29-02-2024

Merkur er medunderskriver på fælles fredserklæring ved internationalt topmøde

Den internationale sammenslutning af værdibaserede banker, GABV, opfordrer enstemmigt den globale finanssektor til at bruge sin massive indflydelse til at arbejde for at skabe fred, bl.a. gennem et stop for finansiering af produktion af og handel med våben.

Værdibaserede banker fra hele verden står sammen for fred.

I en tid med stigende globale spændinger og rekordhøje udgifter til militæret bakker Merkur Andelskasse helhjertet op om den fælles fredserklæring fra GABV. Merkur er medlem af Global Alliance for Banking on Values (GABV), der, som afslutning på det netop afsluttede årsmøde i Milano, har offentliggjort en fælles og enstemmigt vedtaget erklæring for fred. GABV har også samtidig offentliggjort en omfattende rapport, der belyser den finansielle sektors rolle i forhold til våbenindustrien.

- Vi er begejstrede for at være en del af GABV's bestræbelser på at fremme fred gennem ansvarlig bankvirksomhed, siger administrerende direktør i Merkur Charlotte Skovgaard. ’Finansiering af våbenindustrien er ganske enkelt uforenelig med vores værdier om at skabe positiv forandring for mennesker, naturen og kloden’.

Fælles front for fred

GABV's nye rapport, ’Finance for War. Finance for Peace’ (Finans for krig, Finans for fred, red.), viser, at ingen af GABV's 71 medlemsbanker finansierer produktion eller handel med våben.

73% af medlemmerne har desuden en eksplicit politik om helt at udelukke denne type finansiering og investeringer.

Det gælder fx Merkur, der har nultolerance overfor våbenproduktion og -handel i både finansierings- og investeringsøjemed. Charlotte Skovgaard siger:

- Det er helt afgørende, at vi som banker står sammen i kampen for fred. Ikke kun os, der er værdibaserede, for hele den finansielle sektor spiller en væsentlig rolle. Ved at vælge at finansiere bæredygtige løsninger i stedet for våbenindustrien kan vi skabe en enorm påvirkning i retning af fred. Vi håber derfor, at flere banker verden over vil følge trop ift. GABV bankernes fredsinitiativ.

GABV's såkaldte Milano-erklæring, opfordrer derfor også alle finansielle institutioner til at stoppe med at finansiere våbenindustrien.

- At være en del af GABV-fællesskabet giver os mulighed for at vise, at banksektoren kan være en kraftfuld drivkraft for fred. Vi er stolte over at stå sammen med et meget klart og direkte budskab om, at vi ikke vil finansiere våbenindustrien, siger Charlotte Skovgaard.

Stater og ikke private aktører skal stå for forsvar og våben

Blandt medunderskriverne af fredserklæringen er også banker, der har hjemsted i lande ramt af krig og væbnet konflikt, fx i Afrika, Europa og Mellemøsten.

Med erklæringen om fred og et stop for finansiering af våben, lægger GABV’s medlemsbanker op til, at lande selvfølgelig skal kunne forsvare sig mod fjender, men at det er staters opgave at stå for militært beredskab, våben og forsvar. Ifølge GABV bør private aktører og investorer ikke kunne tjene penge på at finansiere våben og krig.

Rapporten ’Finance for War, Finance for Peace - How Values-Based Banks Foster Peace in a World of Increasing Conflict’ er udarbejdet af tyske Merian Research for GABV og Fondazione Finanza Etica.
Rapporten dokumenterer, hvordan finanssektoren spiller en væsentlig rolle i våbenindustrien og påpeger, at den globale militære udgift i 2023 nåede et rekordhøjt niveau på 2.200 milliarder USD (15,13 billioner dkr.).

Rapporten er sammen med fredserklæringen tilgængelig på GABV's hjemmeside:
Milan Declaration: A Statement for Peace

Om Global Alliance for Banking on Values (GABV)

GABV er et netværk af uafhængige banker, der bruger finans til at fremme bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling. Med over 70 medlemsbanker, der opererer i 45 lande, betjener de tilsammen mere end 60 millioner kunder og forvalter over 210 milliarder USD i aktiver.