Inklusion og diversitet
Hvad har mangfoldighed med investering at gøre?
Da Merkurs søsterbank i Holland, Triodos Bank, offentliggjorde en artikel, der hyldede LGBT+-samfundets bidrag til forbedring af biodiversitet, blev forperson for direktionen i Triodos Investment Management, Dick van Ommeren, chokeret over nogle af reaktionerne. Han oplevede en manglende forståelse for, at mangfoldighed er afgørende for samfundets sundhed og bæredygtighed. Desuden oplevede han åbenlys diskrimination. I denne klumme argumenterer Ommeren for, at lighed og inklusion skal være grundlæggende principper, hvis vi ønsker en retfærdig og bæredygtig fremtid.
Af Dick van Ommeren, forperson for direktionen i Triodos Investment Management
Jeg har været vidne til familie, venner og kolleger, der har kæmpet for at udtrykke og få anerkendt deres kønsidentitet, seksuelle orientering, neurodiversitet, etnicitet og kulturelle arv.
Jeg får en følelse af, at marginalisering og ulige muligheder for visse grupper af mennesker er normen. Det er uacceptabelt. De politiske systemer forstærker snæversynetheden, polariseringen og eksklusionen.
Det skal ændres! Vi skal opmuntre dem, der har brug for støtte, og lade dem forstå, at de er værdsatte medlemmer af vores familier, arbejdspladser og samfund.
Lighed og inklusion er god forretning
Fra et mere forretningsmæssigt perspektiv kan det være udfordrende at yde denne form for støtte. Kommunikation på tværs af generationer kan være forvirrende, blandede kulturelle baggrunde kan føre til misforståelser, og ubevidste fordomme kan medføre utilsigtet diskrimination.
Det kan tage tid og er heller ikke altid lige populært, når man skaber nye politikker og procedurer, der ændrer status quo. Det kan være svært at finde balancen mellem at være inkluderende ved at respektere mangfoldighed og yde passende støtte, samtidig med at man adresserer potentielle bekymringer.
På trods af disse udfordringer er der meget stærke og klare grunde til, at virksomheder skal prioritere inklusion som en forretningsmæssig nødvendighed.
De, der gør det, forbedrer typisk beslutningstagningen, fordi flere perspektiver giver flere måder at løse problemer på. På samme tid kan det føre til nye visioner og indsigter, der kan drive innovation og nye måder at arbejde på.
Inkluderende miljøer kan også tiltrække og fastholde talenter, fordi folk ønsker arbejdsgivere, der behandler dem retfærdigt. I sidste ende handler det om, at lighed og inklusion er afgørende for at skabe et retfærdigt og harmonisk samfund, hvor enkeltpersoner og virksomheder kan trives.
Investeringer kan skabe mere diversitet
Som investorer skal vi være bevidste i vores investeringsbeslutninger. Triodos Investment Management investerer for at skabe varige positive forandringer.
Vi stræber efter at skabe et mere retfærdigt og inkluderende finansielt landskab. Flere af Triodos fonde er dedikeret til finansiel inklusion for sårbare mennesker bl.a. i udviklings- og vækstøkonomier.
I Triodos er vi også begyndt at øge vores kendskab til investeringsprocesser og systemer, der tager hensyn til kønsbaserede faktorer for at fremme ligestilling mellem kønnene. Det gør vi bl.a. gennem vores medlemskab af 2XGlobal. Samtidig forsøger vi at påvirke vores investorer og partnere for at udvide deres horisont.
Triodos vil gerne bidrage til at ændre holdninger og styrke sammenhængen mellem sociale og miljømæssige spørgsmål gennem vores investeringsstrategi og -kriterier – og for børsnoterede investeringer ved at udøve vores aktionærrettigheder og engagere os i bestyrelsesdiversitet.
Jeg opfordrer alle investorer, både individuelle og professionelle, til at overveje deres investeringsbeslutninger. Vi er nødt til at huske på muligheden for at gå ind for og fremme mangfoldighed, når vi investerer. Ved at gøre det vil vi stimulere og opmuntre til en mere retfærdig og inkluderende verden for alle.
Klummen er oprindeligt bragt af Triodos Investment Management.