Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen har samlet viden, vejledninger og konkrete værktøjer til en sikker digital hverdag for jeres virksomhed.
Besøg sidenSikkerhed
Beskyt virksomheden mod svindel
Flere og flere virksomheder oplever at modtage beskeder via e-mail eller sms fra svindlere, der udgiver sig for at være fra en chef eller højtstående person i virksomheden, en samarbejdspartner eller en kunde. Merkur har samlet en række gode råd til, hvordan I undgår at hoppe i fælden, og hvad I skal gøre, hvis uheldet er ude.
Ofte forsøger svindlerne at lokke personlige oplysninger ud af jer eller jeres medarbejdere for at få adgang til jeres computer, netbank eller personlige oplysninger, lokke jer til at overføre penge til en konto styret af svindlerne eller få jer til at betale en faktura for varer, virksomheden aldrig har modtaget.
Der er altså mange situationer, hvor alle medarbejdere i virksomheden skal være vågne. Typisk har svindlerne fået et godt kendskab til jeres virksomhed, inden de sender en mail eller sms.
Vær særligt opmærksomme på:
- Uopfordrede sms’er, e-mails eller telefonopkald
- Anmodning om absolut fortrolighed, formuleringer som ”i al fortrolighed”
- Direkte kontakt fra en person i den øverste ledelse, du normalt ikke er i kontakt med
- Presserende og hastende karakter
- Usædvanlig anmodning i strid med interne procedurer
- Trusler, usædvanlig smiger eller løfter om belønning
- Uopfordret anmodning med ændring af fakturaoplysninger såsom nyt kontonummer fra samarbejdspartnere eller leverandører
Gode råd til at undgå svindel
Udover at undervise jeres medarbejdere i, hvordan de spotter svindelforsøg og generelt udviser opmærksomhed, er der en række sikkerhedsforanstaltninger, I kan foretage:
- Vær særligt opmærksom på e-mailadresser og kontonumre, når I skal overføre penge eller betale en faktura. E-mailsignaturer, logoer, mv. kan let forfalskes, så vær opmærksom og dobbelttjek evt. oplysningerne.
- Benyt et automatiseret betalingssystem for at holde antallet af manuelle betalinger på et minimum
- Implementer interne forretningsgange vedrørende betalinger i jeres netbank, så der eksempelvis altid er to medarbejdere til at gennemføre og godkende større betalinger
- Implementer en procedure for kontrol af legitimiteten af betalingsanmodninger modtaget via e-mail
- Overvej hvilke informationer, I har til at stå på hjemmesiden. Undgå eksempelvis at oplyse direkte kontaktoplysninger på navngivne medarbejdere i jeres regnskabs- eller økonomiafdeling
- Sørg for, at jeres antivirus og andre computerprogrammer altid er opdateret
- Kontakt altid politiet i alle tilfælde af forsøg på svindel, også selvom du ikke blev offer for svindel denne gang
Tegn en netbankforsikring
Hvis der sker indbrud i netbanken, er virksomheder desværre ikke sikrede mod tab. I har derfor mulighed for at tegne forsikring mod indbrud i jeres netbank som følge af eksempelvis IT-kriminalitet. Merkur opfordrer alle erhvervskunder til at tage en snak med jeres eget forsikringsselskab for at høre, hvad de kan tilbyde jer på området.
Vil I vide mere?
Vi har fundet et par links til jer, hvis I vil vide mere om, hvordan I sikrer jeres virksomhed mod svindel.
Politiet giver jer information om, hvordan politiet kan hjælpe jeres virksomhed, hvis I er blevet udsat for økonomisk svindel på nettet, samt hvilke forholdsregler I bør tage for at undgå at blive snydt.
Besøg siden