Der er gjort meget ud af en hjemlig og æstetisk indretning. Og beboerne kan deltage i forskellige værksteder, hvor de bl.a. producerer æblemost og bivokslys, væver og dyrker urter og grøntsager.

”Beboernes selvtillid bliver styrket, ved at de har en rolle i fællesskabet, og ved at de kan bidrage med noget, som andre kan få gavn af,” forklarer forstanderen. Derfor vil hun også gerne kunne byde flere nye beboere velkommen i fremtiden.

Alternativt lån giver nye muligheder

Men i første omgang lykkes det altså ikke at få et realkreditlån, og det store projekt ser pludselig ud til at blive sværere at realisere end først antaget. Der må ses efter alternative løsninger. Og sådan en finder Sophiagård Elmehøjen heldigvis sammen med deres rådgiver i Merkur Andelskasse. 

Merkur tilbyder nemlig som det eneste pengeinstitut i Danmark et særligt lån med EU-garanti til erhvervskunder, der arbejder med et socialt formål. Det kan eksempelvis være skoler, institutioner eller socialøkonomiske virksomheder. EU stiller en garanti, der gør det muligt for Merkur at låne ud til flere sociale projekter og tilbyde en lavere rente end på et almindeligt erhvervslån. Med dette lån har Sophiagård Elmehøjen fået mulighed for at finansiere deres huskøb, og den 1. september i år kunne de overtage de nye bygninger. Anja Grage er glad og lettet over, at købet er faldet på plads:

”Det er så deligt. Det betyder, at vi kan udvide og udvikle stedet, og der kan komme til at bo tre ekstra beboere her, som kan få en plads i fællesskabet. Plus at vi på sigt kan lave et multikulturhus som hele landsbyen kan få glæde af.”

Et naturligt centrum

Planen med det nye multikulturhus er at skabe et samlingssted, hvor alle beboere på tværs af de forskellige institutioner i landsbyen kan mødes. Det skal blandt andet bruges til det årlige julespil og til sport, koncerter, foredrag og forældrearrangementer. Samtidig er tanken, at huset kan lejes ud til lokale arrangementer.

”Det hele går op i en højere enhed,” lyder det fra den glade forstander, for multikulturhuset kommer til at ligge lige midt i byen og vil på den måde blive et naturligt centrum for lokalsamfundet.

Lige nu arbejder Anja Grage og hendes kolleger på at skaffe fondsmidler til at opføre multikulturhuset som et bæredygtigt byggeri. Indtil da har de nok at se til med gården, der skal gøres klar til at huse de nye beboere. Lige nu stråler den i 80’er-farver, så første skridt bliver nok at få malet, fortæller Anja Grage. Det skal jo gerne blive lige så hyggeligt og hjemligt som resten af stedet.

Hvad er et erhvervslån med EU-garanti?
  • Et særligt erhvervslån med en lavere rente end et almindeligt erhvervslån.
  • Lånet er henvendt til alle virksomheder og institutioner med et socialt formål. Det sociale formål er bredt defineret. Det kan være en skole, efterskole eller højskole, men også en socialøkonomisk virksomhed, et kulturhus eller en idrætsklub.
  • Lånet kan bruges til mange forskellige projekter for eksempel energirenovering, køb af nyt udstyr, nyt byggeri, køb af ejendomme m.m.
  • Lånet hører under den såkaldte EaSI-garantiordning, som er finansieret af Den Europæiske Kommission. Med denne ordning er det altså EU, der stiller garantien, og derfor kan Merkur tilbyde et særligt fordelagtigt lån.

Du kan læse mere om vores erhvervslån med EU-garanti her.

 

Vil du vide mere om lån med EU-garanti?

Så er du velkommen til at kontakte vores erhvervskundechef Ole Mathiassen.


Relaterede artikler