Longread

Fællesskaber kan være medicin for krop og sjæl – og det stik modsatte

Siden fortidsmennesket levede på jorden, har vi mennesker fundet sammen i fællesskaber. Vi indgår i et utal af dem, og de er afgørende for vores fysiske og mentale sundhed. Pengevirke har mødt tre forskellige eksperter, der fortæller, hvad forskningen ved om fællesskaber. Hvilken betydning har de for os mennesker, er de gode eller skadelige, og hvilken rolle spiller de i den grønne omstilling?

Illustration: Søren Siebuhr
Af Lene Outzen Foghsgaard

 

I byen Roseto i Pennsylvania i USA udspillede sig et mystisk, livsforlængende fænomen i over 100 år, før det i 1954 kom i forskernes søgelys. Lægen Stewart Wolf og sociologen John Bruhns undrede sig over beboernes ualmindeligt lange levetid og høje trivsel i den lille by, og derfor satte de sig for at finde frem til årsagerne bag.

Forskerne fulgte de godt 2.000 indbyggere i Roseto over en femårig periode, og de overbevisende resultater fra projektet, kaldet Roseto-effekten, endte i det anerkendte tidsskrift ”Nature”. Kjeld Fredens, som er læge, hjerneforsker og adjungeret professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, indleder vores interview med fortællingen om byen Roseto. Resultaterne fra forskningsprojektet viser nemlig, at et tæt fællesskab med andre mennesker har en mærkbar positiv påvirkning af både den mentale og fysiske sundhed. Det er ganske enkelt medicin for krop og sjæl. Han fortæller:

 ”Roseto-effekten omhandler en gruppe italienere, der i slutningen af 1800-tallet emigrerer til USA og grundlægger byen Roseto. Omgivet af mange andre emigranter bor de i deres egen enklave flere generationer sammen. De hjælper hinanden, laver mad og spiser sammen på torvet hver aften. De arbejder hårdt, ryger og drikker og spiser masser af fed mad, og selvom livsstilen påvirker både kolesteroltal og blodtryk og burde forårsage en høj forekomst af hjerte-kar-sygdomme, så lever de længere og også lykkeligere end den gennemsnitlige amerikaner.”

Den positive effekt af at være sammen med andre mennesker i et fællesskab opstår først, når man deler en nær hverdag med andre. En enkeltstående middag i haven kan mærkes i kroppen, fordi den gør godt, men at den har en livsforlængende virkning, er der desværre ikke evidens for.

Men hvorfor er vores samfund så ikke i langt højere grad indrettet efter erfaringer fra netop det projekt?

”Det ville også være rigtig klogt, men vi har i dag en kultur, der er så gennemsyret af individualisme, at der opstår en konflikt mellem individualisme og kollektivisme. Jeg ser dog ikke et enten-eller. Løsningen ligger i, at vi fra et meget tidligt tidspunkt i både opdragelse og uddannelse bør have fokus på de tre ben; socialisering, kollektiv udvikling og individualisering. Man skal opdage, at man kun kan udvikle sig som individ i samspil og samvær med andre, og at man samtidig er nødt til også at udvikle sig væk fra fællesskabet for at kunne bevare sin frihed og sin individualitet.”  

Det nære og det store fællesskab

Fællesskab er det, der opstår, når flere mennesker er fælles om noget. Hvis vi vil finde ind til kernen af fællesskabsbegrebet, skal vi ifølge Kjeld Fredens hele 250.000 år tilbage i tiden, hvor fortidsmenneskene lærte at løse opgaver i fællesskab.

”Når man skal løse en opgave, der er større end man kan magte, er man nødt til at gøre det sammen med andre. Det gjorde neandertalerne, og på den måde opfandt de fællesskabet. At være en del af en flok er en forudsætning for at kunne leve som menneske. Man kan sige, at dét at skabe noget fælles er et fællesskab.”

Fællesskaber kan være nære, som det lille fællesskab i familien, og de kan være store som et helt samfund.

Inge Røpke, der er professor i økologisk økonomi ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, peger på, at det danske samfund er bygget op omkring et utal af offentlige fællesskaber, som vi alle indgår i.

”Vi har en fælles sundhedssektor, der er organiseret af det offentlige. Vi har skoler, veje, cykelstier, strande, offentlige parker og så videre, der er frit tilgængelige for alle. Vi har i Danmark en hel andelssektor, almene boliger og andelsmejerier. Faktisk er hele landbrugets andelssektor opstået ved, at folk er gået sammen om at skabe.”

Hun påpeger, at mange af os sikkert ikke er bevidste om antallet af de mange fællesskaber, vores personnummer automatisk giver adgang til, og at et essentielt aspekt af de mange offentlige fællesskaber netop er, at de skaber en større lighed. Hvis man sammenligner Danmark med et land som USA, er det danske samfund meget mere lige, fordi alle har adgang til eksempelvis sundhedssektoren og uddannelsessystemet.

Sundt eller usundt?

For Kjeld Fredens er der især tre typer af fællesskaber, vi bør kende betydningen af. Det drejer sig om de sunde og de usunde fællesskaber og om det, han kalder for hyggefællesskaberne.

”Sidstnævnte er her vi mødes og drikker kaffe, spiller kort eller golf og så videre. Det er fint og afstressende, men det flytter ikke det store. Hyggefællesskaber er først og fremmest med til at bevare en god relation til andre mennesker. Ser vi nu på de usunde fællesskaber, får de deres mærkat, fordi de på mange måder er ufrie og handlingslammende at være del af. De kendes på, at de er lukkede om sig selv. Her hentes ingen inspiration eller diversitet udefra, og her er ikke plads til forskelligheder. Eksempler kunne være den type stærkt religiøse fællesskaber, hvor man skal opføre sig på én bestemt måde. Som de sidste, men mest udviklende fællesskaber, er der de sunde fællesskaber. De er især kendetegnede ved at være konstruktive og nærende, handlekraftige og innovative.”

Hjerneforskeren uddyber, at sunde fællesskaber bygger på forskellighedens fælles styrke. Her bliver man klogere på verden, fordi man møder diversitet, men også gensidighed. Man bidrager til fællesskabet, og det bidrager til ens egen udvikling med rum til både konflikt og dialog.

Sunde fællesskaber dannes overalt i både små og store sammenhænge, og det handler om at skabe sammen og gøre fælles.

Ifølge Kjeld Fredens fremhæver forskningen en vigtig præmis, nemlig at vi anerkender, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden. Han refererer til antropologen Mary Catherine Bateson, der hævder, at uafhængighed er en illusion, og at det fører til ensomhed.

Hun siger samtidig, at man ikke kommer ud af ensomhed ved at være sammen med andre, men ved at ændre holdning til ens forhold til andre og acceptere afhængigheden af andre mennesker. Det sunde fællesskab er noget, man konstant arbejder for at skabe i et samspil.

Kan fællesskab mindske CO2- aftryk?

Sunde fællesskaber er altså vigtige for menneskers velbefindende, men de indeholder også et politisk potentiale til at drive innovation og skabe forandring i samfundet.

Kjeld Fredens kan ikke dy sig for at prikke til vores politikere. Han oplever, at de folkevalgte ofte lukker sig om sig selv og hinanden og på den måde kommer til at udgøre et usundt fællesskab. Det ses for eksempel, når de ikke lader borgerne komme til med deres nytænkende idéer og projekter. Han fortæller, at forskning viser, at megen innovation kommer nedefra, og at politikerne derfor skal være særligt opmærksomme på at gøde de borgerdrevne initiativer og fællesskaber, der ser sunde ud.

Ét sted hvor der i høj grad er brug for innovation, initiativ og forandring er i den grønne omstilling. Her spiller fællesskaber også en vigtig rolle. Det fortæller Quentin Gausset, der er antropolog og lektor på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Han har sammen med en gruppe forskere undersøgt forskellige økosamfund i Danmark over en treårig periode. Forskerholdet i det såkaldte COMPASS-projekt ønskede at teste en hypotese om, at økosamfund gør en forskel i forhold til bæredygtighed. Derfor har de målt beboernes klimavenlige adfærd og deres oplevelse af trivsel og lykke.

”Fællesskabet er den største aktør i nedsættelsen af CO2,” fortæller Quentin Gausset. ”Det var et af de resultater, vi kom frem til blandt andet gennem et omfattende spørgeskema. Vi har kunnet dokumentere, at mennesker i grønne fællesskaber i gennemsnit har et 27 procent lavere CO2-aftryk end gennemsnitsdanskeren, og i den selvforsynende landsby på Fyn, som var en af vores cases, er CO2-reduktionen helt oppe på 60 procent. Samtidig viser det sig, at folk i disse fællesskaber oplever en større livstilfredshed.”

Illustration: Søren Siebuhr

Udover et lavere CO2-aftryk, oplevede majoriteten af de adspurgte altså også, at de havde et bedre og mere meningsfuldt liv, og det hænger især sammen med deres stærke sociale netværk.

”COMPASS-projektet viser, at en øget livstilfredshed ikke altid hænger sammen med en høj indtjening. Husstandene i nogle økosamfund tjener 30-40 procent under gennemsnittet, og alligevel er beboerne mere tilfredse med deres liv. Blandt andet har fælles mål som miljø og bæredygtighed betydning for deres oplevelse af meningsfuldhed,” forklarer Quentin Gausset. Han understreger, at beboerne selvfølgelig også har ting at klage over, ligesom alle andre, men det gode trumfer det dårlige.

Og hvordan ser en hverdag med væsentlig lavere indkomst end gennemsnittet ud? Svaret vil sikkert komme bag på nogen, for ifølge antropologen ligner den din og min. Forskellen er bare, at personer i økosamfund har et mindre forbrug.

”Her gælder afvækst-tænkningen. Beboerne har stort set det samme liv som gennemsnittet, det vil sige, at de kører bil, men deler den ofte med andre. De flyver og har gode rejseoplevelser, men bare ikke fem gange om året. De har computerskærme og mobiltelefoner, men der er færre skærme i husstanden. De spiser sammen og producerer egne fødevarer, og de henter måske gratis tøj og ting i bytterummet. De forbruger de samme ting som andre, men de er flere om samme forbrug.”

At bo sammen er dog ikke i sig selv nok til at udløse den række af positive effekter, som COMPASS-projektet fremlægger. Nøglen skal findes i et dybere lag, i fællesskabets infrastruktur.

”Vores bedste case er den selvforsynende landsby på Fyn. Her vågner beboerne ikke op om morgenen og tænker, hvordan kan jeg mindske mit CO2-aftryk? De lever bare deres liv, fordi der er opbygget en velfungerende infrastruktur, der sørger for, at fællesskabet træffer fornuftige valg for individet. Der er 30 specialiserede arbejdsgrupper, der koncentrerer sig om alt fra delebiler til bytterum, dyrkning af afgrøder og det fælles vedvarende energisystem. Grupperne præsenterer deres overvejelser og valg på en generalforsamling, hvor alle har en stemme. Sådan en struktur kan virkelig rykke på indgroede vaner og åbne op for nye måder at leve og tænke på.”

Den uformelle økonomi har også værdi

Som professor i økologisk økonomi ser Inge Røpke en sammenhæng mellem vores tid og evne til at indgå i fællesskaber og den måde, vi måler værdi i samfundet på. I dag anvendes BNP, bruttonationalproduktet, som nærmest ligefrem proportional med velfærd og lykke, til trods for at BNP teknisk set blot er et udtryk for den samlede produktion af varer og tjenester fratrukket værdien af de råstoffer, der er anvendt. Hun forklarer:

”Taler vi økonomi, skelner man mellem den formelle og den uformelle økonomi. Til den formelle økonomi hører alle de aktiviteter, der er på arbejdsmarkedet og forbrugsmarkedet, mens de aktiviteter, der foregår i civilsamfundet, det vil sige i de private husholdninger, blandt venner samt i sports- og fritidsklubber og så videre, hører under den uformelle økonomi. ”

Hun nævner madlavning, tøjvask, rengøring og børnepasning som eksempler på arbejdsopgaver, der ikke tæller med i BNP-regnskabet sammen med de tusindvis af frivillige timer, der hvert år lægges i sportsklubber og velgørenhedsorganisationer eller andre fællesskaber. BNP´en indfanger ikke værdien af alt det andet, som ikke tæller med. Ud fra et bæredygtigt synspunkt er den ensidige fokusering på vækst i samfundet meget problematisk, mener Inge Røpke. Hvis vi valgte at reducere arbejdsudbuddet og arbejde mindre i den formelle økonomi, ville der kunne frigøres mere tid til aktiviteter i den uformelle økonomi såsom at indgå i meningsfulde fællesskaber.

”Indtjeningen ville på den måde blive mindre, og det er afgørende, når vi skal klare os igennem en bæredygtig omstilling. Verdens udfordring handler om, at der skal bruges færre ressourcer, og det sker blandt andet, når folk har færre penge til forbrug.”

En grøn mission for menneskeheden

Civilsamfundets borgerdrevne initiativer og fællesskaber kan både skabe forandring og give inspiration til den grønne omstilling. Quentin Gausset og hans team fortsætter med at undersøge de grønne fællesskaber i et bredere perspektiv såsom grundejerforeninger og boligkomplekser. Kjeld Fredens nævner en række andre borgerdrevne initiativer, blandt andet projekter med Tiny Houses, hvor ildsjæle er gået sammen om at bygge minihuse for at spare ressourcer.

”Løsningen er at få øje på at al den innovation, der kommer nedefra og anerkende, at den almindelige borger er i besiddelse af stor kreativitet og handlingsmulighed. Folk tager skeen i egen hånd, fordi de klart ved, hvad der skal til. Men de kan ikke stå alene, de er nødt til at skabe et fællesskab, og det gør de så,” forklarer han.

Men vi må ikke glemme, at det statslige fællesskab også spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, mener Inge Røpke. Hun ser et klart behov for masser af statsligt igangsatte aktiviteter med tilknyttet forskning, fx omstillingen af energisystemet. Hun drager en parallel til månelandingen i 1969:

”Da præsidenten fremsagde sin mission om, at USA skulle til månen inden for et årti, blev der satset uanede ressourcer på både forskning og udvikling. Og udover rent faktisk at bringe Neil Armstrong til månen, opfandt man en hel masse nye teknologier, der blev banebrydende og stadig benyttes i dag. En mission, der kostede milliarder af dollars. I dag har vi brug for, at klima og biodiversitet bliver afsæt for missionsdrevet forskning og udvikling. Når vi taler missionsdrevne mål, skal det statslige fællesskab træde til. Der er brug for både menneskelige ressourcer og naturressourcer i den grønne omstilling, og det er et spørgsmål om at beslutte og prioritere.”

Dermed ikke sagt, at civilsamfundets initiativer ikke også er vigtige for Inge Røpke, for de rummer en stor kraft og styrke:

”I fællesskaber med stor diversitet er der mange til at tænke nyt og skubbe nye systemer i gang, og derfor er de fællesskaber vigtige. Der er brug for ildsjæle og pionerer, og der er behov for samarbejde og samspil på alle niveauer. Når vi er på en fælles mission, så hjælper det.”

 

Artiklen har været bragt i Pengevirke 2 2021.