Virksomheden ejes af medarbejderne, og de vil både passe på naturen og hinanden

Efterårets forfald har sat sit tydelige præg på Rosengården i Indre København. En helt almindelig baggård, hvor beboere fra forskellige boligforeninger deles om et stort grønt areal med legeplads, græsplæne, træer og buske.

Om sommeren er gården fyldt med blomstrende roser, men nu er det de gule, grønne og brune farver, der har overtaget. Det har sin egen skønhed, hvis man lærer at sætte pris på det, fortæller gartneren Tai Brandt, som til dagligt passer gårdens grønne arealer.

Tai Brandt og hans kolleger fra anlægsgartnervirksomheden Stenbroens, forsøger at samarbejde med naturen og tage mest muligt hensyn til den i deres arbejde.

F.eks. ved at prioritere de hjemmehørende blomster og plantearter, som insekterne har mest gavn af, eller som nu, hvor det er efterår at lade gamle blade, grene og kviste blive nedbrudt, så det giver føde og levesteder til insekterne, samtidig med at kulstof bliver bevaret i det nedbrudte organiske materiale.

Naturens æstetik

Stenbroens er organiseret som en kooperativ virksomhed, hvor de medarbejdere der ønsker det, kan blive medejere. Som gartnere, der gerne vil gavne naturen og miljøet gennem deres arbejde, befinder de sig i et spændingsfelt mellem hvad der opfattes som smukt, og hvad der er bedst for naturen.

De to ting skal de have til at mødes i de grønne udearealer, som de plejer og anlægger.

Ikke kun her i Rosengården, men også i mange andre af Københavns gårde og eksempelvis på Herlev Hospital, hvor de plejer hospitalets store udeareal. De vil give naturen plads, men samtidig skal deres kunder være glade og tilfredse og se værdien af den måde, de arbejder på.  

”Det er også en pædagogisk opgave,” fortæller Tai Brandt, der har arbejdet som gartner hos Stenbroens de sidste seks år og i dag er formand for den medarbejderforening, der ejer virksomheden. ”Vi vil gerne være med til at ændre på den måde, vi ser på, hvad der er smukt.”

Det store bed med vilde blomster, som de har etableret i det ene hjørne af Rosengården, er et godt eksempel.

De fleste vil nok være enige om, at det ser smukt ud om sommeren, når det står i fuldt flor. Men om efteråret er det vissent og står med høje, brune stængler indtil det bliver klippet ned senere hen.

Det skal vi også kunne se som en del af det smukke, mener Tai Brandt, og derfor er det en vigtig opgave at tale med kunderne og formidle den viden om natur, miljø og klima, som Stenbroens gennem tiden har opbygget. Bl.a. derfor har de også lavet et helt katalog med viden og forslag til konkrete tiltag, som andre kan lade sig inspirere af. 

Planter er ikke fjender

I dag er Tai Brandt i gang med at plante et skovagtigt område i et hjørne af gården, hvor forskellige hækplanter skal have lov at vokse mere vildt og blive til store, krogede buske, som gårdens børn kan gemme sig og lege i.

Stenbroens’ opgaver kan deles op i tre: pleje af eksisterende arealer, anlæg af nye arealer og træpleje, hvor træer skal fældes og beskæres. I alle tre dele af arbejdet forsøger virksomheden at tænke bæredygtighed og biodiversitet ind i alt, hvad de laver.

Tai Brandt fortæller, at det er en proces, hvor de hele tiden bliver klogere og lærer at arbejde med nye metoder.

”Det startede med, at vi begyndte at arbejde med selektiv lugning”, husker Tai Brandt. I stedet for at fjerne alt hvad der vokser frem i et bed, så giver gartneren planterne plads, så længe de ikke udkonkurrerer den ønskede beplantning.

”Et af de principper, vi arbejder med, er at planter ikke er vores fjender. Derfor er vi også gået væk fra at have bar jord rundt om det, vi har plantet. Der har altid hersket en eller anden idé om, at bar jord er det bedste, du kan opnå. Vi prøver i stedet at bruge de planter, der dukker op lidt af sig selv, og så fjerner vi de planter, vi kender som værende aggressive, eller som spreder sig rigtig meget, men lader også rigtig meget stå, hvis det stadig har et visuelt tilfredsstillende udtryk.”

Ingen opskrift på vild natur

Det gør plejeopgaven langt mere dynamisk, fordi gartnernes opgave ikke bare er at føre de grønne arealer tilbage til udgangspunktet, men derimod at følge udviklingen af nye planter, observere og reflektere over, hvordan beplantningen udvikler sig, og hvornår de skal gribe ind.

Herlev Hospitals grønne område, som Stenbroens har plejet de sidste tre år, er eksempelvis inspireret af vild natur og designet af landskabsarkitekter fra SLA, som har haft stort fokus på naturens restorative værdi for patienterne.

Det gør arbejdet mere komplekst, fordi der ikke er nogen opskrift på, hvordan det skal se ud, fortæller Tai.

”Der er meget mere observation og refleksion over, hvad det er, beplantningen består af lige nu. Vi arbejder med den her naturlige udvikling, men alligevel sørger vi for, at tingene holder hinanden lidt i skak, så det hele ikke lige pludselig er overtaget af én art, som har gode vilkår. Så vi prøver bevidst at vedligeholde den her diversitet i beplantningen.”

Formålet er at fremelske en større biodiversitet, og derfor prioriterer gartnerne hjemmehørende planter, som er vigtige for insekternes livscyklus.

Stenbroens arbejder også med bæredygtighed på andre måder: de bruger ingen sprøjtegift, de fraråder spagnum og trykimprægneret træ, de kører i elbiler og elcykler, og de opfordrer deres kunder til at benytte sig af forskellige tiltag, der kan fremme biodiversitet.

Som virksomhed laver de hvert år et CO2-regnskab og donerer i den forbindelse et beløb til organisationen Verdens Skove.

”Vi er ikke perfekte, men vi lærer så meget vi kan, vi øver os, og vi har bare fokus på det,” forklarer Tai Brandt. ”Og så bliver vi også klogere. Jeg har dælme fået ændret mit syn på, hvordan vi arbejder, og hvorfor vi gør, hvad vi gør de sidste 6-7 år. Så det er en proces, og den er stadig i gang.”

Social bæredygtighed

For medarbejderne i Stenbroens handler bæredygtighed ikke kun om at passe på naturen og miljøet. Der er også en social dimension, og de har alle en stor interesse i, at deres fælles virksomhed skal være en god arbejdsplads.

Det fortæller Ann-Sofie Richardt, som er uddannet geograf, og har arbejdet som driftskoordinator i Stenbroens i seks år. Hun har både været med til at udvikle virksomhedens arbejde med biodiversitet og stået for forskellige administrative opgaver og HR, og ligesom kollegaen Tai Brandt er hun en del af ejerkredsen.  

”Vi synes for eksempel, at en gartner skal have en fornuftig løn. Så vi ligger over den overenskomstmæssige minimumsløn,” fortæller Ann-Sofie Richardt, men understreger at de også har stort fokus på arbejdsmiljø.

Men hvad så med forretningen, er det ikke dyrt for en virksomhed at have så høje standarder for arbejdsmiljø og løn på den ene side, og samtidig prioritere natur, miljø og biodiversitet i det daglige arbejde?

”Når vi regner et tilbud på en opgave, tager vi højde for, hvad de forskellige ting koster. Så det er ikke noget vi taber penge på,” forklarer Ann-Sofie Richardt. ”Men der kan selvfølgelig være kunder, der synes, at tilbuddet er for dyrt, og det er egentlig okay med os, for så vil vi hellere undvære den opgave.”

Der er nemlig også kunder, der vælger virksomheden til pga. deres værdier, så på den måde er der en fin balance. Og når det lykkes at tiltrække spændende kunder og opgaver, så bliver arbejdspladsen også mere attraktiv for medarbejderne, og det har en stor værdi for virksomheden, der ikke oplever en høj udskiftning på medarbejderfronten.

Kooperativets plusser og minusser

Medejerskabet har også den fordel, at alle kan få indflydelse og ansvar. For Tai Brandt betyder det, at han har fået udviklet nogle kompetencer, der ligger ud over hans faglighed som gartner.

”Det med at få indblik i at drive virksomhed, det havde jeg ikke automatisk fået. Jeg har fundet ud af, at jeg interesserer mig for nogle ting, jeg ikke vidste var spændende. At arbejde med hele rammen omkring en virksomhed, og hvordan vi laver nogle fair regler for alle, og være med til at tage de beslutninger, synes jeg er mega spændende. Og ikke bare sidde ude på sidelinjen og tænke, hvorfor gjorde vi ikke sådan der? Men faktisk være med inde i maskinrummet.”

Det kan selvfølgelig også være en udfordring at skulle blive enige med kollegerne om de store linjer i en virksomhed. Det kræver både en fælles vision og en god struktur med faste møder. For nyligt har de haft en svær snak om lønforhandling. For hvordan forhandler man hinandens løn, når der ikke bare er én, der bestemmer det hele?

Ejerkredsen har skulle blive enige om nogle fælles principper, for de har ikke lige løn i virksomheden, og ønsker heller ikke at have det, da de gerne vil kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Men omvendt skal lønspændet heller ikke være for stort. Sådan en samtale kan godt være lidt grænseoverskridende, fortæller Tai Brandt og Ann-Sofie Richardt, men samtidig er det fedt når det lykkes.

De har begge oplevet, at det fælles ejerskab har givet nogle bedre relationer mellem kollegerne. Grænserne mellem ”dem på kontoret” og ”dem der render og knokler” bliver mere udflydende, fordi de mødes og træffer beslutninger sammen.

”Jeg har fået et langt bedre indblik i, hvad der sker inde på kontoret, og hvilke opgaver der rent faktisk bliver løftet der. Så rent kulturelt tror jeg, det er med til at nedbryde de der barrierer,” fortæller Tai Brandt.