Merkur svarer på kritik

Pengeoverførsler og investeringer i israelske virksomheder

I Merkur er vi dybt berørte over den tragiske situation i Gaza og de voldsomme omkostninger krigen har for civilbefolkningen. Krig, vold og væbnede konflikter strider mod alt i Merkurs grundlæggende værdier, og det som vi arbejder for hver eneste dag.

Opdatering pr. 26. april 2024

 

Der er den seneste tid blevet rejst kritik af en investering i det israelske børsnoterede selskab Check Point Software Technologies som indgår i det investeringsunivers, vi tilbyder vores kunder gennem vores hollandske samarbejdspartner Triodos.

 

Som det fremgår nedenfor, har vi siden vi blev opmærksomme på kritikken været i tæt kontakt med Triodos for at sikre os, at investeringen levede op til vores minimumskriterier. Triodos har taget bekymringerne meget seriøst og været meget grundige i deres vurdering af virksomheden.

 

Triodos har nu orienteret os om, at de har besluttet sig for at sælge aktierne i Check Point Software Technologies. Alle virksomheder, som Triodos investerer i, skal overholde Triodos' meget strenge minimumsstandarder. Triodos udfører derfor en grundig og omhyggelig analyse på investeringstidspunktet. Efter investeringen er foretaget bliver alle selskaber i porteføljen løbende overvåget og vurderet i forhold til finansielle resultater, overensstemmelse med minimumskriterierne samt evt. kontroverser. Det er på baggrund af den løbende overvågning og på baggrund af indsigter, at Triodos har besluttet at sælge sine aktier i Check Point Software Technologies.  

 

***

 

Vi har på det seneste fået en række henvendelser, om Merkurs måde at håndtere overførelser af penge til Palæstina samt investeringer i særligt et israelsk selskab, som indgår i det investeringsunivers, vi tilbyder gennem vores hollandske samarbejdspartner Triodos.

Pengeoverførsler til Palæstina

I relation til konflikten i Gaza er Merkur blevet mødt af en kritik om, at vi ikke vil foretage pengeoverførsler til Palæstina for vores kunder.

Merkur kan fortsat overføre penge til Palæstina til bl.a. hjælpeorganisationers nødhjælp, lønninger osv. Men på grund af de skærpede lovgivningsmæssige krav til pengeoverførsler til konfliktområder kan vi desværre ikke altid imødekomme alle vores kunders behov om pengeoverførsler til Palæstina.

Merkur er, ligesom alle andre banker, underlagt strengere og strengere regler og procedurer for pengeoverførsler, og vi skal kunne dokumentere, at pengeoverførsler hverken direkte eller indirekte har organisationer på EU’s antiterror-liste som modtagere. Når vi ikke kan det, må og kan vi desværre ikke gennemføre en overførsel.

Hvis du som kunde oplever udfordringer med pengeoverførsler, vil vi meget gerne tale med dig om, hvad der kan være årsagen, og hvordan vi kan hjælpe dig i situationen.

Investeringer gennem Triodos

En anden del af kritikken, der den seneste tid er blevet rejst mod Merkur, handler om særligt én specifik investering i det investeringsunivers, som vi tilbyder vores kunder gennem vores samarbejdspartner, Triodos. Triodos er Europas største værdibaserede bank og har været Merkurs samarbejdspartner gennem mange år.

Kritikken drejer sig konkret om Triodos’ investering i det israelske selskab Check Point Software Technologies. Check Point Software Technologies udvikler standard softwareløsninger, som skal forhindre cyberkriminalitet og beskytte brugere mod online-forbrydelser. Selskabet sælger til over 100.000 forskellige virksomhedskunder over hele verden, herunder også den israelske stat samt regeringer i andre lande.

Merkur kigger investeringer efter i sømmene

Vi anerkender kompleksiteten omkring konflikten mellem Israel og Palæstina, og vi forstår de stærke holdninger og kritiske blikke på specifikke investeringer, som konflikten fremkalder.

Derfor bringer vi også vores egne og vores kunders bekymringer videre til Triodos og beder dem løbende om at forholde sig til investeringerne i israelske selskaber - og i særdeleshed investeringen i Check Point Software Technologies.

Merkur har et godt samarbejde med Triodos, og Triodos har forsikret os om, at investeringerne p.t. lever op til både Merkurs og Triodos’ minimumskriterier. Men vi vil blive ved med at tilskynde Triodos til at kulegrave investeringen i Check Point Software Technologies, så vi kan være sikre på, at den lever op til Merkurs minimumskriterier, om at investeringer ikke bidrager til krig og konflikter.

Triodos har flere gange tidligere frasolgt aktier i virksomheder, som de ikke længere vurderer, lever op til kriterierne. Det har vi tillid til, at Triodos også vil gøre i dette tilfælde, hvis det bliver relevant.

Merkur siger nej til investeringer i våben

Så det er vigtigt for os at slå fast, at Merkur som værdibaseret pengeinstitut ikke tillader, at vores kunders penge bliver investeret i selskaber, der er involveret i våbenproduktion, krig og konflikter.

Hele Merkurs virke og dermed vores investeringstilbud er baseret på at fremme en bæredygtig og social ansvarlig udvikling i verden. Vi arbejder derfor hele tiden på at sikre, at vores investeringer lever op til vores kriterier om, at de bidrager positivt til verden.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om, hvordan dine penge er placeret, så kontakt os og book et møde med en investeringsrådgiver. Du kan skrive til investering@merkur.dk eller ringe til os på 7027 2706

Spørgsmål og svar

Ja, vi vil fortsat kunne overføre penge til fx nødhjælp og lønninger til NGO’er i Palæstina. Men på grund af skærpede lovgivningsmæssige krav, hvidvaskregler osv. er det rigtig svært at foretage betalinger til Palæstina og det betyder, at vi desværre ikke kan imødekomme alle vores kunders behov om overførsler. Som det også har været fremme i medierne, kan det få store konsekvenser for både privatpersoner og pengeinstitutter, hvis overførsler skulle havne hos en terrororganisation. Merkur skal nemlig, ligesom andre banker, kunne dokumentere, at pengeoverførsler - hverken direkte eller indirekte - har organisationer på EU’s antiterror-liste som modtagere. Kan vi ikke det, kan vi ikke gennemføre overførslen.

Merkur kan stadig overføre penge til fx nødhjælp og lønninger til NGO’er i Palæstina, men det er desværre ikke muligt at imødekomme alle vores kunders behov for overførsler på grund af de skærpede lovgivningsmæssige krav. Ved pengeoverførsel skal Merkur generelt følge Hvidvaskloven, der i vidt omfang bygger på EU’s direktiver om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Konkret blev pengeoverførsler til Palæstina sværere at gennemføre efter 19. januar 2024, hvor EU skærpede sin antiterror-liste i relation til Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad. Det betyder, at alle banker skal kunne dokumentere, at pengeoverførsler - hverken direkte eller indirekte - har disse organisationer som modtagere.

Du kan læse mere om EU’s konkrete foranstaltninger til at forhindre terrorfinansiering her

I Merkur sætter vi ikke sanktioner op for pengeoverførsler til Palæstina. Vi vil fortsat kunne overføre penge til fx nødhjælp og lønninger til NGO’er i Palæstina. Som det også fremgår af svaret fra Erhvervsministeren, skal virksomheder og personer, der ønsker at overføre penge til de palæstinensiske områder bl.a. sikre, at de ikke overfører direkte eller indirekte til terrororganisationer, såsom Hamas eller Palæstinensisk Islamisk Jihad. Kan Merkur ikke sikre dokumentation for både den direkte eller indirekte modtager, kan vi desværre ikke gennemføre overførslen. Hvis du vil læse det fulde svar fra erhvervsministeren omkring pengeoverførsler til Palæstina, kan du finde det på Folketingets hjemmeside via linket nedenfor.

Gå til folketingets hjemmeside

Merkur tilbyder, gennem Europas største værdibaserede bank Triodos, bæredygtige og socialt ansvarlige investeringsprodukter til vores kunder. Det har vi gjort siden 2008. Triodos har investeringer i både Palæstina og Israel samt mange andre steder i verden, og det er afgørende for Merkur, at investeringerne bidrager positivt til at skabe en bedre verden for mennesker, natur og miljø og samtidig ikke IKKE investerer i virksomheder, der er involveret i krig og konflikter. For at sikre dette, er vi i løbende og hyppig dialog med Triodos, som forsikrer os om, at investeringerne lever op til Merkurs minimumskriterier.

Vi er i tæt dialog med Triodos og tager den konkrete situation meget alvorligt. Vi spørger ind til alle forhold og sørger for at videreformidle evt. tvivlsspørgsmål for at være sikre på, at investeringerne, til enhver tid, møder vores minimumskrav.

Kontakt os, hvis du har spørgsmål

Har du spørgsmål eller tanker i denne forbindelse er du mere end velkommen til at kontakte os.