Verden omkring os 2019

Folkelige oprør, ny klimabevidsthed og en grønnere finanssektor

Det er blot nogle af de mange tendenser, der har optaget os i 2019. Vi kaster her et blik på det år, der er gået, og gør status over nogle af de vigtigste begivenheder i vores verden og i verden omkring os.

Unge strejker for klimaet over hele verden. Foto: Magnus Hagdorn, flickr.com
Af Lars Pehrson, adm. direktør i Merkur Andelskasse

 

Med 2019 tager vi afsked med et årti. 2010’erne blev en periode med store omvæltninger, som på mange måder efterlader verden i en uafklaret tilstand.

I mange lande, hvor demokratiet endnu ikke er grundfæstet, er idealer om retssikkerhed, magtens tredeling, pressefrihed, og statens upartiskhed i forhold til religiøse og etniske skillelinjer under pres. En demokratisk kerneværdi er beskyttelse af mindretal. I dag føler flertallet mange steder sig i sin gode ret til at indrette samfundet uden hensyn til mindretallene, uanset at disse kan udgøre meget store andele af befolkningerne. Det skaber uro og splid.

Mange steder i verden har 2019 været præget af folkelige oprør. Frankrig, Chile, Bolivia, Irak, Spanien (Catalonien), Hong Kong, Sudan osv. Baggrundene er forskellige og ikke altid let gennemskuelige. Men fælles er en grundlæggende mistillid til de regerende eliter eller klasser. Det er svært at vide, hvordan vi skal bedømme oprørerne og deres chancer for at skabe forandring. 

Som så ofte før er situationen, at oprørerne mangler noget, som økonomiske og politiske magthavere til gengæld har masser af: Tålmodighed og tid. Vi så det f.eks. med ”Occupy Wall Street”-bevægelsen under finanskrisen. Dette folkelige oprør under slagordet ”vi er de 99%” blev af mange set som begyndelsen på en ny og mere samfundstjenende rolle til finanssektoren. Men Wall Street dukkede nakken, holdt lav profil – og ventede. På et tidspunkt blev de protesterende trætte, og i dag er Wall Street som før.  

Også naturen har på sin vis gjort oprør i 2019. Året igennem har voldsomme naturbrande hærget de fleste kontinenter, og ved årets slutning har brandene nået en ekstrem intensitet i et af de lande, hvor klimaforandringerne mærkes allermest, nemlig Australien.

Protester i Hong Kong. Foto: Studio Incendo, flickr.com. 

Splittelse i befolkningerne

I flere vestlige lande er vi fortsat vidne til, hvordan splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper øges. Brexit har skabt en ekstrem polarisering i Storbritannien, og i USA lakker Trumps første valgperiode mod enden. USA står nu foran et præsidentvalg, der må forudses at blive det mest polariserede og polariserende i nyere tid.

Demokraterne skal indsnævre deres meget store kandidatfelt og samles om én kandidat, som de så faktisk stemmer på til valgdagen - en øvelse som de ofte har haft vanskeligt ved. Parallelt hermed vil rigsretssagen mod Trump udspille sig i Senatet.

Indtil videre tyder det ikke på, at Trumps kernevælgere kan se problemet. Og de republikanske senatorer ser ikke ud til at ville tage deres forfatningsmæssige opgave som nævningeting på sig, men vil nok snarere agere efter deres personlige politiske interesse. Valget i november vil, som så ofte før, blive afgjort af valgdeltagelsen. Hvor mange møder frem og stemmer, og hvilke grupper bliver hjemme?

Medierne, ikke mindst de sociale medier, spiller en vigtig rolle i den polarisering, vi er vidne til. De sociale medier har masser af fordele, men de bidrager også til, at vi i stigende grad lever i hver vores boble med forskellige virkeligheder. Det giver en ringere forståelse for andres synspunkter og i sidste ende kan det øge splittelsen, svække den fælles offentlighed og gøre det sværere at enes om præmisserne for debatten.

Desværre ser vi nok ind i et årti med permanent strid internt i mange lande, hvor splittelsen pustes op af demagoger og populister. Samtidig stiger uligheden mange steder i verden, hvilket ikke gavner det fællesskab, der er så hårdt brug for, hvis vi skal kunne løse de store, fælles problemer såsom den aktuelle klimakrise.

En ny bevidsthed om klimaet

På klimafronten har 2019 været et år, der på en gang var præget af afmagt, vrede og håb.

Afmagt over den omfattende klimakrise, som verden befinder sig i. Vrede over verdensledernes manglende evne til at finde fælles løsninger og leve op til deres ansvar, herunder til at forholde sig konkret til videnskabens advarsler. Og samtidig håb fordi der trods alt mange steder er sket et kæmpe skred i den kollektive bevidsthed omkring klimakrisen.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs protester har givet genlyd verden over, og millioner af børn og unge har strejket for klimaet. De unge frygter for deres fremtid i en verden, hvor temperaturerne stiger, mens der stadig bliver udledt store mængder drivhusgasser.

De har mobiliseret et stærkt fællesskab på tværs af landegrænser, hvor de har formået at vende afmagt til handlekraft ved at stå sammen, og det mest bemærkelsesværdige er, at det ser ud til at virke. De unge holder taler ved de store klimatopmøder, og i det daglige påvirker de deres egne forældre. Der bliver lyttet.

Og selvom skolestrejkerne også er blevet mødt med kritik, kan man ikke komme udenom, at bevægelsen har været med til at løfte klimadagsordenen og presse politikerne, også i Danmark, til at levere en mere ambitiøs klimapolitik.

Greta Thunberg taler ved COP 25 i Madrid. Foto: John Englart, flickr.com. 

Nye takter i dansk klimapolitik

For første gang nogensinde blev klimaet det største emne i en dansk valgkamp, og den nye regering satte et historisk højt ambitionsniveau med målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

En målsætning som i slutningen af året blev til en aftale om Danmarks nye klimalov. At klimaloven fik bred opbakning fra næsten alle folketingets partier havde de færreste nok set komme, da borgerforslaget blev fremsat i starten af året.

Det siger noget om, hvor meget konsensus har flyttet sig. Det er ganske enkelt uholdbart for politikere ikke at tage klimaforandringerne og den grønne omstilling seriøst, og derfor kunne begge fløje endelig samles om fælles klimamål.

Derfor er det også helt afgørende, at både borgere, erhvervsliv og grønne organisationer fortsætter med at presse på og vise opbakning til klimalovens mål, også når de skal føres ud i praksis. For nu følger et stort og vigtigt arbejde, hvor de fine målsætninger skal konkretiseres i klimahandlingsplaner. Og dermed vil vi også se en interessekamp, hvor mange forskellige parter vil kæmpe for ikke at blive ”for hårdt ramt” i det store klimaregnskab.

Men det er naivt, hvis man tror, at nogen kan gå fri, for omstillingen skal fremskyndes på alle niveauer af samfundet, og vi er nødt til at indse, at det kommer til at påvirke os alle på alle mulige måder.

Den store interessekamp om klimaet

Man skulle tro, at den nyfundne klimabevidsthed også ville føre til reelle resultater, da verdens lande skulle mødes til COP 25 i december, men desværre kom de nationale og økonomiske særinteresser endnu engang til at stå i vejen.

Det kan undre, at selv lande, der rammes hårdt af klimaforandringerne, som f.eks. Australien, stædigt kæmper imod den nødvendige omstilling. Og det måske endda med en grad af folkelig opbakning: Så sent som i maj 2019 genvalgte australierne deres klimafodslæbende regering. Løfterne om flere jobs i kulminerne var tilsyneladende tillokkende i en grad, der overskyggede frygten for endnu højere temperaturer og endnu flere ødelæggende brande.

De politikere, der skal løfte ansvaret og gennemføre den store omstilling, er oppe imod to stærke kræfter. For det første de økonomiske særinteresser, der kæmper imod med alle deres umådelige ressourcer og en ikke ubetydelig kynisme. For det andet en folkelig utryghed ved, hvordan fremtiden vil forme sig. Hvilke job vil bestå og hvilke gå tabt? Hvordan bliver dagligdagen – hvor meget skal vi ændre vores vaner?

Det er derfor fristende for politikerne at love, at hele omstillingen kan gennemføres, uden at vi rigtigt mærker det. Teknologien vil løse problemerne, og vi skal blot leve videre som før.

I Danmark så vi en miniatureudgave af den globale interessekamp fra COP 25 udspille sig under finanslovsforhandlingerne. De mindre partier ville se klimahandling allerede i finansloven, men den udeblev stort set – ingen flyafgifter, ingen afgiftsstigninger på fossil energi, ingen prisnedsættelser på offentlig transport eller andre oplagte tiltag, som blot venter på at blive gennemført.

Da debatten på et tidspunkt svingede ind omkring nogle ufinansierede afgiftslettelser på biler, som den forrige regering havde efterladt, ville det oplagte jo være at rulle disse tilbage. Men nej – regeringen ønskede ikke at ”gøre almindelige menneskers biler dyrere”. Man kan med god ret spørge, hvad man forestiller sig, der skal ske.

Det forekommer uomgængeligt, at det, der skal være mindre af, må blive dyrere, og det der skal være mere af, må blive billigere eller mere attraktivt. Prisincitamenter er nu engang effektive – det viser al erfaring.

Og sandt er det, at afgifter ”vender den tunge ende nedad” – sådan har det været med de fleste afgifter til alle tider, uden at man af den grund har undladt at indføre dem. Men det er ikke umuligt at kompensere de lavere indkomstgrupper – det har man gjort før, og det kan man gøre igen, for selvfølgelig skal den grønne omstilling være socialt retfærdig.               

Regeringen er endnu ny, og meget kan ske de kommende år. Der er ingen tvivl om, at intentionerne er gode, og at der er sat ambitiøse mål. Det er vigtigt, at politikerne kan mærke, at der i befolkningen og i erhvervslivet er opbakning til de nødvendige handlinger.  

Vores økonomiforståelse står i vejen

De nye ambitiøse klimamål kalder også på en ny opfattelse af økonomien. Økonomi på samfundsniveau handler ikke om penge, og det er ikke pengene, som er er udgangspunktet for økonomien. Det er derimod vores ressourcer: jordens fysiske ressourcer såvel som menneskers arbejdskraft, idéer og viden.

Økonomien er tæt forbundet med den fysiske verden, vi lever i, og vi er nødt til at begynde at tage udgangspunkt i de reelle ressourcer, som er til rådighed og indrette os derefter, frem for som det første at tænke i penge.

Omstilling handler om at forvalte ressourcerne på en anden måde end før – at sende investeringerne i en anden retning. Højhastighedstog i stedet for motorveje. Det er populært, men misvisende, at gøre de nødvendige investeringer i energianlæg, kollektiv trafik osv. op som ”omkostninger”. For disse investeringer repræsenterer i lige så høj grad indtægter for de virksomheder og deres medarbejdere, som skal levere vindmøllerne og de andre ting. Og fordi det offentlige spiller så stor en rolle i økonomien, vil mange af ”omkostningerne” vende tilbage til de offentlige kasser som skatteindtægter.

Vi har bundet os til en abstrakt regnearkslogik, som er svær at forene med grøn omstilling og de store investeringer, der her kræves.

Et godt eksempel er budgetloven, som bestemmer, at de offentlige udgifter ikke må overstige indtægterne med mere end 0,5 procent af BNP. En lov der blev vedtaget efter finanskrisen for at sikre balance i de offentlige regnskaber, men som samtidig reelt begrænser, hvor meget der kan investeres i grøn omstilling. Investerer man 20 mia. kr. i grøn omstilling, skal de penge findes et andet sted på budgettet, f.eks. ved at skære i velfærd eller hæve skatter og afgifter. Det giver incitament til en kortsigtet tankegang.  

Budgetloven og klimaloven - som på en måde også er en slags budgetlov – kommer i konflikt med hinanden. Vi kommer til at vælge, om det er den fysiske verdens budget eller regnearkets budget, vi vil følge. Danmark har heldigvis de bedste forudsætninger med en meget stærk økonomi som udgangspunkt, så det vil først og fremmest være visionært politisk mod, der skal til.

Hvordan Danmark løser denne opgave kan være afgørende i et globalt perspektiv, for hvis vi evner at finde en god og holdbar model, kan vi presse på for at få andre til at følge samme vej.

Natur og biodiversitet

Ikke nok med at vi befinder os i en klimakrise - også verdens mangfoldige dyre- og plantearter er alvorligt truede. Op mod en million arter er truet af udryddelse, og mange af dem vil risikere at være forsvundet inden for få årtier, lød det i en FN-rapport i maj måned.

De internationale mål om at stoppe nedgangen i biodiversitet, som skulle være nået i 2020, er langt fra blevet indfriet, så der er akut behov for handling. Naturen har brug for mere plads, og vi må derfor ændre den måde, vi udnytter klodens arealer på. Det gælder eksempelvis skovbrug, landbrug og fiskeri.

I Danmark har regeringen foreløbigt afsat penge til mere urørt skov og til at udtage landbrugsjord, og det er en god begyndelse, men der skal mere til. Skov og træer har der i det hele taget været meget tale om i årets løb som en vigtig klimaløsning, og det er et godt og nødvendigt fokus. Her må vi ikke glemme at tænke biodiversiteten ind, for det kan have stor betydning for dyre- og plantelivet, hvad der plantes, og hvordan det bliver gjort.

Et nødvendigt opgør med uholdbare produktionsmetoder og miljøgifte venter forude. Her kommer vi atter op imod stærke økonomiske særinteresser. Som mennesker er vi i høj grad afhængige af naturens ressourcer, og når arter uddør, ødelægger det økosystemerne og bliver i sidste ende en eksistentiel trussel, også for os.

Derudover har naturen sin egen værdi, som ikke kan gøres op i kroner og ører. Der er mange gode grunde til at passe godt på den.

Op mod en million arter er truede. Foto: B Balaji, flickr.com. 

Negativ rente – ny normal?

Hvis vi vender os mod vores egen finansverden, har en tydelig tendens i 2019 været de negative renters indtog for private bankkunder. Flere pengeinstitutter har i årets løb indført minusrenter for indeståender over et vist beløb, og det gælder også Merkur.

Det kan virke bagvendt, at man som kunde skal betale for at have penge stående i banken, men den negative rente, som længe har eksisteret i Nationalbanken, kombineret med større opsparing generelt i samfundet gør, at bankernes traditionelle forretningsmodel ikke længere hænger sammen. De negative renter er altså ikke som sådan et nyt fænomen, men det nye er at også private kunder skal begynde at betale for det.   

Centralbankernes formål med at nedsætte renten helt ned i negativt territorium har været at stimulere økonomien: At opfordre til låntagning og investering. Dette er ikke lykkedes i tilstrækkelig grad, og det stiller centralbankerne i et alvorligt dilemma: Hvordan kommer vi væk fra de negative renter, så vi igen får et råderum, hvis en ny lavkonjunktur rammer?

De negative renter har desuden haft alvorlige bivirkninger i form af stigende priser på fast ejendom, aktier og andre aktiver – en udvikling der har øget uligheden og samtidig gjort det endnu sværere for unge mennesker at komme ind på ejendomsmarkedet. I stedet tvinges de til at leje dyrt hos udlejere, der netop profiterer af de lave renter. Store kapitalfondes indtog på ejendomsmarkedet i de store byer af netop den årsag har skabt debat mange steder i Europa, også i Danmark.

Alt dette ændrer ikke på, at bankerne nødvendigvis må finde en holdbar måde at omgås de negative renter på, så længe dette er situationen. Vi har beskrevet, hvordan vi i Merkur har valgt at gøre, i artiklen her.

En grønnere finanssektor

I vores egen sektor er der også lige nu en helt anden og langt mere spændende udvikling i gang. Der er nemlig sket flere ting i årets løb, som peger i retning mod en grønnere finanssektor.

Pensionsbranchen vil investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling. Flere og flere banker har fået grønne produkter på hylderne. FN er kommet med nye guidelines for en bæredygtig finanssektor. Og herhjemme barslede Finans Danmarks Forum for Bæredygtig Finans med 20 anbefalinger til, hvordan den finansielle sektor kan bidrage til den bæredygtige omstilling.

Anbefalingerne indeholder meget af det, som vi i Merkur arbejder for: bæredygtighed integreret i forretningsmodellen, bæredygtige produkter, gennemsigtighed og opgørelse af det samlede CO2-aftryk for at nævne et par eksempler. Derudover er der gode forslag for sektoren såsom at sikre kompetenceudvikling og lave en fælles guide for, hvad der kan betegnes som bæredygtigt.

Det sidste hænger sammen med et EU-initiativ om at skabe definitioner, en såkaldt taksonomi, således at det bliver entydigt, hvilke finansielle instrumenter og lån, der kan betegnes som bæredygtige. Dette kan så igen føre til, at man gør det mere attraktivt at finansiere bæredygtigt og mindre attraktivt at sætte pengene i fortidens ”brune” industrier.

Hvis det lykkes at implementere anbefalingerne, vil det være et rigtig godt fundament for at skabe en grønnere og mere ansvarlig sektor.

Som i alle andre brancher er det samtidig vigtigt, at de nye tiltag bliver solidt forankret, så man undgår at ende i greenwashing. Her er det positivt, at både Finanstilsynet og Nationalbanken har meldt sig på banen med intentioner om at sikre en seriøs tilgang til den grønne finansielle omstilling, ligesom begge institutioner anerkender, at der kan være en betydelig finansiel risiko forbundet med at handle uden hensyn til f.eks. Parisaftalens intentioner.

Det er opløftende, at det, Merkur og vores kolleger i Global Alliance for Banking on Values har arbejdet med og for i årtier, nu er på vej til at blive en anerkendt og integreret del af tankesættet i finansiel mainstream. Det sker ikke kun i Danmark – tilsvarende udvikling ser vi i mange andre lande.

Derfor er der mere end nogensinde brug for os og vores kolleger i GABV, som gennem mange år har haft god erfaring med at forene bankdrift med både social og miljømæssig bæredygtighed.      

Vil du i kontakt med Merkur?

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os.


Læs flere artikler fra Merkur